Livet og troen er vævet sammen i et tæt samspil. I denne beretning fortæller Eva Maria Jørgensen, hvordan hendes billede af Gud er skiftet fra ”ham med nej-hatten” over ”sodavandsautomaten” til ”ham den trofaste”.
Eva Maria Jørgensen, journalist
(Beretningen blev oprindeligt bragt i Agapes medlemsblad om gudsbilleder i 2022)
Jeg voksede op i et hengivent og helhjertet Jesus-troende hjem. Fokus var på bibeltro forkyndelse, optagethed af synd og nåde og et syn på Gud, som én, der blandede sig i vores liv. Gud var den vigtigste. Samtidig konkluderede jeg, at han var svær at gøre tilfreds og meget pernitten omkring doktriner. Jeg troede på, at han var til stede i mit liv, men var samtidig overbevist om, at han primært havde nej-hatten på. Han var kærlig, men på ”tough love-måden”: Han ville det bedste for mig – og det blev ikke rart!
I praksis betød det, at mit barndomsliv egentlig altid var centreret omkring ham. Men ikke nødvendigvis på en særlig sund måde. Jeg var god til reglerne, men jeg syntes, at Gud var svær at regne ud og blive klog på i praksis.
Det bragte mig – sammen med forelskelse – i retning af en frikirke, hvor jeg stødte ind i et nyt blandingsbillede af Gud. Her var han ved første øjekast en ”blød fyr”. Men hvor jeg var opvokset med en Gud, som ikke var optaget af, at jeg gjorde det rigtige, men mere, at jeg var i den rigtige position og mente det rigtige, så var folk i frikirken meget mere optaget af, at vi skulle handle. Og Gud selv var også i højere grad parat til at handle, virkede det til.
Klippede lianerne og efterlod alt
Gennem bøger, undervisning, højskole og gudstjenester afsøgte jeg begge tilgange til Gud. Undervejs i processen mistede jeg modet, fordi jeg var så oprigtig, og pludselig vidste jeg ikke, hvem den Gud var, som jeg havde bundet hele mit liv op på.
Det er ret voldsomt at være 23 år, gå på Journalisthøjskolen – som også havde et par ubevidste Guds- og verdensbilleder på programmet – og så miste sit fundament. Når jeg tænker tilbage, er der ingen tvivl om, at jeg ønskede mig tilbage til mit ”trygge” gudsbillede fra barndommen. Jeg tror imidlertid, at hvis man først har sluppet det foruddefinerede og grebet lianen på vej til noget nyt, er det lidt (for) sent at opdage, at lianerne er filtret ind i hinanden. I stedet klippede jeg dem over. Men jeg må hellere formulere det mere konkret.:
I sommeren 2004 blev jeg en del af en bevægelse, der betegner sig selv som en tværkirkelig missionsorganisation.
Jeg droppede ud af journalistuddannelsen og efterlod alt bag mig. I stedet ville jeg endelig leve det simple, praktiske, helhjertede ”red-verden-liv” for Jesus.
I denne bevægelse betød det, at jeg skulle bo og leve tæt sammen med andre fra bevægelsen. Mange af medlemmerne boede i de samme huse, arbejdede frivilligt med både praktiske og åndelige opgaver og havde et job ved siden af for at have råd til det mest basale. Og så var min oplevelse, at vi i udgangspunktet skulle være 100 procent lydige over for lederne i bevægelsen.
Gud som en sodavandsautomat
Mit gudsbillede ændrede sig. Jeg begyndte at se Gud som en sodavandsautomat-gud, man fik det ønskelige output ud af, hvis man fodrede den med de rigtige mønter. Samtidig så jeg Gud som nærværende og interesseret i og optaget af, hvordan vores dag til dag-liv formede sig. Jeg oplevede, at der blev praktiseret tilgivelse – både i frivillig og tvungen form – samt omvendelse fra synd – også i begge kategorier og gerne offentligt. Der blev undervist i og praktiseret Bibelens ord om både dæmoner, penge, helbredelse, gæstfrihed og en hel række andre ting. Og så var der et stærkt magthierarki, som forgrenede sig ud i bevægelsen.
Som du nok kan fornemme af min beskrivelse, blev min Gud og det billede, jeg havde af ham, igen en blandet landhandel. På den gode side lærte jeg ham bedre at kende, og han blev mere fysisk og mindre teoretisk. Det kristne fællesskab holdt op med at være mennesker, som man mødtes med til aktiviteter, men i stedet mennesker, som man levede sit liv med. Det at følge efter Jesus havde klare og stærke konsekvenser i forhold til, hvordan tid, penge, familie og gaver blev brugt og prioriteret, og det var med til at gøre ham virkelig og til en person, man kunne relatere til.
