Dårlige minder
fra eget bryllup

Spørgsmål

Klik for at vise/skjule

Hej brevkasse.

Jeg og min mand blev gift for 4 år siden. Vi ventede barn, så vi valgte at gøre det lidt hurtigt og nemt. Efter vielsen var vi ude at spise med den nærmeste familie, og derefter tog vi op til min mor for at hygge videre. På vej i bilen blev man mand sur på mig over, at jeg på parkeringspladsen ikke steg ind i bilen, fordi jeg ventede på, at han kørte ud, da en masse biler holdt i kø. Jeg blev ked af det, og det eskalerede, så jeg begyndte at græde. Tror det var fordi, jeg blev rigtig ked af, at vi skændtes på vores bryllupsdag, og så var jeg selvfølgelig også fuld af hormoner, eftersom jeg var gravid. Han gjorde ikke noget for at trøste mig i bilen, så jeg græd stadig, da vi kom op til min mor.

Mit problem er, at jeg her nogle år senere bliver rigtig ked af det, når jeg tænker tilbage på den dag. Det er trods alt vores bryllupsdag. Jeg kan huske det hele, som var det i går. Hvordan kommer jeg over det, som skulle have været mindet en lykkelig dag, men som i stedet kun minder mig om, at jeg har en egoistisk mand?

Vi har planlagt at blive gift senere med et større arrangement, men vi har ikke råd til et bryllup lige nu, så det kan være, der går flere år, før det sker. Jeg drømmer om, at det nye bryllup vil overtage mindet om det gamle, men vil jeg nogensinde kunne glemme det? Jeg har nævnt over for min mand flere gange, at jeg er ked af/gal over det, der skete. Han ved ikke rigtig, hvad han skal sige til det. Det kan jo ikke gøres om. Er der en måde, hvorpå jeg kan vende alt det her til noget positivt?

På forhånd mange tak!

Venlig hilsen en trist kvinde

Svar

Kære triste kvinde

Tak for dine spørgsmål! Jeg er ked af at høre, at jeres ærgerlige situation fra bryllupsdagen stadig sidder i dig, og at du stadig bliver påvirket af den. Jeg håber, at mit svar her kan blive en hjælp for dig.

Han blev sur – du blev ked

Lad mig først kaste et blik på situationen fra bryllupsdagen. Grunden til, at du ikke steg ind i bilen, var, at du pænt ventede på din mand. Derfor blev du sikkert meget overrasket over, at din mand reagerede anderledes på det, end du havde forventet, og det overvældede dig og gjorde dig ked af det – og det forstår jeg godt, ud fra den oplevelse du har af det, der skete.

Jeg ved ikke, hvad der gik forud for denne hændelse. Jeg ved heller ikke, hvordan han skældte dig ud. Prøv at tænke tilbage. Hvad skete der lige inden, du skulle ind i bilen? Kunne det være, din mand havde noget irritation med sig ind i bilen fra en situation forinden, som ikke havde noget med dig at gøre, men som uheldigvis kom til at gå ud over dig? Hvis ikke du kan tænke på noget bestemt, kan du jo spørge din mand, om det var tilfældet.

Og hvordan blev han sur? Du skriver selv, at du var gravid og fuld af hormoner. Men som gravid er det ikke altid en hjælp for én i situationen at vide, at hormonerne kan påvirke sine følelser. Det er ofte først bagefter, den gravide anerkender, at de nok har haft en finger med i spillet. Kan du mon bruge dem som en forklaring på/undskyldning for, at du blev så påvirke af det, og kan det være en hjælp for dig nu? Hvordan kan det eller kan det ikke hjælpe dig, og hvorfor?

Mindet om en lykkelig dag fremfor en egoistisk mand

Det betyder forståeligt nok meget for dig, at du mindes din bryllupsdag som en lykkelig dag – særligt nu, hvor mindet er så stærkt for dig. Minder er ofte forbundet med følelser. Vi husker ting, fordi vi følte dem stærkt, da de skete. Du havde stærke følelser af tristhed (og overraskelse?) i situationen, og derfor bliver mindet ved med at blive forbundet med den stærke følelse. Jeg vil opfordre dig til at udforske, om der var andre minder og positive følelser fra den dag, som du kan dyrke og give mere plads, så de kan overtage noget af al den plads, som den negative situation har fået.

Du har naturligvis ikke lyst til at blive mindet om, at du den dag giftede dig med en egoistisk mand. Jeg vil udfordre dig til at overveje, hvilke fortællinger du fortæller dig selv om din mand (og jeres bryllupsdag). Fortællingerne i vores liv har meget indflydelse på os, vores trivsel, og hvad vi tror på. Så når du fortæller dig selv, at du giftede dig med en egoistisk mand, kan du begynde at tro på, at det faktisk var det, der skete den dag, og at det er sådan, han er. Men hvilke andre positive historier kan du også fortælle om din mand? Hvem forelskede du dig i i sin tid? Lad dem få plads i din bevidsthed.

Jeg synes, det er vigtigt, at du arbejder med dine tanker og minder fra dagen, inden du får en kirkelig vielse, for at det ikke bliver noget, der også kan påvirke den dag. Derfor vil jeg råde dig til at tale med en psykolog om dine følelser og frustrationer. Det vil kunne hjælpe dig med at forstå din reaktion og hjælpe dig til at lægge den væk, og til tilgivelse. Du kan se en liste over, hvem du fx kan kontakte her. Det kan også være, at en præst kan hjælpe dig til at komme til et sted, hvor du kan tilgive din mand for det, der skete den dag.

”Det kan jo ikke gøres om”

Din mand har svært ved at forholde sig til din oplevelse af det, der skete den dag. Ved du, hvorfor det er svært for ham? Hvad husker han, der skete? Måske findes der flere sandheder, som du kan blive påvirket af, og ikke blot den du selv husker.

Det er tre år siden, det skete, og din kæreste har jo ret i, at ”det ikke kan gøres om”, så han tænker sikkert ligesom jeg spørger nu: Hvad er det, du gerne vil have fra ham? En undskyldning, at han bliver ked af det, at han giver sig tid til at lytte på dine følelser eller noget andet? Bliv klar over med dig selv om, hvad det er, du søger, og gør det klart for ham også. Lad så dét blive en vej for dig til forsoning med det, der skete den dag, sådan at når din mand forsøger at møde dig i det, du mangler for at kunne forsone dig med det, at du så også gør en indsats for netop at forsone dig med det.

Jeg håber, at mine tanker kan blive til hjælp for dig og jer, og så håber jeg, at I får en lykkelig vielse i kirken til den tid! 🙂

Alt det bedste til dig og jer,

Støt Parvis

Med MobilePay kan du nemt støtte arbejdet med din mobil. Ønsker du fradrag for gaven, skriver du blot dit CPR-nummer i beskedfeltet.

TAK for enhver gave!

Send til 94 907

Nomi Høeg Kristoffersen Psykolog

Se også: