Min mand har været utro i et år med flere kvinder

Spørgsmål

Klik for at vise/skjule

Her den 1 august i år finder jeg ud af, at min mand er mig utro. Han har været mig utro i 1 år. Der har været adskillige kvinder inde over. Men der er en, der irriterer mig meget. Han er startet i tantra-verdenen og åbnede firma med en kvinde. Hende har han haft meget kørende med. Det er så grelt nu, at han flytter ud for en periode. Og vi er tæt på skilsmisse efter 19 år som par. Skal lige siges vi blev gift i 2006 og efterfølgende fået 4 lækre guldklumper sammen. Min mand har fundet ud af, at han er narcissist og 50 år gammel. Jeg har nok været i et spind fra hans narcissistiske side i alt for lang tid og er nu ved at vågne op.

Han vil ikke erkende over for mig, at han er forelsket i “hende kosten”, som jeg kalder det. Det tyder dog på, at elskerinden/kosten vil mere. Så jeg ved ikke hvad jeg skal stole på. Han siger, at han ikke vil noget med hende, meeen den tror jeg ikke på.

Hvad fanden gør jeg, jeg er total ødelagt mentalt.

Svar

Kære spørger

Jeg forestiller mig, at det har været noget af en mavepuster for dig at finde ud af, at din mand har været utro – både gennem længere tid og med forskellige kvinder. Der er særligt én kvinde, du er irriteret på ifm. din mands utroskab og at hun måske særligt er årsagen til, at han flytter ud og at I er tæt på skilsmisse. Det må være noget af en mundfuld for dig at skulle kapere alle de svære ting på én gang!

Meget at navigere i

Jeg kan ikke læse på din henvendelse, om du også ønsker skilsmissen eller ej. Under alle omstændigheder beskriver du, at du har været i et spind fra hans narcissistiske side og at du nu er ved at vågne op. Jeg forstår godt, at det kan være forvirrende at navigere i, at han umiddelbart er forelsket i elskerinden, men siger, at han ikke vil noget med hende.

At være pårørende

Det er ikke tydeligt for mig, om din mand er diagnosticeret med narcissistisk personlighedsstruktur eller om det er noget, du/han mistænker. Som pårørende til en, der måske har en narcissistisk personlighedsstruktur kan man godt være påvirket af:

  • En oplevelse af ikke at blive mødt, anerkendt og forstået i sine følelser
  • At føle sig gjort mindre/ ligegyldig
  • At det man siger/gør kan føles forkert, fordi den anden reagerer med pludselige stærke følelser som fx vrede
  • At opleve sig underkendt i den måde, man har oplevet forskellige situationer. Det kan gøre, at man begynder at betvivle egne oplevelser
  • At ens partner benægter ting, der faktisk er sket eller sagt

Mental førstehjælp

Du skriver, at du føler dig mentalt ødelagt og spørger, hvad du nu skal gøre.

Tillad dig selv noget mental førstehjælp. Du skal lige nu kapere nogle store, svære informationer. Gør godt for dig selv ved at gøre noget, du nyder. fx noget kreativt, bevægelse, tid i naturen eller selvforkælelse. Derudover vil jeg anbefale dig at finde nogen, du kan dele dine tanker og oplevelser med, fx et trygt familiemedlem, en god veninde eller en psykolog/terapeut. Du står i en proces med store og nye erkendelser, som tager tid at bearbejde. Giv dig selv tid til det.

At blive eller gå

Dernæst må du afgøre med dig selv, om DU fortsat ønsker at være i jeres ægteskab. Én ting er hans ønske – men hvad ønsker du?

At skulle fortsætte et ægteskab efter utroskab og opdagelse af narcissistisk personlighedsstruktur kan være udfordrende. Derfor forstår jeg udmærket, hvis du ønsker at forlade ægteskabet.

At skulle leve videre i ægteskabet efter langvarigt (og måske fortsat) utroskab kræver en del bearbejdning. Hvis du skal blive i ægteskabet, kræver det, at du bliver klar over, hvad det vil kræve af jer og ham at genoprette en god relation mellem jer. Hvis I fortsat skal have et ægteskab, er det helt fair at kræve, at I både sammen og hver for sig arbejder med det, der er sket.

Søg hjælp

Uanset om du vælger at blive eller gå, vil jeg anbefale dig at finde en psykolog eller terapeut, der har særlig viden om narcissistisk personlighedsstruktur. Måske kan du finde hjælp og inspiration ved at læse et svar til en, der har været i en lignende situation.

Jeg ønsker dig alt det bedste fremover

Med venlig hilsen

Charlotte Falch Marquardt, psykolog i Agapehuset
Charlotte Falch Marquardt, autoriseret psykolog i Agapehuset

Har du brug for hjælp?

Vi kan hjælpe dig videre

- Online
- Fysisk fremmøde

Book en gratis 📞visitationssamtale

Parterapeut og sexolog Bente Fischer-Nielsen
Psykolog Charlotte Falch Marquardt
Psykolog Michelle Lind Kappel

Flere brevkassesvar

Læs mere fra brevkassen: