Er vi for forskellige? (b)

Spørgsmål

Klik for at vise/skjule

Kære brevkasse

Det bliver et langt og kludret spørgsmål!

Jeg har en sød og dejlig kæreste, som jeg har været sammen med i 7 år. Vi er begge midt i 20’erne.
De sidste par år har jeg flere gange været tæt på at trække stikket og opgive vores forhold – dog uden han har været klar over det.

Vi kommer fra meget forskellige familier!
Hos min familie joker vi med hinanden, snakker meget sammen og viser at vi sætter pris på hinanden.
Hans familie snakker ikke ret meget sammen og specielt ikke om problemer. Jeg har aldrig helt følt, at jeg passede ind og var nød til at sænke stemmen for at kunne snakke med over middagsbordet. Derudover er de meget glad for vandreferier og friluftsliv, som også er en direkte modsætning af mig og min familie.

Problemet er, at han nægter at snakke om dybere ting og problemer. Han stopper ganske enkelt med at svare mig og kigger i sin mobil istedet – midt i samtalen.
Det er et vedvarende problem, at han ikke deler noget med mig, hverken fra sin hverdag eller andet. Han fortalte eksempelvis først sin familie, at vi skulle flytte sammen, 2 uger inden vi overtog vores lejlighed, selvom vi længe havde vidst det.
Min familie har flere gange sagt, at han er en sød fyr, men at de jo ikke kender ham, fordi han aldrig siger noget.

Jeg føler, at alle vores problemer kan løses, hvis vi kunne snakke om dem. Han ruller øjne af mig og trækker sig fysisk, hvis jeg vil snakke om det mindste.

Forleden havde vi igen en situation, hvor jeg ville løse et problem.
Jeg går sygemeldt med stress og depression og er netop opsagt af mit ellers højt elskede arbejde.

Jeg har alle dage stået for størstedelen af det huslige, og han har lavet mad et par gange om ugen og hjulpet med rengøring, når vi skal have gæster.
Mens jeg har gået hjemme, er det mig, der har stået for ALT det huslige og madlavning. Det er jeg ikke tilfreds med.
Jeg har boet ude, før jeg flyttede sammen med ham, og har altid hjulpet til derhjemme, men han flyttede hjemmefra og direkte sammen med mig. Jeg føler mig som hans mor, som har opvartet ham de sidste 4 år, vi har boet sammen.
Jeg fortalte, at jeg syntes det var et problem og om vi kunne dele opgaverne lidt ud, så han også deltog lidt i det huslige. Samme reaktion som altid med et afskyende, opgivende blik og intet svar. Jeg lod ham tænke, men lod ham ikke slippe. Han endte med at gå en tur, og jeg gik til træning. Da vi kom hjem, spurgte jeg, om han havde tænkt nærmere over det. Det havde han ikke og spurgte, hvad jeg ville have han skulle. Vi blev (måske?) enige om, at han kunne tage opvasken.

Jeg føler vi er meget forskellige, og at det er ved at være et stort problem.
Han er nyudlært og har lige fået et godt betalt arbejde. Jeg har arbejdet de sidste 6 år og har betalt en større del af vores faste udgifter, samt betalt for alt til vores hjem og udflugter.

Jeg elsker at give gaver og overraske med lækker mad eller en tur på restaurant, men han giver absolut intet tilbage, og det er en pine for mig, at han ikke viser sine følelser eller har lyst til at vise mig det på samme måde, som jeg viser ham det.

Han tager ikke initiativ til noget og jeg savner efterhånden at se ham gøre noget for os.

Det føles på mange måder håbløst, men jeg har ikke lyst til at gå fra ham, fordi der jo glimtvis stadig er rigtig  gode stunder.

Jeg har forsøgt at acceptere at vi er forskellige, men ender ofte med at blive skuffet alligevel.

Kan jeg redde vores forhold eller er det mig, der forventer for meget?

