Et familieliv i krise

Spørgsmål

Klik for at vise/skjule

Kære Parvis

Jeg skriver til Jer, da jeg frygter at mit forhold til min mand snart er der, hvor der ikke er nogen vej tilbage. Da jeg var 6 mdr. gravid, fik min mand konstateret sclerose, hvilket har sat sit præg i vores forhold – Det var alt det faktuelle.

Min mand har altid haft et temperament, og jeg har altid haft et lavt selvværd, men efter at jeg fik vores datter, er min selvtillid og min evne til at lytte til mig selv blevet bedre. Dette har ansporet voldsomme skænderier, som ikke synes at ende.

Min datter havde kolik i 1½ år og sov ikke, før hun blev omkring de 2 år. I den tid er det udelukkende mig, som har taget mig af hende, da min mand ikke har kunne pga. sclerose. Dette har trættet mig meget, og jeg er kun lige ved at være kommet op og trække vejret.

Min udfordring er dog, at som han synes at blive mere og mere træt pga. sygdommen, stiger hans forventninger til mig. Jeg føler, at han i sit hoved har en film, om hvordan vores samtaler skal forløbe, og hvis jeg ikke kan leve op til den film, bliver jeg verbalt overfuset. Jeg har fortalt ham ved flere lejligheder, at jeg ikke føler, jeg kan leve op til hans forventninger, hvilket han godt kan se, men der sker bare ikke rigtig noget handlingsmæssigt.

Jeg må ikke kigge for længe og/eller intenst på ham, jeg skal vægte hvert et ord og hver en bevægelse nøje, da tingene hurtigt ender i skænderier. Derudover føler jeg aldrig, at min timing er rigtig igennem hans perspektiv.

Et eksempel kunne være fra i går, hvor min mand giver vores 2 årige datter et stort bolche. Jeg kan se, at det ikke liiige er sagen, plus jeg er bange for, at hun sluger det, så jeg forsøger at få hende til at spytte det ud. Min mand siger til mig i en hård tone, om jeg ikke bare kan lade hende være, hvorefter han går ind efter en smøg. Jeg går ind til ham og spørger ham om, hvad jeg kan gøre anderledes, for jeg føler, han snerrer af mig konstant. Hans respons er, at jeg skal lade ham være mens han ryger, og da jeg vender mig om har min datter slugt bolchet. Min mand farer op og siger til mig, at han havde en forventning om, at jeg holdt øje med hende, og sørgede for at hun ikke slugte det, og borede i, at jeg bare skulle have ladet være med at følge efter ham og have fokus på hende i stedet.

I denne situation føler jeg, at jeg bliver draget til ansvar for et problem, han selv har skabt, og det er langt fra første gang.

Jeg har mistet lyst til sex, jeg føler mig utilstrækkelig og uønsket. Vi har været til parterapi før, hvor vi fik belyst, at min mand går meget logisk til værks, hvor jeg er mere følelsesmæssig, og vi derfor kan have svært ved at kommunikere fra de to forskellige udgangspunkter.

Dette kan jeg også godt se, men når jeg gentagne gange bliver kaldt skældsord, for at vide at jeg er for dum til at forstå ham mv., falmer min kærlighed til ham.

Han siger, at han elsker mig, for den jeg er, men jeg kan ikke se det i hans handlinger. For tiden trækker jeg mig mere og mere og har forslået parterapi til ham igen, men han mener ikke, at vi har fuldt ud brugt det vi lærte sidst, og derfor er der ingen grund til at gå til endnu en session, med mindre jeg virkelig har brug for det.

Jeg elsker manden, men jeg er et sted, hvor jeg føler, han får mig tæt på et nervesammenbrud, og han kunne ikke være mere ligeglad. I hans hoved er det mig, der skaber problemerne i mit eget hovedet.

Mit spørgsmål er nok, skal jeg blive ved med at kæmpe for at blive i et forhold, hvor jeg regelmæssigt oplever verbalt overfald (også i vores datters selskab), fordi jeg ved, at han ønsker, det skal fungere, og han vil bryde sammen, hvis jeg gik fra ham, eller hvordan griber jeg det konstruktivt an?

