Efter utroskab reagerer jeg
voldsomt på de mindste ting

Kære spørger!

Tak for dit brev. Det lyder bestemt ikke rart, hverken de svigt du oplevede ved utroskaben eller de reaktioner, som du oplever nu. Utroskab er gift for et forhold og kan sætte sig meget dybe spor. Lad os først lige skrive lidt om, hvad det mon er, du oplever?

Du kalder selv utroskaben for et traume. Det er svært for os at vurdere, hvad den rette definition er på den skade, som utroskaben har skabt. Når du bruger ordet traume, så er der en risiko for, at du putter dig selv i en særlig kasse, som ikke nødvendigvis hjælper dig, men er med til at fastholde et helt bestemt billede af, hvad du har været udsat for, og hvem du er i dag. Det kunne f.eks. blive en kasse, som fastlåser, om det er noget, du kan gøre noget ved. Eller det kan blive til en kasse som fastholder, at dine reaktioner er ude af proportioner og urimelige.

Det er ikke sikkert, at det er særlig nyttigt at forstå din situation på den måde. Vi forstår, at det er en voldsom oplevelse, som helt sikkert har sat sig store spor i dig, men det kan være vigtigt, at du ikke oveni dette bliver stigmatiseret. En traumatiseret person oplever flashbacks, mareridt, kroniske fysiske smerter osv. på baggrund af den hændelse, der er sket. Et traume kræver professionel behandling. Dine voldsomme reaktioner kan sagtens skyldes andet end et traume. Det svigt, som du oplevede ved utroskaben, kan sætte sig i kroppen som angst, jalousi, utryghed eller en alvorlig følelse af svigt. Du beskriver selv dine reaktioner som ”overreaktioner” og at du ”traume-panikker”.

Har I snakket om, hvordan dine reaktioner er og bør være? Umiddelbart virker det meget naturligt, at du i meget lang tid efter utroskaben kan have voldsomme reaktioner på, at de to er sammen igen og selvom det kun er til en skole-hjem samtale. Det lyder ikke som en overreaktion, men en naturlig reaktion. Hvad ville det betyde for dig og dit forhold at tale om dine reaktioner på den måde? Meget ofte vil det være mere nyttigt at have en accept af, at du altså får nogle reaktioner på, at de skal ses. At I taler åbent om det og at der er plads til netop din reaktion. For det er din. Vi kan ikke bare lave om på, hvad vi må føle. Hvis du føler panik, så føler du panik! Vi kan ikke selv bestemme, hvor voldsom følelsen skal være eller hvor længe, den skal være hos os, men vi kan bestemme, hvad vi stiller op med den. Noget af det vigtigste er, at der er plads til vores følelser – både hos os selv og hos andre. Så bliver vi mere trygge og det lægger i sig selv en dæmper på panikken. Men hvis vi i stedet føler skam over det, vi føler eller får fortalt os selv, at vi slet ikke har lov til at føle det sådan, så bliver vi endnu mere utrygge og panikslagne.

Vi kan bestemme lidt om, hvordan vi håndterer følelsen. Er der noget, som du ved der hjælper? Kan du eller andre gøre noget, der gør dig mere tryg?
Højst sandsynligt er dine reaktioner naturlige og vil aftage over tid, hvis du og andre accepterer, at du gerne må føle, som du gør. Følelsen behøver heller ikke diktere, hvad du eller din kæreste så kan gøre – han kan sagtens gå til skole-hjem-samtalen. Men hvordan ville det være for dig, hvis det samtidig blev anerkendt, at det er svært for dig følelsesmæssigt?

Det er ret tydeligt, at jeres fortid sammen har sat sig så dybe spor hos dig, at det ville være gavnligt, hvis I får noget professionel hjælp til at håndtere følelserne og reaktionerne på det, der er sket. Fordi det er reaktioner på noget, der er sket i jeres relation, så vil der også være gode muligheder for at reparere på det, hvis det er noget, I samarbejder omkring og evt. går i terapi med sammen. Hvad der ødelægges i vores vigtige relationer, kan ofte også bedst repareres i relationen og ikke alene.

Vi håber for jer, at I sammen kan finde en måde at rumme dine reaktioner på, og med tiden komme videre.
De bedste hilsener