Svar

Kære Spørger

Tak for dit spørgsmål som du beskriver som et langt og kludret spørgsmål. For os giver det mening, at du kalder det det, vi vil dog gerne, som det første, dele med dig, at vi snarere oplever spørgsmålet komplekst end langt og kludret – så tak for detaljerne i spørgsmålet. De medvirker alle til vores svar.

Dit spørgsmål består egentlig af to spørgsmål. Øverst i emnefeltet skriver du: ”Er vi for forskellige?” og nederst skriver du: ”Kan jeg redde vores forhold, eller er det mig, der forventer for meget? ”

Vi begynder med det første spørgsmål: ”Er vi for forskellige? ”

Det er vores erfaring fra terapilokalet, at det ikke er forskelligheden, der gør ondt. Det, der gør ondt, er den brudte kontakt.

Så det, vi bemærker, er ikke, at I er for forskellige, men at det virker, som om I taber kontakten med hinanden. Ofte kalder vi det for, at vi taber forbundetheden – taber det, at vi, Du og Jeg, hører sammen. Og det at stå der med en forladthedsfølelse eller en alenehedsfølelse kan være meget smertefuldt. Ja det kan være så smertefuldt, at det kan få os til hvad som helst for at få det til at gøre bare lidt mindre ondt – fx kalde ind til en af de samtaler, som du omtaler.

Når så det smertefulde ikke forsvinder, selvom I gør jer umage med en løsning som fx med opvasken, så stiger frustrationen, og opgivenheden banker på.

Det, vi gerne vil fremhæve, er, at det, der tilsyneladende ligner udfordringen i jeres kontroverser, ikke nødvendigvis er udfordringen. I kontroverserne bliver det synligt, at I er forskellige – ja. Men kontroverserne har også i sig indbygget deres eget sprog som: Kom tættere på, jeg længes efter dig – Hey, hvor er du, du bliver væk for mig, sig noget så jeg kan fornemme dig.

Det er vores gæt, at din kæreste mærker det smertefulde i den brudte kontakt på samme måde, som du gør. Han handler bare på en anden måde. Af det skrevne ser det ud til, at han bliver ”grå”, ”usynlig”, eller ”stille”. Det tolker vi ud fra fx passagen, hvor du skriver: Da vi kom hjem, spurgte jeg, om han havde tænkt nærmere over det. Det havde han ikke og spurgte hvad jeg ville have han skulle. Vi blev (måske?) enige om at han kunne tage opvasken.”

Bemærk at din kæreste godt nok ikke havde tænkt noget, men at han var villig til at tale om, hvad der kunne få dig tættere på igen, også selvom det betød, at han skulle tage opvasken på din foranledning.

Forskellige mestringsstrategier
Det vi prøver at synliggøre er, at jeres smerte er ens, det er jeres måde at reagere eller handle på, der er forskellig. Vi kalder det for at ”maximere” eller ”minimere”, når kontakten brydes, eller når forbundetheden fordamper i en eller anden krisesituation. Vi tror, du har et kvalificeret bud på, hvem af jer der maximerer, og hvem af jer der minimerer.

Selvom ”maximere” og ”minimere” ser meget forskelligt ud, så er det det samme. – Begge lider under den brudte kontakt.

At maximere og minimere kalder vi for mestringsstrategier. Mestringsstrategier anvender vi, for at mestre de situationer vi støder på i hverdagen.

Bemærk at mestringsstrategierne ikke omhandler at få ret. De handler alene om at mestre en vanskelig situation, så situationen forløber på bedste vis.

Dine beskrivelser af jeres forskellige familier giver måske et fingerpeg om, hvorfor jeres mestringsstrategier er forskellige.

I din familie joker I med hinanden, snakker meget sammen og I viser, at I sætter pris på hinanden. Man kan sige, at I handler hinanden til ro og gensidig accept.

I din kærestes familie bliver de stille, de snakker ikke ret meget sammen, og problemer dem tier man med. Man kan sige, at I din kærestes familie der tier de hinanden til ro og gensidig accept.