De bedste hilsner

En fortvivlet mor og kone

Svar

Kære fortvivlede kvinde

Tak for dit brev. Du skriver, at du elsker din mand, og han elsker dig, og du beskriver din trofasthed til ham. Du fortæller også om din kamp for et ligeværdigt parforhold og forældreskab. Jeg læser, at der er skabt en usund balance imellem jer. Det du fortæller mig om dig selv, bliver du nødt til at få talt igennem med din mand, hvis du skal kunne overleve i dit ægteskab. Jeg tror du vil mere end et proforma ægteskab, og at du ønsker et varmt og kærligt forhold. Derfor bliver du nødt til at tage et kærligt opgør med ham.

Forskelligt sprog i ægteskabet
Det er måske muligt at leve i et parforhold, der fungerer praktisk og uden varmt samliv, men det er ikke det, du vil. Følelsesmæssig er I kommet på afstand af hinanden, og det er der sikkert flere årsager til. Du skriver om jeres forhold, at I af sind er meget forskellige, at han går logisk til værks og du følelsesmæssigt. Denne konstellation er der mange ægteskabsrådgivere, som beskriver, som for eksempel at ”Mænd er fra Mars og kvinder fra Venus”. På trods af pars store forskellighed, så er det netop deres forskellighed, der gør, at de to passer sammen. Det var sikkert jeres forskellighed, der i sin tid gjorde, at I faldt for hinanden. En ubevidst længsel efter at lære netop det, som den anden har. Når par med stor forskellighed respekterer hinanden og kan se, at det netop er vigtigt med begges synsvinkler, udgør de et fantastisk hele.

Måske kan man kalde det ene af jer for overvejende analytisk tænkende og den anden for overvejende social tænkende. Forstil dig en familie, hvor der kun er socialt tænkende forældre, og hvor der kun tales om følelser og ikke om refleksion over hvordan man handler logisk og praktisk. Her vil der ikke ske ret meget, og der vil være kaos. Forestil dig så en familie, der kun har analytisk tænkende forældre, og hvor der kun tales om det logiske og handlemuligheder og ikke om noget følelsesmæssig. Det vil være enormt ensomt og et koldt sted at være. Der er brug for begges kompetencer, for at jeres barn får lært begge dele. Og ja, det er besværligt og særdeles upraktisk. Det er forståeligt, at det skaber konflikter i jeres familieliv.

Ægteskabets samlivs ”dans”
Nogle gange sammenlignes det, der foregår ægtefæller imellem, med en dans. I dansen følger man hinanden. Nogle gange på afstand og i strakt arm og giver den anden plads, andre gange i en tæt omfavnelse. Andre gange leder manden kvinden ud i en damedrejning og giver plads til, at hun kan vise sin ynde. Andre gange afviser hun, for igen at kunne være tætte. Men begge følger hinanden og ved præcist, hvor den anden er. Hver lille tanke og kropsændring mærkes for at kunne følge den anden i dansen. I dansen taler man kropssprog, i ægteskabet forventer vi, at der følger ord med.

Dialog
Hvor gode er vi så til dialogen? Det vi udtrykker, kan det forstås? Kan ægtefællen høre det, der bliver sagt? Er der villighed til at høre og lytte til den anden? Får vi sagt det, der virkelig trykker os? Er jeg villig til at høre, når det er mig, der har såret? Som par har vi sikkert drømt om kærlighed og lykke, og i stedet opleves skuffelse. Vi skubber hinanden væk, og kritikken af den anden står på spring. Hvordan får vi genoprettet kontakten til hinanden? Hvordan få hul igennem til den anden? Hvordan få startet samtalen – ”det kærlige opgør.”  Med kærligt opgør mener jeg, i kærlighedens navn at sætte ord på den smerte man har, over at se sit ægteskabet smuldrer, og at alt falder fra hinanden. Dernæst at du mener, at der bliver nødt til a ske en ændring i jeres samliv, for du kan ikke leve med det, som det er. Man kan for eksempel starte samtalen med at sige til ham, at du har noget, du gerne vil tale med ham om. Det handler om jeres forhold. Hvornår er du klar til at høre på mig? Start med at sige, at han skal høre på dig, og du har brug for at tale ud, og så vil du bagefter gerne høre på ham også. At tale om det, som er smertefuld og konfliktfyldt, er ofte det, vi udskyder, for det er for svært. Her vil jeg anbefale at få hjælp fra en 3. part, en parterapeut. Han / hun vil kunne hjælpe jer til at bevare kontakten til hinanden på trods af det smertefulde og konfliktfyldte.

