Vi har et uforpligtende forhold – men jeg ønsker mere
Til brevkassen Jeg har haft en affære med en forlovet mand i 9 måneder indtil for 3-4 måneder siden. Jeg...
Jeg har været sammen med min kæreste i lidt over et år. Vi bor hver for sig, da jeg har to drenge i skole – hun har en dreng på syv år. Jeg har mine drenge 7/7, og min kæreste har en slags 12/2-ordning. Derfor er vi altid sammen hos hende næsten alle dage, hvor det er muligt, når jeg ikke har mine drenge.
Min fortvivlelse går kort og godt på, at jeg er hvirvlet fuldstændigt ind i kærlighed og usikkerhed i forhold til min kæreste.
Jeg tror på, at hun mener det, når hun siger, at hun elsker mig, og at jeg er hendes skat. Og hun viser mig det også, når vi er sammen. Når vi ikke er sammen, så skal der bare meget til, før jeg føler mig sikker på hende. Min usikkerhed bunder i, at hun er en kæk, sjov, charmerende og flirtende person, og hun har ikke – trods subtile hentydninger – villet erklære sin kærlighed offentligt som f.eks. på Facebook. Hun har valgt, trods klar holdning fra min side. at bevare den perifere omgangskreds på f.eks. Facebook, selvom hun ved, at det gør mig usikker. Og jeg ved med sikkerhed, at der er mænd, som gerne vil mere end at være venner derinde, da jeg har set en besked på hendes telefon.
Hendes historie gør, efter egen fortolkning, at hun ikke bringer svære emner på banen. Hun spørger altid mig, om der er noget i vejen, mens jeg skal skubbe/provokere hende så meget, at hun kommer ud af fatning, før jeg får noget brugbart fra hende, hendes reelle tanker. Hun har nedtonet et forhold til en tidligere kollega (lige før mig), som jeg noget tid efter konfronterede hende med, og hvor hun så gav sig (lidt mere), og hun fortæller, at hun ikke ville ødelægge noget dengang ved at fortælle sandheden. Men nu næres mistilliden i mig, for hvad har hun heller ikke talt sandt om/tilbageholdt. Den tidligere kollega er i øvrigt stadig at finde på vennelisten på Facebook.
Hun har et stort alene-behov, som ikke kan omfatte mig. Jeg har selv været i den situation tidligere, men er alligevel ramt af det …
Hun føjer sin søns far, så der kan være en god tone. Også på bekostning af planer med mig. Normalt skal det være sådan, da knægten er vigtigst, men hun påtager sig hans problemer.
Hun finder mig ikke attraktiv i forhold til sex, hvis hun mærker, at jeg har noget på sinde, som ikke bliver sagt. Skidt spiral, da jeg kun bliver sådan, når jeg mærker en afstand fra hende. Det er historien om hønen og ægget om igen, men vi bliver ofte ramt af det.
Forelskelsen stoppede brat (for hende) i marts, da hun ikke kunne følge med, og det har været anderledes lige siden. Det betød, at jeg måtte lægge min forelskelse på hylden, da hun følte, at der var en ulighed i forholdet, hvis det blev ved med at køre i samme spor og tempo. Og fair nok, men det har været vand på usikkerhedsmøllen lige siden.
Hun bliver let frustreret, når jeg lufter en bekymring, men er selv tavs omkring sine tanker. Det er blevet sværere for mig at være åben, fordi det ofte ender i dårlig stemning, og jeg vil ikke tale om det, når vi ikke kan være sammen. Og hendes hoved bliver let fyldt op, så hun ikke kan følge med i/huske det, vi har talt om.
Jeg elsker hende så meget, men jeg føler ikke altid, at det gengældt. Men grunden til, at jeg skriver ovenstående, er følgende:
Er det okay at føle denne usikkerhed?
Mit hoved er ofte fyldt med tanker, og jeg har aldrig haft det på denne måde før, så jeg ved simpelthen ikke, hvad jeg skal gøre ved dem. Jeg kan kun håbe, at hun vil åbne op, når vi snakker, som vi i øvrigt er blevet enige om flere gange. Men er jeg sammen med den forkerte? Eller er det blot, at vi er forskellige steder i livet? Skal jeg være tålmodig og æde mine følelser, som lige nu æder mig?
