Agerer jeg rigtigt efter brud?

Kære rådgiver fra Parvis.

Jeg vil bare høre din mening om, hvorvidt jeg overreagerer. Jeg er såå ked og synes, det er TOTALT uforstående (ikke noget med utroskab).

Det startede med, at min kæreste (gennem 7 år, og vi har nogle børn) for kort tid siden valgte at flytte fra mig og børnene, fordi vi havde store problemer, hvor vi hele tiden sårede hinanden. Vi havde ellers haft et godt forhold og familieforhold, men problemerne var bare, at vi ikke løste problemerne undervejs.

Jeg har været såå ked lige siden, han gik, og det er han vidende om. Det blev så hårdt for få dage siden, at jeg ikke klarede at arbejde eller være ude, og det fortalte jeg ham. Han var ked og havde det på samme måde, sagde han. Jeg ringede så igen samme aften og spurgte, om der var håb for os to, og ja, det var der absolut. Det som også gjorde det hele sværere var, at det blev slut meget kort tid inden han var færdiguddannet, hvilket var stort for os begge, og at vi havde snakket om fest, og jeg havde inviteret familie, hvilket vi aflyste. Så til the point:

I går morges fik jeg og han så snakket rigtig igennem og blev enige om, at vi ville begynde at arbejde for at komme sammen igen. Nu fik jeg det bedre (dette havde vi snakket i tlf om dagene før)…. Så sprængtes bomben!… Den fest jeg skulle holde, og som vi aflyste, holder jeg i morgen (jeg og min familie er jo ikke inviteret, og det forstår jeg godt). Jeg fik et chok og begyndte at græde og spurgte, om han var seriøs over at holde fest, når han og jeg var i den sværeste tid i livet??!! Og JEG kan ikke engang komme til fødselsdag hos min kusine. Jeg blev såå ked og overrasket over, at han kunne det, når nu jeg og min familie betød så meget (jeg begyndte igen at græde og græde). Jeg kunne ikke tage på arbejde, fordi det var for mig meget mærkeligt, hvordan han gad og orkede uden mig (hvis han nu vidste, at det ER slut, og vi begge er kommet op på benen igen, så go for it). Han vidste, jeg havde det mega skidt.

Jeg græd så meget og forklarede ham, hvordan jeg havde det, og at jeg kunne ikke arbejde på forholdet, hvis han holdt hans store dag med alle andre uden mig, når det er mig, der mangler i hans liv (føltes som vi holdt bryllup uden mig agtig). Jeg bad ham bare flytte dato, indtil vi var kommet sammen. Men nej, det ville han ikke, og han forstod heller ikke min frustration. Hans familie ønskede festen, og han ville ikke såre dem. Jeg sagde så, at det viser bare mig (endda når jeg siger det til dig), at jeg ikke har noget at kæmpe for, når du ikke er ked nok. Han sagde så, han måtte smutte, da han skulle prøve tøj til dagen efter. Men på en eller anden måde så sagde jeg bare, jeg var nød til at acceptere det, men han skulle vide, at jeg bare ville ligge hjemme og græde, mens han havde inviteret gæster. Det er tanken om, at han står der glad og tager imod alle, alle ser hans mad og gaver uden jeg. Og mest det, at han viser alle, at han har det fint, selvom det er kort tid siden.

Nogle timer senere ringede jeg og sagde, at jeg var på vej ud og købe gave, men lige pludselig så fik jeg det så hårdt igen, at jeg indså, at jeg burde vende hjem og glemme alt om at få det til at fungere. Jeg kunne ikke, efter jeg vidste, at han holdt fest uden mig, og at der findes mere omsorgsfulde mennesker end ham. Han sagde bare, at “du misforstår”, og at han var lige så ked som mig, elskede mig, og at han godt forstod, hvis jeg afsluttede det helt, fordi han ville holde denne fest. Grundet det har jeg gjort det helt slut. Jeg måtte slette ham på fb og insta, da jeg ikke magtede at se billeder, mens han får bevis og har fest med alle uden mig.

Jeg vil bare høre, om jeg burde/skulle agere anderledes… Ja, som jeg siger, overreagerer jeg?… Hvordan kunne jeg tænke anderledes, når han sagde, han ville have festen lige meget hvad? …. huff, er så frustreret.

Håber, du kan svare mig, fordi jeg har ikke lyst til at snakke med nogen om det.