Er timing virkelig en
dealbreaker?

Spørgsmål

Klik for at vise/skjule

Hejsa

Jeg er for nyligt – for en lille måned siden – blev forladt af mit livs kærlighed, som jeg har været sammen med i de seneste 3,5 år.

Vi har altid været et perfekt match, som har haft alt dét, som de fleste (gætter jeg på) søger i et stærkt parforhold. Fælles værdier, fælles humor, fælles mål i livet. Og samtidig en kemi, en tiltrækning og en kærlighed til hinanden, som ingen af os før har prøvet. Vi er dog også begge stærke – stædige – personligheder, som lever af (arbejdsmæssigt) at argumentere, og det har givet os flere skænderier, end hvad godt er. Vi blev dog bedre og bedre til at diskutere fra konflikt til konflikt i takt med, at vi fik slebet kanterne og lærte hinandens ømme punkter at kende.

Årsagen til bruddet var en anden, nemlig at vi stod forskellige steder i forhold til fremtiden – særligt i forhold til børn. Fra tidligere at have været fokuseret på min karriere, er jeg det seneste års tid – i takt med at vores omgangskreds er begyndt at få børn – blevet lun på tanken om snart at stifte familie og lade karrieren komme igen “på den anden side”. Samtidig blev min eks meget karrieremindet, da han pludselig fik udsigt til at stige i graderne inden for en nær fremtid.

Jeg lider af PCO, hvilket jeg har vidst i 5 år og derfor siden diagnosen har ønsket og forestillet mig at skulle smide præventionen et par år før, jeg egentlig forestillede mig børn. Min eks har dog et modstående problem, da hans far har en søn fra et tidligere ægteskab, som han (min eks-svigerfar) i dag – efter 35 år – ikke ser. Det skyldes, at han fik sin første søn, før han var klar, og konen endte med at forlade ham. Min eks er bange for at begå samme fejl. Dvs., jeg har pga. mit PCO haft et ønske om at gå i gang med børn, før jeg/vi var klar-klar, og min eks havde et (umuligt?) behov for at føle sig 100 pct. klar til faderrollen, før vi besluttede os at gå i gang.

De to forskellige “laster” gav os en del uoverensstemmelser i det seneste år, som dog aldrig rigtig handlede om dét, de på overfladen handlede om, dvs. hans manglede prioritering, engagement, nærvær osv. For hver gang jeg gav udtryk for mit afsavn, trak han sig mere og mere. Det gjorde det sidste år ret turbulent og for en måneds tid siden crashede det helt, da det pludselig stod klart, at det var børnesnakken og det ultimative commitment, der gjorde, at vi ikke længere var på bølgelængde.

Min eks kunne ikke se en løsning på det, og derfor valgte han at gå på trods af, at han stadig (siger han) elsker mig. Han følte ikke, at han kunne leve op til mine ønsker og behov – det stressede ham, og han ville ikke lade mig gå og “vente” på ham, mens jeg selv var ulykkelig, selvom jeg gjorde det klart, at jeg gerne ventede – det er ikke børn, jeg ønsker mig, det er børn med ham.

Jeg forstår sådan set godt hans bevæggrunde.
I modsætning til vores omgangskreds, der er i chok.

Og nu er jeg for alvor ulykkelig. Jeg er så sikker på, at der findes en løsning, nu hvor den egentlige årsag til vores problemer står klar. Men han kan ikke se lyset, som jeg kan. Og selvom han siger, det føles forkert, at han ved, han smider det bedste væk og vil komme til at fortryde det, så tror han fuldt og fast på, at det er det rigtige for os begge.

Mit spørgsmål er: Er det virkelig det rigtige? Er timing virkelig en dealbreaker? Findes der ikke en løsning, som kan hjælpe os med at hvile i vores forhold, samtidig med at vi nærmere os hinanden?

Jeg kan ikke slippe tanken om, at han lader sin fars (som i øvrigt har været en fantastisk far for min eks og hans søster) fejltrin stå i vejen for hans egen – og vores – lykke. Men er det bare mig, der ikke kan anse, at vi ikke passer sammen? Og at jeg ikke kan fixe alt?

Jeg har behov for nogle ord, som kan få mig videre. Enten ved at indse at dette ér for det bedste, eller ved at få nogle råd til, hvordan han kan få troen på os tilbage.

