Vi flytter ikke bjerge, men sandkorn

Vi flytter ikke bjerge, men sandkorn – frivillige hjælper ensomme og psykisk syge

Dorthe Boll er en engageret frivillig i både Agapes bestyrelse og i telefonrådgivningen PsykTro. Til daglig er hun leder af et plejehjem og uddannet sygeplejerske. Hun har været gift i 28 år, er mor til 6, og er i gang med en uddannelse i psykoterapi.

Fra inspiration til handling – Dorthes vej til frivillighed

“Jeg har altid interesseret mig for, hvordan mennesker har det,” fortæller hun, og har derfor længe været medlem af Agape. “Da børnene blev store, syntes jeg, det var tid til at engagere mig mere, og så deltog jeg i en inspirationsdag. Derefter ringede Heine fra bestyrelsen – det blev startskuddet.

Siden er Dorthe blevet frivillig i PsykTro, “fordi der manglede frivillige, og det er et nødvendigt arbejde. Det er et sted for sårbare mennesker – mange føler sig alene, og de har brug for nogen at tjekke ind med. Nogle har psykisk sygdom tæt på livet. Der er ikke altid brug for løsninger, men for ægte nærvær:

“Min rolle er at lytte. Det handler ikke om at fikse noget – det handler om at skabe et rum, hvor mennesker kan være, som de er.”

Sjælesorg og krisehåndtering – en vigtig ballast

Gennem sine Agapekurser i sjælesorg og krisehåndtering føler Dorthe sig godt klædt på til opgaven. “Mennesker åbner op, fordi de ved, at de er anonyme, og også at jeg er anonym og har tavshedspligt. Det føles som et frirum, og det kan være nok, at én lytter.”
Nogle gange bliver Dorthe præsenteret for en verden, der er helt anderledes end hendes egen. “Så spørger jeg interesseret ind. Hvad mener du med det? Så forstår jeg deres verden lidt bedre”.

Men der er sjældent en nem løsning på komplekse problemer.

“Vi flytter ikke bjerge, men sandkorn. Men nogle sover lidt bedre samme nat. Andre kan se en meter længere frem. Én sagde til mig: ‘Du lyttede – det var vigtigt for mig.” For den person var det betydningsfuldt. Og så betyder det også noget for mig.”

Forbøn og fællesskab – en åndelig dimension

For Dorthe er forbøn en grundpille, både personligt og i hendes engagement i Agape. “Nogle kan ikke selv bede, eller føler en tomhed i bønnen. De spørger mig, om jeg vil bede for dem og deres relationer, og det vil jeg naturligvis gerne”. På samme måde håber Dorthe, at Agapes bagland vil huske Agape i forbøn: “Bær Agape og alle de mennesker, vi møder, med i jeres bønner. Har I nye ønsker for Agape, eller noget I gerne vil drøfte med bestyrelsen, så sig endelig til – så ser vi, om det kan finde plads under Agape-paraplyen.”

Du kan ringe til PsykTro telefonlinjen her

Sådan kan du hjælpe Dorthe og de andre frivillige

Vil du bidrage til at frivillige kan tage telefonen 3 timer hver aften? Telefonlinjen koster 100 kroner hver aften.
Send din gave via MobilePay nr.: 94907

Dorthe Boll