Præstation eller fiasko - præstationssamfundet presser de unge

Af Anne Sofie Bjørn Bitsch, 12. juni 2020
EmailFacebookGoogleLinkedInTwitterPrint
 
Illustration

De unge føler sig pressede. Men hvorfor egentlig? Vi har talt med sociolog Anders Petersen fra Aalborg Universitet og lektor Erik Dahl fra Det Kristne Gymnasium i Ringkøbing.


Mange har på et tidspunkt læst om skoleeleven Edvard Ellerstrøm, der ubemærket sprøjter plantegiften stryknin ind i et maltbolsje for at få ram på sin latinlærer. Ellerstrøms mission lykkes: Den sadistiske og maltbolsje-elskende lektor Blomme dør på barbarisk vis.

Mordet er hentet fra forfatteren Hans Scherfigs roman ”Det forsømte forår”, der blandt andet skildrer de krav, som den sorte skole og en flok forældre ubarmhjertigt hælder ned over en gruppe drengebørn i 1920’ernes og 1930’ernes København.

Knapt 100 år er gået, og den sorte skole er en saga blot. Alligevel kan nutidens unge mennesker spejle sig i de krav om præstation, som fortidens unge har følt, mener Erik Dahl, lektor på kostgymnasiet Det Kristne Gymnasium (KG) i Ringkøbing.

Gennem 25 år har han undervist gymnasieelever i dansk, religion og retorik og desuden fulgt de unge mennesker tæt som kostinspektor.

”Jeg er netop nu ved at rette et sæt stile, som er skrevet af mine 2.g.-elever. Når jeg læser stilene, der handler om "Det forsømte forår”, er der ingen tvivl: De unge kan sagtens identificere sig med det præstationspres, som den sorte skoles elever oplevede. Men hvor presset i 1930’erne kom fra skolen, lærerne og forældrene, afslører stilene ikke noget entydigt om, hvorfra de unge oplever nutidens pres og krav,” siger Erik Dahl.

Præstationspilen peger indad

Dét giver i høj grad mening for Anders Petersen. Han er lektor i sociologi ved Aalborg Universitet og forsker i depression som samfundsfænomen.

”Som mennesker skal vi i dag være omstillingsparate, forandringsvillige, mobile, fleksible, agile, udadvendte, initiativrige, autentiske og meget mere. Ingen ved, hvad begreberne helt præcist betyder, og alligevel er der i samfundet en forventning om, at vi skal handle og reagere efter dem. Dermed kan det unge menneske – som siden vuggestuen er opfostret, målt og vejet efter disse normer – næsten ikke gøre andet end at sige: ”Haps, jeg tager disse her regler og normer til mig, for det bliver jeg tilsyneladende nødt til, hvis jeg ikke bare skal stille mig over på sidelinjen og se de andre drøne forbi mig. Også selvom jeg ikke ved, hvor kravene kommer fra.” Det unge menneske reagerer altså på nogle ydre krav og gør dem til sine egne krav. Men nogle ydre krav, som er meget vanskelige at gennemskue og gribe – medmindre man forsker i dem,” siger Anders Petersen.

Som resultat har samfundet opfostret det, som sociologen kalder for præstationsindividet. For præstationsindividet giver det ikke mening at sprøjte stryknin ind i et maltbolsje for at gøre kål på en underviser. Når præstationsindividet søger efter en skydeskive for nederlag, pres og kritik, retter det altid pilen – eller maltbolsjet om man vil – indad. Mod sig selv.

”Selvkritik er smidig og let at gribe til, når muligheder og valg synes uendelige, og kravene er vanskelige at gennemskue. Da præstationsindividet har taget kravene til sig som sine egne, bliver det både dommer og anklager i eget liv,” hævder Anders Petersen. 

Perfekt eller fiasko

Dertil kommer, at præstationsindividet er drevet mod perfektion.

