Elsker jeg for meget?

Jeg har været sammen med min kæreste i lidt over et år. Vi bor hver for sig, da jeg har to drenge i skole – hun har en dreng på syv år. Jeg har mine drenge 7/7, og min kæreste har en slags 12/2-ordning. Derfor er vi altid sammen hos hende næsten alle dage, hvor det er muligt, når jeg ikke har mine drenge.

Min fortvivlelse går kort og godt på, at jeg er hvirvlet fuldstændigt ind i kærlighed og usikkerhed i forhold til min kæreste.

Jeg tror på, at hun mener det, når hun siger, at hun elsker mig, og at jeg er hendes skat. Og hun viser mig det også, når vi er sammen. Når vi ikke er sammen, så skal der bare meget til, før jeg føler mig sikker på hende. Min usikkerhed bunder i, at hun er en kæk, sjov, charmerende og flirtende person, og hun har ikke – trods subtile hentydninger – villet erklære sin kærlighed offentligt som f.eks. på Facebook. Hun har valgt, trods klar holdning fra min side. at bevare den perifere omgangskreds på f.eks. Facebook, selvom hun ved, at det gør mig usikker. Og jeg ved med sikkerhed, at der er mænd, som gerne vil mere end at være venner derinde, da jeg har set en besked på hendes telefon.

Hendes historie gør, efter egen fortolkning, at hun ikke bringer svære emner på banen. Hun spørger altid mig, om der er noget i vejen, mens jeg skal skubbe/provokere hende så meget, at hun kommer ud af fatning, før jeg får noget brugbart fra hende, hendes reelle tanker. Hun har nedtonet et forhold til en tidligere kollega (lige før mig), som jeg noget tid efter konfronterede hende med, og hvor hun så gav sig (lidt mere), og hun fortæller, at hun ikke ville ødelægge noget dengang ved at fortælle sandheden. Men nu næres mistilliden i mig, for hvad har hun heller ikke talt sandt om/tilbageholdt. Den tidligere kollega er i øvrigt stadig at finde på vennelisten på Facebook.

Hun har et stort alene-behov, som ikke kan omfatte mig. Jeg har selv været i den situation tidligere, men er alligevel ramt af det …

Hun føjer sin søns far, så der kan være en god tone. Også på bekostning af planer med mig. Normalt skal det være sådan, da knægten er vigtigst, men hun påtager sig hans problemer.

Hun finder mig ikke attraktiv i forhold til sex, hvis hun mærker, at jeg har noget på sinde, som ikke bliver sagt. Skidt spiral, da jeg kun bliver sådan, når jeg mærker en afstand fra hende. Det er historien om hønen og ægget om igen, men vi bliver ofte ramt af det.

Forelskelsen stoppede brat (for hende) i marts, da hun ikke kunne følge med, og det har været anderledes lige siden. Det betød, at jeg måtte lægge min forelskelse på hylden, da hun følte, at der var en ulighed i forholdet, hvis det blev ved med at køre i samme spor og tempo. Og fair nok, men det har været vand på usikkerhedsmøllen lige siden.
Hun bliver let frustreret, når jeg lufter en bekymring, men er selv tavs omkring sine tanker. Det er blevet sværere for mig at være åben, fordi det ofte ender i dårlig stemning, og jeg vil ikke tale om det, når vi ikke kan være sammen. Og hendes hoved bliver let fyldt op, så hun ikke kan følge med i/huske det, vi har talt om.

Jeg elsker hende så meget, men jeg føler ikke altid, at det gengældt. Men grunden til, at jeg skriver ovenstående, er følgende:

Er det okay at føle denne usikkerhed?

Mit hoved er ofte fyldt med tanker, og jeg har aldrig haft det på denne måde før, så jeg ved simpelthen ikke, hvad jeg skal gøre ved dem. Jeg kan kun håbe, at hun vil åbne op, når vi snakker, som vi i øvrigt er blevet enige om flere gange. Men er jeg sammen med den forkerte? Eller er det blot, at vi er forskellige steder i livet? Skal jeg være tålmodig og æde mine følelser, som lige nu æder mig?

Hvad kan jeg gøre for at holde på hende – og mig selv?

Vh
Den rundtossede