På den dårlige side oplevede jeg, at masser af teologien var noget rod, som blev blandet sammen efter forgodtbefindende. Skal jeg gengive et konkret gudsbillede, kom jeg til at forstå Gud som en mægtig, men utilregnelig Gud.
Dertil kom magtmisbruget og magtproblemerne. Jeg vælger stadig at tro, at ønsket om at tjene Gud var oprigtigt såvel som undskyldningerne undervejs. Men jeg bliver ked af det, når jeg ser tilbage på et system, som, jeg oplever, var skabt oppefra – måske nok til at være effektivt for Gud – men i høj grad på de menneskelige lederes principper.
Jeg tror, at et magtmisbrugende fællesskab formidler et billede af en Gud, som også misbruger sin magt. Hvor formålet er vigtigere end mennesket, og successen er vigtigere end kærlighed. Og sådan oplevede jeg systemet.
7 års helingsproces
En dag sluttede min tid der. Tingene faldt åbenlys fra hinanden, da magtmisbruget en dag fik ekstraordinært voldsomme konsekvenser for mange mennesker i bevægelsen.
Seks år af min ungdom investerede jeg i det gudsbillede, som jeg mødte i bevægelsen.
Jeg fik min elskede mand og vores nyfødte søn med derfra. Men ellers stod jeg som 30-årig med en dyb, dyb livssorg og et knust hjerte og et knækket gudsbillede. Også rent lavpraktisk startede jeg fra et nulpunkt.
Ingen uddannelse, ingen relevant joberfaring og et uplejet netværk uden for den organisation, som nu faldt fra hinanden, som vintertørre drueranker i et drivhus.
Hvem var Gud så?
Midt i smerten følte jeg mig heldig. For jeg havde et gudsbillede at falde tilbage på. Det havde godt nok sprækker og var ikke særlig livsstærkt, men det var klart bedre end ingenting. Den Gud, jeg fandt her, var en ”søndagsskolegud”. En, der ikke forsvandt fra mig i krise og meningsløshed, men som en god far tog mig i hånden og ventede voldsomt tålmodigt på, at jeg fik skældt ud og grædt færdig og havde ondt af mig selv og spist en masse slik. Og som sammen med mig rensede såret, når han kunne få lov, og syede det sammen.
Det var ikke et ”picture perfect-kristentliv”, som blev levet i de år. Og det gik meget, meget langsomt med at bygge et nyt gudsbillede op. For ofte, når nogen kom med et, kunne jeg kun se og føle sprækkerne – og ofte føltes gudsbillederne som en skalpel i mit sår.
Derfor kom jeg til at leve med en Gud i udkanten af livet.
Når jeg fortæller om min helingsproces, siger jeg ofte, at den tog syv år. Fordi det var sådan, det føltes. Det kan lyde som lang tid. Men her – mere end tre år på den anden side – er det ikke den oplevelse, som jeg sidder tilbage med. Men mere historien om, at det tager den tid, det tager – og det er det værd. At fortælle denne historie om mit gudsbillede minder mig mest af alt om miraklet i, hvor jeg er nu; nemlig i en Gud-given blanding af et helende uperfekt fællesskab, en profetisk indgriben fra ham gennem personlige ord og undervisning. Jeg oplever, at meget af det, som var gået i stykker i mig, er sat på plads. Jeg er så taknemmelig for den Gud, jeg kender i dag.
Mit nye faldunderlag
I dag oplever jeg en Gud, der mest af alt er trofast. Og det er han, fordi han elsker mig mere, end det jeg skal blive til eller gøre for ham. Og så er han en Gud, som arbejder med lerkar, som mig. Hans proces med mig er ikke, at jeg skal blive perfekt, men at hans kærlighed skal have lov til at gennemsyre mit ofte selvoptagede liv. Han er også en Gud, der ønsker at arbejde sammen med mig om at sprede hans godhed og kærlighed til mennesker, der ligesom jeg bliver fanget i og ramt af livets smerte.
Er mit liv blevet nemt, fordi mit gudsbillede er blevet mere helt og sammenhængende? Nej, jeg roder rundt i det og har masser af personlige problemer, som jeg har svært ved at håndtere – både fysisk og psykisk. Men det at kende ham og turde stole på, at han både er god og ved bedst, er en kæmpe gave. Det er det faldunderlag, som jeg ender på, når luftkasteller braser – og det er det underlag, jeg kan bygge det sunde, gode og meningsfulde liv på. Både på lyse og mørke dage.
