Distanceforhold

Jeg er 41 år og har været sammen med min jævnaldrende kæreste i 2,5 år nu.
Vi elsker virkelig hinanden, og vil rigtig gerne vores forhold. Vores sexliv er fantastisk.
Jeg har to børn på 8 og 9 år, der er ni dage hos mig og fem dage hos deres far. Min kæreste har to børn på 11 og 15, som er hos ham hver anden weekend. Vi har børn samme weekend. Det er min kæreste der kommer op til mig, da mine børn går i skole her.
De weekender, hvor vi har børn, er vi altid hver for sig. Vi laver kun sjældent noget sammen i de weekender.

Jeg har det utrolig svært, ved at vi hver anden uge ikke ser hinanden fra torsdag morgen til mandag aften. Eller det er nok ikke fordi, jeg har det så svært ved, at vi ikke ses, men i de dage snakker vi stort set ikke sammen. Vi skriver som regel en godmorgen og godnat-besked, men fordi vi har så lidt kontakt de dage, føler jeg ikke, at jeg har en kæreste. Jeg føler ikke jeg kan komme til ham, hvis jeg har brug for det. Jeg forstår sagtens, at han bruger tiden på børnene, men jeg mener, man godt kunne ringe og skrive sammen efter deres sengetid. Han har bare ikke det behov og jeg føler ikke han forstår mit behov, hvilket resulterer i, at jeg som regel er sur/fornærmet/ked af det, når vi så ses igen…
Det giver selvfølgelig store diskussioner, og vi kan ikke rigtig finde ud afsted stoppe med den adfærd.

Grunden til, at vi ikke ses hver anden weekend, er, at ingen af os vel egentlig føler, det fungerer med børnene. Min kæreste har det fint med mine børn, de er glade for ham og han ser dem ofte, da han er her nærmest dagligt. Jeg fungerer ikke særlig godt med min kærestes søn på 11. Jeg føler ikke, han kan li mig. Han er ret flabet overfor mig, og min kæreste siger ikke noget til det.

Vores opdragelse af vores børn er meget forskellig, og jeg er klart den, der opdrager mest.
Min kæreste vil ikke opdrage på sine børn, når der er andre til stede, hvilket gør, at de tit – i mine øjne – får lov at opføre sig, som det passer dem.

Jeg vil gerne bo sammen med min kæreste, men tror efterhånden ikke længere på, at det kommer til at ske. Ved derfor heller ikke, om jeg har lyst til at blive ved med at bruge tid på at forhold, der ikke kommer til at føre til det, jeg ønsker.

Jeg føler, at min kæreste er en rigtig Tivolifar, hvor børnene dikterer det meste.
Hans søn har tydeligvis ikke lyst til at være hos mig. Når de er her, går der aldrig mere end en halv time, før han begynder at sige “far jeg keder mig, far hvornår skal vi hjem, far jeg venter i bilen til du kommer” osv.
Det synes jeg ikke er så rart, men heller ikke her beder hans far ham om at stoppe.
Jeg ved simpelthen ikke, hvad jeg skal gøre mere, men jeg vil synes, det er så ærgerligt at skulle opgive et skønt forhold, fordi vi ikke kan finde ud af, hvordan vi skal opføre os…