Ensomme sjæle og fællesskaber, der ikke åbner sig

Inger Marie Kristensen deler sine indtryk fra PsykTro.

“Noget af det, som har slået mig som rådgiver, er, hvor meget udfordringer på det relationelle plan fylder. Familier, menigheder, venner og naboer – udfordringer med at fungere som menneske i fællesskaber er svært for nogle. Vi har alle brug for fællesskaber, hvor vi kan spejle os selv og udvikle os gennem dialog og samspil med andre. Jeg er blevet overrasket over, hvor meget ensomhed kan fylde i et menneskes liv. Det er trist.”

Som tidligere skoleleder har Inger Marie Kristensen altid haft en passion for at hjælpe andre. Undervejs fik hun et særligt blik for de børn, der har det svært, og hvordan hun kunne bidrage til at finde nye veje til at sikre dem bedre trivsel. Nu bruger hun sin tid og sine erfaringer på at støtte psykisk sårbare gennem PsykTro-arbejdet, Agapes gratis telefonrådgivning.

“Det, jeg kan tilbyde, er den nærværende samtale. At være der her og nu og lytte. I samtalen kan jeg være nysgerrig på, hvilke muligheder der er for kontakt med andre. Jeg kan hjælpe mennesket videre ved at stille nysgerrige spørgsmål: Er der nogle mennesker i dit liv, som faktisk er gode for dig? Kan du opsøge dem? Sammen kan vi undersøge, hvor man kan få varig og konkret hjælp.

Desværre hører jeg ofte, at mennesker føler sig ensomme midt i kristne fællesskaber. Af forskellige grunde føler man sig ikke velkommen mere. Sådan opleves det i hvert fald. Måske er man lidt anderledes end folk er flest, og måske har man psykiske udfordringer. Men hvis ingen taler med en eller kontakter en, så vælger nogle til sidst fællesskabet fra, fordi de føler sig uvelkomne. Vi vil så gerne være inkluderende i kirkelige kredse, men der er noget, der ikke lykkes. Måske har vi nogle normer og samtaleformer, der gør det svært for nogle. Jeg hører, at mennesker kommer på besøg i et nyt fællesskab 3-4 gange, men så forsvinder de igen. Hvorfor kan vi kun gisne om, men et pejlemærke kan være, at de føler sig alene.

Jeg ved, det kan lykkes. I Varde, hvor jeg bor, har en kajakklub f.eks. haft held med at invitere veteraner ind, fordi de fik en ny rolle.”

Nyt supervisor team

Inger Marie har de sidste 5 år været rådgiver på PsykTrolinjen, hvor man hver aften fra 19-22 kan tale fortroligt om det, der gør ondt i livet. Inger Marie fortsætter som rådgiver, men har sagt ja til at være supervisor for de frivillige, sammen med sin mand, Henrik Vejlgaard Kristensen. Han er sognepræst og uddannet supervisor for især hospice- og sygehuspræster, så sammen bliver de et stærkt supervisorteam. Hun fortæller videre om, hvorfor hun er frivillig i Agape:
“Jeg værdsætter, at Agape ser livet som fyldt med udfordringer, og at det ikke går lige ud ad landevejen. Vi oplever alle svære perioder i vores liv. Vi oplever alle tab. Agape tilbyder at være en støtte der og række en hjælpende hånd, når det er nødvendigt. Det er sundt at se livet sådan, at det ikke altid går efter en snor, og vi kan hjælpe hinanden.”

Flere får håbshjælp

Inger Marie og de andre frivillige i PsykTro teamet har brug for din opbakning, så vi sammen i Agape kan hjælpe flere ud af ensomhed.

Giv en gave til Agapes arbejde, herunder PsykTro.
inge marie