Hvad kan jeg gøre for at holde på hende – og mig selv?
Vh
Den rundtossede
Tak for dine tanker – kære ”rundtossede” mand
Lad os starte med slutningen af dit brev til os: Hvad kan jeg gøre for at holde på hende – og mig selv?
Det er virkeligt et vigtigt og godt spørgsmål, for det er jo to spørgsmål, som hænger uløseligt sammen. Jeg tror, det kan blive lidt krampagtigt for jer begge, hvis du skal ”holde på hende”. Det vil du næppe blive mere tryg ved. Fokus må være på, hvordan du holder sammen på dig selv, så du kan give dig selv. I samme øjeblik fokus ender på din kæreste, så vil du ikke længere være dig selv, men søge, hvad end det måtte være, for at give, gøre eller opfylde hendes behov, for at beholde hende. Det ender altid galt. Hun kan komme til at føle sig i en slags ”gældsforhold” til dig, og hun vil formentlig blot lukke sig mere, end hun allerede gør.
Et andet problem vil være, at under dit forsøg på at ”holde på hende” vil du have meget svært ved ikke at have underliggende forventninger til, at hun møder dine behov.
Når jeg får mænd i terapi med problemer som disse, og det går op for dem, at de kommer, fordi deres kæreste eller hustru synes, de skal, så er det en vigtig opgave for mig, at hjælpe dem til at indse, at det eneste, der holder, er, at de kommer for deres egen skyld – fordi manden selv har brug for hjælp.
Der er en kæmpe frihed i, at kunne finde ind til sig selv og blive klar til at give slip. I har kun kendt hinanden kort, og forelskelsen tørrede ind, da hun ikke kunne ”følge med”. Det kunne indikere, at hun ikke kan nå at få sine følelser på plads. Hun vil formentlig have en fornemmelse af, at ”det kører med hende”. Det, at offentliggøre kærligheden mellem jer er bindende, og føles sikkert for omklamrende, mens hun blot nyder at have det godt med dig. Du vil noget mere, som hun ikke endnu er klar til.
Det er vigtigt, at du kan give slip og give plads til hende. Lad hende få lov til at mærke sine følelser for dig, at de vokser i trygheden ved at være sammen med dig. Hun har brug for tid, og måske er det gået så stærkt i begyndelsen, at hun nu har brug for at træde et lille skridt tilbage?
De spørgsmål må du svare på for dig selv. Bliv tydelig for dig selv, og skriv dine svar ned, så du kan redigere i dem over tid, som det former sig i dig. Hvis du kan hvile i dine svar på ovenstående spørgsmål, vil det være meget lettere at gå i samme tempo som din kæreste. Hvis du ikke kan det, så vil du måske i stedet trække dig mere og mere fra hende for at beskytte dine sårede følelser, som jo ikke bliver gengældt med samme styrke, som du selv så gavmildt giver. Det ender tit galt.
Er det for svært selv at komme frem til dine svar og blive tryg der, så vil det være en ide, at du søger hjælp til det. Jeg fornemmer ikke, at din kæreste nødvendigvis er parat til parterapi af den enkelte grund, at hun måske endnu ikke er parat til et bindende forhold, hvilket du jo er. Så må du søge hjælp til at kunne gå i samme tempo som hende.
Mit svar til dig må være: Du skal holde på dig selv, og i dit sind og hjerte give ”slip” på din kæreste, eller rettere sagt: bliv ved hende, men nedton dine forventninger. Kun derved vil du kunne vinde hende, give hende den tryghed, som udelukker enhver anden mand i hendes liv.
Til slut vil jeg blot sige, at en ting er sikkert: Din begyndende jalousi er farlig for jeres relation. Den har det med at mistænkeliggøre den anden, selv om der ikke nødvendigvis er grund til det. Det bliver en indre smerte, som på ingen måde kan finde ro, lige meget hvor mange forsikringer du måtte få. Så søg hjælp til at få styr på den, for det kvæler et forhold.
Jeg ønsker dig det bedste.