Jeg kan ikke stoppe med at tænke på hendes fortid
Til brevkassen Kære brevkasse Jeg har været sammen med min kæreste i 6 måneder. Før vi blev kærester havde vi...
Kære rådgiver fra Parvis.
Jeg vil bare høre din mening om, hvorvidt jeg overreagerer. Jeg er såå ked og synes, det er TOTALT uforstående (ikke noget med utroskab).
Det startede med, at min kæreste (gennem 7 år, og vi har nogle børn) for kort tid siden valgte at flytte fra mig og børnene, fordi vi havde store problemer, hvor vi hele tiden sårede hinanden. Vi havde ellers haft et godt forhold og familieforhold, men problemerne var bare, at vi ikke løste problemerne undervejs.
Jeg har været såå ked lige siden, han gik, og det er han vidende om. Det blev så hårdt for få dage siden, at jeg ikke klarede at arbejde eller være ude, og det fortalte jeg ham. Han var ked og havde det på samme måde, sagde han. Jeg ringede så igen samme aften og spurgte, om der var håb for os to, og ja, det var der absolut. Det som også gjorde det hele sværere var, at det blev slut meget kort tid inden han var færdiguddannet, hvilket var stort for os begge, og at vi havde snakket om fest, og jeg havde inviteret familie, hvilket vi aflyste. Så til the point:
I går morges fik jeg og han så snakket rigtig igennem og blev enige om, at vi ville begynde at arbejde for at komme sammen igen. Nu fik jeg det bedre (dette havde vi snakket i tlf om dagene før)…. Så sprængtes bomben!… Den fest jeg skulle holde, og som vi aflyste, holder jeg i morgen (jeg og min familie er jo ikke inviteret, og det forstår jeg godt). Jeg fik et chok og begyndte at græde og spurgte, om han var seriøs over at holde fest, når han og jeg var i den sværeste tid i livet??!! Og JEG kan ikke engang komme til fødselsdag hos min kusine. Jeg blev såå ked og overrasket over, at han kunne det, når nu jeg og min familie betød så meget (jeg begyndte igen at græde og græde). Jeg kunne ikke tage på arbejde, fordi det var for mig meget mærkeligt, hvordan han gad og orkede uden mig (hvis han nu vidste, at det ER slut, og vi begge er kommet op på benen igen, så go for it). Han vidste, jeg havde det mega skidt.
Jeg græd så meget og forklarede ham, hvordan jeg havde det, og at jeg kunne ikke arbejde på forholdet, hvis han holdt hans store dag med alle andre uden mig, når det er mig, der mangler i hans liv (føltes som vi holdt bryllup uden mig agtig). Jeg bad ham bare flytte dato, indtil vi var kommet sammen. Men nej, det ville han ikke, og han forstod heller ikke min frustration. Hans familie ønskede festen, og han ville ikke såre dem. Jeg sagde så, at det viser bare mig (endda når jeg siger det til dig), at jeg ikke har noget at kæmpe for, når du ikke er ked nok. Han sagde så, han måtte smutte, da han skulle prøve tøj til dagen efter. Men på en eller anden måde så sagde jeg bare, jeg var nød til at acceptere det, men han skulle vide, at jeg bare ville ligge hjemme og græde, mens han havde inviteret gæster. Det er tanken om, at han står der glad og tager imod alle, alle ser hans mad og gaver uden jeg. Og mest det, at han viser alle, at han har det fint, selvom det er kort tid siden.
Nogle timer senere ringede jeg og sagde, at jeg var på vej ud og købe gave, men lige pludselig så fik jeg det så hårdt igen, at jeg indså, at jeg burde vende hjem og glemme alt om at få det til at fungere. Jeg kunne ikke, efter jeg vidste, at han holdt fest uden mig, og at der findes mere omsorgsfulde mennesker end ham. Han sagde bare, at “du misforstår”, og at han var lige så ked som mig, elskede mig, og at han godt forstod, hvis jeg afsluttede det helt, fordi han ville holde denne fest. Grundet det har jeg gjort det helt slut. Jeg måtte slette ham på fb og insta, da jeg ikke magtede at se billeder, mens han får bevis og har fest med alle uden mig.