”Jeg vil mene, at vi som samfund har grundet en generation af unge mennesker, der oplever, at de enten er perfekte eller fejler. Der er kun de to muligheder. Det har vi lært dem gennem nogle strukturelle tiltag som for eksempel den nye karakterskala. Den tager udgangspunkt i, at alle sådan set har mulighed for at få 12, og så skal vi bare trække fra ved at fejlfinde efter det, der ikke er perfekt. Vi lægger ikke til. Det samme foregår i projektkulturen på arbejdsmarkedet. Projekter skal hurtigt ud over rampen og eksekveres til ug med kryds og slange, til perfektionsniveau. Lige så snart man har ramt toppen, skal man ned og have fat i nogle nye projekter og foretage samme manøvre igen. Præstationsindividet hviler derfor aldrig på laurbærrene, for så er det i egne øjne en fiasko,” siger Anders Petersen.    

Præstationssamfundet ændrer forkyndelsen

På KG kan Erik Dahl blandt andet spore dette krav om perfektionisme i elevernes sprog. Og det er forholdsvist nyt.

”Sproget har ændret sig over de 25 år, jeg har været underviser. Alt karakteriseres i dag som awesome (fantastisk red.). Hvis jeg siger til en elev, at en fremlæggelse er god, så spørger eleven straks om, hvad han/hun har gjort galt. Godt er ikke godt nok. Godt kan føles som en katastrofe for mine elever. Som underviser kan jeg faktisk føle mig presset til at bruge stærkere tillægsord over for elevernes præstationer, end jeg egentlig har lyst til. Det giver mig problemer med at udtrykke, når en fremlæggelse virkelig er awesome,” siger han.

Langsomt har perfektionskravet – med god grund – også sneget sig ind i de tematikker, der trækkes frem i den kristelige skoles andagtsliv.

”Hvor vi for 25 år siden talte meget om synd og død, så taler vi mere om perfekt og uperfekt i vores forkyndelse i dag. Det lyder simpelthen langt tiere på KG, at Gud ikke rejser det her krav om at være perfekt.  Gud frelser fra at skulle være perfekt, og relationen til Gud er et frirum for mennesker fra at skulle ”skabe sig” eller frelse sig selv,” siger Erik Dahl.

Hundredetusindekroners-spørgsmålet er oplagt. Hvad har fået samfundet til at fremprovokere de regler og normer, som tilsyneladende - hvis Anders Petersen har ret – fører til, at rigtig mange unge mennesker bukker under for det præstationspres, som de uden tvivl føler?  

Modsvar er tid til refleksion og fordybelse

Anders Petersen har selv et bud.

”Vi har glemt bremsen og trykker tilsyneladende kun på speederen. Som den tyske sociolog Hartmut Rosa har sagt, så lever vi i et accelerationssamfund, der hylder maksimering og fart. Alle uddannelsesreformer i de senere år har lagt forventninger ned over de unge om, at de hurtigt skal kunne gå ind i et uddannelsessystem, hurtigt aflæse koderne og hurtigt bevæge sig ud på den anden side. Alle præstationer foregår i overhalingsbanen – ikke kun i de unge menneskers skoleliv, men også teknologisk og på andre betydende områder. Hvis vi ikke øger hastigheden, sidder vi bare tilbage med en fornemmelse af, at alle andre befinder sig ude i overhalingsbanen – og så ender vi måske med angst og depression,” siger han.

På KG har man da også taget konsekvensen af bimlende mobiltelefoner, der kræver svar inden for minutter, og kravet om at være ”på” 24/7.

”Som kristen skole er vi forpligtede på at give et modsvar til tidens udfordringer. Derfor vægter vi tid til refleksion og fordybelse og tid til at lægge den digitale verden med mobiltelefoner væk og opleve hinanden. Jeg tror faktisk, at det er noget af det, vores elever i dag har allermest brug for,” siger Erik Dahl.



Kategori: Præstationssamfundet

Relaterede emner:
Tema
EmailFacebookGoogleLinkedInTwitterPrint
© 2021 Foreningen Agape | Kontaktoplysninger