Frygt for corona - hvad gør jeg ved den?

Af Anne Sofie Bjørn Bitsch, 18. marts 2020
EmailFacebookGoogleLinkedInTwitterPrint
 
Illustration

Agapepsykolog Elli Kappelgaard giver dig her en række tips til, hvordan du kan håndtere en eventuel corona-frygt. 


Når jeg tænder for tv'et eller tjekker nyheder på mobilen i disse dage, bliver jeg bombarderet af corona-frygt. Hvad kan denne frygt gøre ved mig - som enkeltperson og som del af samfundet?

Først og fremmest vil jeg påpege, at det er helt forståeligt at blive ramt af bekymring i denne tid - både bekymring for eget helbred og andres. Corona-virus er uden tvivl med til at skabe øget ængstelighed i samfundet, og den ængstelighed bliver fodret, når vi hele tiden læser nyheder for at holde os opdaterede. Samtidig er det jo vigtigt, at vi følger myndighedernes anbefalinger og passer på hinanden.   

Man plejer at sige, at frygt handler om en konkret genstand; noget vi kan se. Angst relaterer sig til noget mere diffust. En virus,som man ikke kan se, har alle muligheder for at tappe ind i angsten og ængsteligheden. Når vi ser et fænomen som hamstring, kan man psykologisk forstå det som et ønske om at opnå en vis grad af kontrol. Det er en helt forståelig reaktion, når man befinder sig i en situation, der føles ukontrollerbar - men ikke så solidarisk med dem, der også måtte have behov.

Hvordan skal jeg tackle situationen, hvis jeg oplever, at frygten  overmander mig og tager kontrollen?

     Jeg vil opfordre til, at du forsøger at skabe en så normal hverdag som muligt. Skab dig nogle rutiner. Vi ved ikke, hvor lang tid denne situation varer ved, så vi kan lige så godt forsøge at skabe en form for systematik i hverdagen.

Dernæst vil jeg opfordre dig til at tale med nogen. Vi ved, at det gavner den psykiske velvære at tale med mennesker. Bare det at høre andre menneskers stemme kan faktisk gavne dit velbefindende.

Prøv også at få det bedste ud af situationen, når den nu er, som den er. Flere musikere har tilbudt onlinekoncerter, og mange kirker tilbyder streaming af gudstjenester. Udforsk de muligheder, der er - og lad dig eventuelt inspirere til egen kreativitet eller fælles aktiviteter med familien eller andre samboere.

Hvis du oplever, at angsten er ved at tage overhånd, kan du prøve følgende:

  1. Træk vejret langsomt
  2. Distraher dig selv ved at gå en tur, lave en kop te eller sætte musik på. At du får andre sansestimuli kan hjælpe nervesystemet med at falde til ro.
  3. Det er selvfølgelig vigtigt at følge myndighedernes anbefalinger, men du behøver ikke at følge alle nyheder hele tiden. Måske kan du udvælge en enkelt kilde til information i stedet for hele tiden at følge med.
  4. Hvis du får det meget dårligt, skal du selvfølgelig søge hjælp. Agape tilbyder både online brevkasserådgivning via psyktro.dk og telefonrådgivning (klokken 19-22). Du er også velkommen til at booke en terapitid. 


Hvordan kan jeg tale med børn om corona-situationen?

Ved at tale med børnene om både nyhederne og ændringerne i hverdagen kan du reducere deres eventuelle angst og stress. Børn er ikke lette at snyde. De lægger mærke til de voksnes sindstilstand og deres handlinger. Sørg for at tale alderssvarende med børnene om situationen. Børns Vilkår har produceret en video, som du eventuelt kan se sammen med dine børn og tale udfra. Børn kan også ringe til Børnetelefonen på telefonnummer 116111, hvis de har brug for en anden voksen at tale med. 

Agape har tidligere udgivet en række artikler om frygt og angst. Læs eksempelvis følgende:
 



Kategori: Corona-krisen

Relaterede emner:
Tema
EmailFacebookGoogleLinkedInTwitterPrint
© 2020 Foreningen Agape | Kontaktoplysninger