På forhånd tak!

DBH fra Den Ulykkelige

Svar

Kære Ulykkelige

Allerførst tak for dit spørgsmål!

Vi vil forsøge at give dig nogle af ”de ord, som forhåbentlig kan få dig videre”, som du efterspørger.

Er timing virkelig en dealbreaker – spørger du.

Hmmm – den er svær, for hvordan tænker du mon om en deal?

Vi kommer let til at tænke deal som en form for handelsaftale. Lidt som at: ”Du opfylder mine drømme, ønsker og behov, og jeg opfylder dine”. Og – hvis den ene, eller begge, ikke længere kan eller vil det, brydes dealen. Og med den tænkning, så kan timing vel godt være en dealbreaker eller…???

Vi tænker kærlighed som en viljesbestemt handling snarere end en følelse, ligesom vi tænker et parforhold mere som funderet på commitment, end på en deal, hvis det skal holde, også når det ”stormer”, eller noget ikke går ”min vej”.

Commitment er, som vi ser det, der hvor vi siger JA til at forpligte os til hinanden – UANSET hvad vi møder – eller i medgang og modgang som det også hedder.

Commitment er, når man tænker det på den måde, at forpligte sig på at være villig til at VILLE elske og ære den anden (den viljesbestemte handling) – også hvis den anden f.eks. bliver syg, får et handicap, ikke kan få børn, ikke længere passer ind i mine drømme, ikke længere opfylder alle mine ønsker og behov osv.

Commitment handler om at kunne se den anden og mig selv, handler om at jeg er villig til at ”se” og ”tjene” den anden – ikke bruge den anden – altså at den andens trivsel og glæde bliver det vigtigste for mig.

Denne forståelse af commitment kræver selvsagt to som committer sig til at ville tjene hinanden – to som siger JA – jeg VIL.

Frugten af et forhold der er funderet på commitment – funderet på det at tjene den anden – det er ”lykke”.

Så langt et ”svar” på om timing virkelig er en dealbreaker – håber det har givet dig lidt til videre refleksion.

Du skriver også om, at I hver især har nogle personlige ting, som selvfølgelig påvirker jer hver især, men som også får betydning for parforholdet. Dine tanker fx omkring din PCO – lidelse, og din eks´ tanker om faderrollen.

Vi tænker, at begge dele er vigtige, at I får talt mere om sammen, hvis I vælger hinanden til. Måske det vil være hjælpsomt at drøfte emnerne med en terapeut, uanset om I gør det sammen eller hver for sig.

Ofte får noget af det, vi har med i ”rygsækken”, os til at handle på bestemte måder – fordi der er noget vi beskytter os imod, eller noget vigtigt vi håber på.

Der kan ofte ligge smertelige erfaringer eller frygt til grund for vores handlinger, og vi kan have udviklet overlevelsesstrategier, som på et tidspunkt i vores liv har været livsvigtige, og som derfor automatisk dukker op igen i nutid, når vi føler os skræmte eller pressede. Ofte er de ikke længere så livsvigtige, som de var engang, men de udløses stadig automatisk. Disse overlevelsesstrategier kommer vi let til, utilsigtet, at udløse hos hinanden i et parforhold, og det kan derfor være hjælpsomt at blive klogere på dem sammen.

Den viden I der får mulighed for at få om hinanden, vil måske kunne hjælpe jer med at hvile mere i jeres forhold, samtidig med at I med den viden lettere kan nærme jer hinanden og støtte hinanden, fordi I nu er blevet kendt med hinandens frygt. Hermed en opfordring.

Vi håber SÅ meget, at det må lykkes for jer at finde den rigtige løsning for jer! Og så håber vi, at vi har formået, med vores ”svar”, at hjælpe dig til yderligere refleksion, som forhåbentlig kan bidrage til, at du kommer videre!

Kærlig hilsen

Lise og Villy Kjeldsen,
Psyko- og familieterapeuter
Lise og Villy Kjeldsen, Psyko- og familieterapeuter

Støt Parvis

Med MobilePay kan du nemt støtte arbejdet med din mobil. Ønsker du fradrag for gaven, skriver du blot dit CPR-nummer i beskedfeltet.

TAK for enhver gave!

Send til 94 907

Læs mere fra brevkassen: