Annette Bech Vad takker af som landsleder i Agape

Tak, Annette!

I 11 år har Annette Bech Vad været landsleder i Agape.

Annette har nu valgt at opsige sin stilling som landsleder.

– I bestyrelsen ville vi ønske, at Annette havde fortsat længe endnu – men vi er også dybt taknemmelige for alt det, Annette har udrettet, siger Heine Holmgaard, der er formand for Agapes bestyrelse.

Om sit valg siger Annette selv:

– Jeg har haft en værdifuld årrække i Agape, hvor jeg har fået rig mulighed for at bruge mine kompetencer. Skal jeg nævne én kompetence, som har været godt i spil gennem de sidste tre år, er det krisehåndtering. Hverken bestyrelsen eller jeg har lagt skjul på, at der gennem de sidste år har været udfordrende vilkår for Agape: corona, uafhængige opsigelser og en udfordret økonomi.

– Det siger sig selv, at det har krævet tid og fokus, fortæller Annette. – Jeg vurderer, at tiden er inde til at rette min opmærksomhed og fokus mod noget nyt, og det gør jeg med en kæmpe taknemmelighed til Gud og til mennesker over alt det, jeg har fået gennem arbejdet i Agape.

Det er blevet tid til at give staffetten videre

Annette lægger vægt på, at det ikke har været en nem beslutning, at opsige sin stilling i Agape:

– Jeg har gennem 11 år fået mulighed for at arbejde med det, jeg brænder så meget for: menneskers trivsel, lederskab, diakoni og sjælesorg. Ikke mindst har jeg fået lov at arbejde sammen med fantastiske mennesker, som jeg har lært utroligt meget af. Sammen har vi givet hjælp og inspiration til mennesker og til fællesskaber.

– Jeg er overbevist om, at en ny leder vil give noget rigtig godt til Agape sammen med Agapes kompetente bestyrelse, dedikerede ansatte og en stor trofast flok frivillige, slutter Annette.

Annette har beriget mange mennesker med varme og indsigt

Agapes bestyrelse er fyldt af tak og beundring for alt, hvad Annette har givet til Agapes arbejde.

– Jeg tror, at alle, der har mødt Annette, har mærket, hvor stort et engagement, hun har lagt i at leve Agapes mission ud – og give hjælp og inspiration til hele livet, lyder det fra formanden, som især fremhæver Annettes måde at møde mennesker på:

– Hun har skabt en god og tryg arbejdsplads i Agapehuset i Silkeborg. Hun har haft tæt kontakt med Agapes mange frivillige. Og så har hun været ude og møde rigtig mange af Agapes venner og beriget mange med sit varme møde med mennesker – og med sin store indsigt. Vi ønsker Guds rige velsignelse over det, der nu ligger foran for Annette – og vi tror på og beder om, at Gud fortsat vil velsigne og vise vej i Agapes arbejde.

Kender du Agapes næste landsleder?

Inden længe bliver stillingen som landsleder i Agape slået op.

Tak om I, Agapes venner, vil overveje, om I kender en, som skal have en opfordring til at søge stillingen.

Tak om I også vil bede for os, at vi finder den rette til at lede Agape videre.

På vegne af Agapes bestyrelse
Heine Holmgaard, formand

Annette Bech Vad, landsleder i Agape