Vi mener ikke, det giver mening at diskutere, hvad der er bedst, for mestringsstrategier er ikke nødvendigvis hensigtsmæssige. Vi vil meget hellere pege på betydningen af at besidde begge egenskaber.

Vi bemærker i den passage, hvor du fortæller om din kærestes familie, at du besidder begge egenskaber. Du skriver:

”Hans familie snakker ikke ret meget sammen og specielt ikke om problemer. Jeg har aldrig helt følt, at jeg passede ind og var nød til at sænke stemmen for at kunne snakke med over middagsbordet.”

Vi hæfter os ved, hvordan du benytter din kærestes strategi ”at skrue ned” (minimere).

Fascineret af forskellighed
Det fører os tilbage til spørgsmålet: Er vi for forskellige? Nej – vi mener ikke I er for forskellige. Vi mener I er hinandens mulighed for at få kontakt til det, I endnu ikke udlever.

Hvad mon trak i dig, da du mødte din kæreste? Og hvad mon trak i ham, da han mødte dig? Måske du netop dengang blev fascineret af din kærestes ro, og han af din livfuldhed. Men nu er han blevet for rolig, og han synes, du er blevet for livfuld – ja faktisk så meget, at I begge oplever hinanden truende, med det I selv længes efter.

I de der ”glimtvise gode stunder”, hvad er det, I der giver eller tilfører hinanden?

”Jeg har en sød og dejlig kæreste” skriver du. Hvad er det, han bevæger hos dig, som du glædes over, og som du har brug for på en måde, så du bruger ordene: ”sød” og ”dejlig” om ham?

Så til det sidste spørgsmål: ”Kan jeg redde vores forhold, eller er det mig, der forventer for meget?”

Hertil vil vi gerne sige: Et forhold skal ikke reddes, det skal leves.

Når vi skriver det, hænger det sammen med, at hvis et forhold skal reddes, må det reddes fra noget. Og i redningsaktionen ligger det snublende nært at luge det væk, som jeg selv savner, trænger og længes allermest efter.

Så vores svar på sidste spørgsmål er: Rigtig god opdagelsesrejse i jeres forskellighed. Her ligger sandsynligvis en stor rigdom og venter på at blive opdaget. Og nej – du forventer ikke for meget. Vores gæt er, at din kæreste forventer det samme – at mærke forbundetheden.

2. del:
Det var svarene på spørgsmålene.

Når vi fortsætter med del 2, skyldes det alt det, du skriver mellem spørgsmålene. Vi hæfter os særligt ved ordene: Forskelligheden, tavsheden, han trækker sig, ensomheden i hjemmets opgaver, føler mig som mor for ham, gir og gir – længes efter at få.

Vi vil også gerne anerkende den store smerte, vi også mærker i din henvendelse. Det kan lyde så let, det vi svarer – Men det er det ikke.

Som vi omtalte i begyndelsen, er vi bevidste om kompleksiteten, og hvor vanskeligt det kan være, at finde vej selv. Som vi siger til flere af dem, vi har i terapi: ”Hvis det var let, havde I nok selv fundet vej” – Så på baggrund heraf, vil vi gerne opfordre jer til at finde nogen at tale med. Nogen som kan hjælpe jer til at finde guldet mellem stenene.

Kærlig hilsen

Gratis sexologisk telefonrådgivning

Har du brug for hjælp til at håndtere sexologiske emner, kan du lige nu få en gratis rådgivningssamtale med parterapeut og sexologi-studerende Bente Fischer-Nielsen.

Gratis rådgivning

Ring til nr. 2425 4022 for gratis telefonrådgivning til par. Rådgivningen har åbent hver mandag klokken 19-22.

Du kan være anonym, og rådgiverne har selvfølgelig tavshedspligt.

Læs mere

Lise og Villy Kjeldsen,
Psyko- og familieterapeuter
Lise og Villy Kjeldsen, Psyko- og familieterapeuter

Se også:

Min mand er misbruger

Til brevkassen Kære Parvis Jeg skriver, fordi jeg er fortvivlet. Jeres læsere og brevskrivere er nok lige så fortvivlet, som...