Konfliktmønstre
I ægteskabet har vi forskellige erfaringer med konflikter i vores bagage. Som par reagerer vi oftest forskelligt i konfliktsituationer. Nogle mennesker har lært, at man altid skal være venlig, og det konfliktfyldte må holdes for sig selv. Det kan betyde, at den ene part passer ekstremt meget på, hvad han eller hun siger. Man kalder det ”at gå på æggeskaller.” Man passer ekstremt på hvor man sætter foden. Man er bange for at tage skridt (sige noget), for ikke de tynde skaller skal knække, og hvordan vil han reagere? Typisk har vi vores konfliktmønstre med fra vores hjem. I konfliktsituationer reagerer vi enten med at flygte eller bliver og går til modangreb (skælder ud).

Manglende lyst til sex
Du beskriver din manglende lyst til sex. Jeg tænker det hænger sammen med den problematik, du beskriver. Sex er en del af vores intime liv med hinanden. Intimiteten er ikke kun på det kropslige område, men også det følelsesmæssige. Det betyder, at den ene ægtefælle kan opleve nærhed og varme i den kropslige kontakt, mens den anden i den følelsesmæssige kontakt. Begge måder at være intime på er vigtige i det ”kit”, der holder ægteskab sammen.

Sygdom påvirker samlivet
Du skriver at din mand har fået diagnosen sclerose. Du skriver ikke så meget om, hvordan du og din ægtefælle forholder jer til denne sygdom. Hvordan påvirker det ham? Hans rolle som forælder? Din rolle som hustru? Jeres rolle som forældre for jeres barn? Hans rolle som forsørger? I det hele taget udsigten til at han vil blive handicappet og afhængig af hjælp. Jeg hører i dit brev, at du ikke vil nøjes med at være jeres barns mor, men også din mands hustru. Som ægtefælle til et menneske med en alvorlig sygdom, kan man let kompensere for den anden, blive dennes sygeplejerske eller læge. Men hjælpen som hans sygeplejerske skal han finde et andet sted. Sygdomsproblematikken skal han tale med sin speciallæge i sclerosesygdomme om eller den dertil knyttede sygeplejerske. Hvor meget træthed stammer fra sygdommen og hvor meget fra frygten for, at der kommer nye forværringer? Du skriver heller ikke, om han har funktionsnedsættelser. Det er vigtigt, at du ved, hvordan han ønsker, du skal forholde dig til hans sygdom, og i særdeleshed til ham som ægtefælle og som far. Man kan let komme til at tage så meget hensyn til en syg ægtefælle, at man ”pakker ham ind i vat”. Det vil de færreste mænd bryde sig om. Der er mere værdighed i at blive regnet for en mand, der har og kan tage ansvar, om end med begrænsninger.

Samtale om ansvar og lederskab i jeres familie
Det er vigtigt, at I er to til tage ansvar for jeres familieliv. Har I talt om en ændring af opgavefordeling? Hvad er dit ansvar, hvad er hans og hvad er jeres fælles?

Jeg håber, du får taget fat på dialogen, og I får kontakten til hinanden. To der elsker hinanden kan bære rigtig meget. Jeg vil anbefale, at I igen opsøger en parterapeut, også selv om din mand siger, at der er redskaber, I ikke bruger. Jeg tænker at I har brug for en tredje part, der kan hjælpe jer igennem den svære dialog. Jeg tror stadig på, at det vil kunne lykkes for jer at få et givende forhold. Hvem har i øvrigt sagt, at ægteskabet skal være uden problemer? At leve så tæt sammen som i et ægteskab giver sår og skrammer. Mens villigheden til at række ud mod den anden er med til at læge sårene. Vær modig og udfordr ham. Har I overvejet at tage på ægteskabskursus? På et sådan kursus arbejdes der med kommunikation i ægteskabet.

Jeg håber, det lykkes for jer at få nærheden tilbage i jeres ægteskab

Med kærlig hilsen

Erna Nielsen, Psyko- og parterapeut

Gratis sexologisk telefonrådgivning

Har du brug for hjælp til at håndtere sexologiske emner, kan du lige nu få en gratis rådgivningssamtale med parterapeut og sexologi-studerende Bente Fischer-Nielsen.

Gratis rådgivning

Ring til nr. 2425 4022 for gratis telefonrådgivning til par. Rådgivningen har åbent hver mandag klokken 19-22.

Du kan være anonym, og rådgiverne har selvfølgelig tavshedspligt.

Læs mere

Læs mere fra brevkassen:

Min mand er misbruger

Til brevkassen Kære Parvis Jeg skriver, fordi jeg er fortvivlet. Jeres læsere og brevskrivere er nok lige så fortvivlet, som...