Jeg vil bare høre, om jeg burde/skulle agere anderledes… Ja, som jeg siger, overreagerer jeg?… Hvordan kunne jeg tænke anderledes, når han sagde, han ville have festen lige meget hvad? …. huff, er så frustreret.
Håber, du kan svare mig, fordi jeg har ikke lyst til at snakke med nogen om det.
Kære Kvinde.
Mange tak for dit brev, som tydeligt afspejler, hvor forvirret og kaotisk du føler det inden i lige nu.
Din kæreste gennem flere år er flyttet, da I ikke kunne få forholdet til at fungere. Det er kaotisk for jer begge med modsatrettede følelser af savn og tvivl, om det var den forkerte beslutning I tog, eller om det måske godt kunne blive jer 2 igen. Sammen har I nogle børn. Du skriver ikke noget om, hvordan de har det, men jeg tænker, at de også må være meget frustrerede og kede af det, og måske savner nogen at dele det hele med.
Et brudt parforhold kommer aldrig nogensinde belejligt. Sammen har I haft drømme, og en af drømmene var, at I skulle fejre, når din kæreste blev færdig med sin uddannelse. Det er stort at stå med det bevis i hånden, som man har kæmpet for at få, og som måske også har kostet afsavn for jer som familie undervejs.
Jeg forstår godt, at det var svært for dig ikke at kunne være med.
Som du beskriver det, er I begge ulykkelige over, at I har brudt med hinanden, men I ved på den anden side ikke, hvordan I skal få det til at lykkes med at være sammen. Jeg synes ikke, man kan svare klart ja eller nej til, om du har overreageret ved at slette din kæreste på FB og Instagram. Jeg tænker, du gjorde det ud af frustration og forvirring over både dine egne og din ekskærestes følelser.
Nu er uddannelsen og festen overstået for noget tid siden, og det giver måske mere ro til nu at overveje, hvor I hver især står.
Jeg tænker, du skal stille dig selv nogle afklarende spørgsmål: Er han en god mand for mig? Hvordan er han som far for vores børn? Hvordan kan han komme til at bidrage positivt til, at I sammen kan få en god hverdag? Er han nogenlunde uafhængig af sin familie, så der er ro til, at I sammen kan være familie? Elsker du ham på trods af, at han ikke er perfekt? Hvad har du selv af andel i, at det var svært for jer at være sammen? Er det noget, du er villig til selv at ændre?
Uanset om du/I kommer frem til, om I vil forsøge at bo sammen igen eller ej, vil jeg anbefale jer at finde et menneske at tale med. I de fleste kommuner har man mulighed for at få tilbudt 2-5 rådgivningssamtaler, når man har børn under 18 år. I har nogle dejlige børn sammen, og de fortjener, at I får talt sammen som forældre om, hvordan jeres samarbejde/forhold skal være, både hvis I fortsat vælger at gå hver til sit, og hvis I er sammen.
Du skriver, at du ikke har lyst til at tale med nogen om, hvordan du har det. Jeg forstår fuldt ud, at det ville være dejligt, hvis man kunne klare sig selv og ikke involvere nogen i noget så privat. Sådan tror jeg, de fleste har det. Omvendt ved vi, at en rigtig stor del af befolkningen på et eller flere tidspunkter i deres liv har glæde af at tale med en ven eller en professionel. Det kan være rigtig rart at få listet nogle problemstillinger op sammen med en 3. person, som hjælper, så snakken ikke går i hårdknude, eller man ikke kommer til at gå i tavshed uden at få talt om tingene. Det er slet ikke så pinligt og akavet, som man måske går og tror. Flere af dem, jeg taler med i min praksis, giver udtryk for, at det er en stor lettelse, at der er en, der lytter til begge parter.
Tak for dit brev. Jeg vil ønske dig, dine børn og dine børns far alt det bedste. Du er meget velkommen til at skrive igen.
Med venlig hilsen
Med MobilePay kan du nemt støtte arbejdet med din mobil. Ønsker du fradrag for gaven, skriver du blot dit CPR-nummer i beskedfeltet.
TAK for enhver gave!
Send til 94 907