Fanget i forholdet

Kære Anna

Når jeg læser dit brev, forstår jeg, at du (og din mand og børn) står i en svær situation. At der ikke ”bare” er tale om aktuelle og nyligt opståede problemstillinger, gør det ikke nemmere, og det gavner ikke at være bagklog eller at forsøge at foreslå lette løsninger.

Der er en del i dit brev, som rejser nogle spørgsmål, og hvis jeg havde haft en lidt større indsigt i noget af det, du beskriver, ville jeg måske bedre kunne give nogle mere specifikke råd. Fx i forhold til hvad du mener med, at I ikke passer sammen, og hvordan din mand forsøger at forbedre jeres samliv? Jeg vil alligevel prøve at komme med nogle overvejelser og tanker, og jeg håber, at de kan blive til lidt hjælp for dig/jer.

Forskelligheder i parforholdet

I udgangspunktet kan det ofte være svært at se, hvordan en mand og en kvinde i det hele taget skal kunne passe sammen, for vi er to forskellige køn i krop og sind. Der er nok nogle kvinder og mænd, som ”ligner” hinanden mere i sind end andre, men om det skulle være en fordel i et parforhold, er jeg ikke sikker på. Så generelt må vi nok være indstillet på at være åbne, nysgerrige, undrende, spørgende og overbærende i forhold til ”modparten” i stedet for at blive frustrerede over, at den anden er så anderledes.

Forskellige opvækstforhold og forskelligt temperament kan ofte give forhindringer i forhold til at møde den andens ”anderledeshed”. Og undren, nysgerrighed og overbærenhed kan i stedet blive til irritation, frustration, vrede og tristhed. Og det bliver så ikke nemmere, hvis den ene eller begge ikke ønsker eller tør begynde at arbejde med noget af det, som begrænser nærhed og udvikling i forholdet.

Vi er ofte også forskellige i forhold til, hvilke forventninger og behov vi har brug for at få opfyldt for at føle os elskede. Så hvis vi ikke får det klarlagt – og hele tiden er bevidste om det og villige til at handle efter det – er det nemmest at ”give” det, vi selv har brug for i stedet for at møde den andens behov.

Der kan også være tale om forskellige forventninger til det seksuelle samliv, som kan give tanker om, hvorvidt man passer sammen, og her er der ligeledes brug for tryghed, nærhed og samtale, så begge bliver bedre til at møde hinandens glæde og behov.

Uholdbar situation

I jeres forhold er der tale om, at I meget hurtigt gik fra at være nyforelskede til at overveje og tage ansvar for et barn. I har ikke haft en længere periode, hvor I kunne nøjes med at udforske hinanden, nyde friheden og finde ud af, om I havde de samme forventninger til forholdet og hinanden. Og ikke længe efter har I ”bundet” jer yderligere til hinanden i form af ægteskab, et barn mere, hus og dermed følgende økonomiske forpligtelser. På den baggrund forstår jeg godt, at du igennem en lang periode har oplevet, at du nærmest er fanget i en fælde, som du gennem længere tid har brugt mange kræfter på at overveje, hvordan du kan slippe ud af.

Og situationen, som den er nu, er uholdbar for både dig og din mand. Han er utryg og bange for, at du vil forlade ham, og du føler dig falsk og skammer dig over dine reaktioner, mens du oplever, at kærligheden er ved at uddø. Du har tydeligvis haft mange tanker om de negative konsekvenser, det vil have, hvis du vælger skilsmisse, og indtil nu er du blevet, fordi forhindringerne har syntes for store og uoverskuelige, og fordi du ikke har ønsket at gøre din mand ondt. Men som du selv oplever det, kan du ikke fortsætte på denne måde. I er begge ulykkelige, så I er nødt til at finde en anden vej.

Opsøg hjælp

Du kan bestemme dig til at gå, og det vil måske betyde en stor lettelse for dig, men der vil ikke være nogen garanti for, at du bliver mere lykkelig i det lange løb. Så inden du evt. træffer en endelig beslutning, vil det give mening at søge yderligere hjælp enten alene eller sammen med din mand hos en god familieterapeut/psykolog.

Der er også en anden mulighed frem for skilsmisse eller at leve videre og være ulykkelig: At du sætter viljen ind på ville elske – igen. Og jeg tror på og ved af egen erfaring, at det kan lade sig gøre at genskabe kærligheden, hvis begge er villige til at arbejde på det. Ikke som en prøve, men som en gentagelse af det løfte man gav, da man blev gift. Der er brug for tryghed, tid og åben og ærlig kommunikation, og din mand må have mod til at rumme dig og dine følelser og spørge ind til, hvad du har brug for i stedet for at tigge dig om at blive. I må tale om, hvad I hver især har brug for fra den anden og at forsøge at gøre noget godt for hinanden. Ofte er det sådan, at man bliver mere glad for den, man gør noget godt for.

I jeres situation vil jeg foreslå, at I sammen (og så hurtigt som muligt) bestemmer jer til at følge et PREP-kursus, som udbydes gratis i rigtig mange kommuner. Her tages der fat i de helt grundlæggende problemstillinger i de fleste parforhold, og der gives redskaber til konfliktsituationer og opbyggelse af nærhed og kærlighed.

Når det gælder vores arbejde, er vi indstillet på at lære nyt, videreudvikle os og overkomme frustrationer. Når det gælder parforhold og ægteskab forventer vi, at det skal blive bedre og bedre – helt af sig selv. Det sker sjældent. Og hvis vi ikke selv har redskaberne til at genopbygge, har vi brug for hjælp fra ”håndværkere”. Det kan være en parterapeut, et par-kursus eller lignende. Og det er ikke et svaghedstegn; tværtimod. Det betyder ikke, at alt derefter bliver godt. Der vil stadig være tilbagefald til gamle mønstre, frustrationer og irritationsmomenter og behov for overbærenhed og tilgivelse, men det er det værd at kæmpe – sammen. Både her og nu og på lang sigt. Det håber jeg for jer begge – og jeres børn – at I vil opleve.

Mange hilsner