Gratis telefonrådgivning – hver aften 19-22
PsykTro er et samtaletilbud til mennesker, der lever med psykisk sårbarhed, samt deres pårørende — og som samtidig er troende, søgende eller blot stiller spørgsmål til, hvad troen betyder, når livet er svært.
Mange oplever, at de to verdener sjældent taler sammen. Psykiatrien har ikke altid blik for troens rolle. Og kirken har ikke altid ord for det, der sker i sindet. PsykTro er broen imellem.
Her mødes sind, tro og samtale uden fordomme og enkle svar.
Digt af Gry Aviaya Højgaard Andersen
Bag et smil, der forsøger at bestå,
udspiller sig kampe, kun få kan forstå.
Skurken adresseres på forskellige måder,
fra diagnostiske termer til dæmoner, der råder.
Kald det, hvad du vil – bare jeg bli’r fri,
fra alt det, der hvisker tvivl og død indeni.Den løsning, lægerne stiller,
er, at jeg fodres med lykkepiller,
den ene slags efter den anden,
mens andre beder: “Vig bort, Fanden.”Mit psykisk sårbare og skrøbelige sind
kan ikke vurdere, hvad der skal lukkes ind.
Alt tages imod med kyshånd —
også det, jeg aldrig bad om.
Du behøver ikke kunne sætte præcise ord på, hvad der er svært — eller vide, om det er psyken, troen eller livet i det hele taget, der gør ondt.
PsykTro-linjen er for dig, der lever med psykisk sårbarhed og kender til kampen indefra. Vi er klar til at høre din historie.
At holde af én der kæmper kan være ensomt. Det er svært at vide, hvad man skal sige — og hvad man ikke skal.
PsykTro-linjen er også for dig der er pårørende og har brug for at tale med nogen om, hvad du oplever.
PsykTro-linjen er et fortroligt rum, hvor du kan tale frit — om det, der tynger, det, der forvirrer, eller det, du ikke rigtig ved, hvordan du bærer.
Vores rådgivere er kvalificerede samtalepartnere med faglig indsigt og personlig erfaring. De lytter, tager dig alvorligt og møder dig, hvor du er. Vi lover ikke at løse alt — men vi er her. Måske kan vi gå et lille stykke vej med dig, og lette dine tunge byrder.
Samtalen er fortrolig og underlagt tavshedspligt.
“Gennem mange år har jeg haft vagter på Psyktrolinjen. Det har gjort et dybt indtryk på mig at lytte til mennesker, der måned efter måned – ofte år efter år – kæmper med psykisk sygdom og en tungere hverdag end de fleste andre.
Ofte fortæller de både om det tunge og om de små sejre, de har vundet, eller om oplevelser, der har gjort godt.
Jeg ser det som min opgave at lytte opmærksomt og kærligt – og en gang imellem forstyrre en lille smule.
Det gør mig glad, at så mange spørger, om jeg vil bede for dem, eller om vi skal bede sammen. Bøn er altid en dør til en eller anden form for håb eller fred – eller bare en måde at gøre Gud opmærksom på, hvordan det står til.”
“Jeg har følt mig utrolig sårbar og helt alene, selvom der har været mennesker omkring mig.
Mentalt har PsykTro-linjen betydet, at jeg har kunnet overleve midt i det hele. Det har været en LIVSLINJE for mig. Linjen til at holde det hele ud. Linjen til at holde livet oppe overhovedet. Jeg har fået rådgivning, og jeg er blevet bedt for. Det har været en uvurderlig hjælp for mig.
Normalt snakker jeg ikke med hvem som helst, men rådgiverne har virkelig været professionelle og samtidig menneskelige.”
Anonym