Føler min kæreste
er en børnevoksen

Kære brevkasse

Jeg har virkelig brug for hjælp til vurdering af mit forhold. Jeg er 25 år gammel og har altid haft en stor drøm om at være ung mor (tænker indenfor de nærmeste fem år). Jeg er en meget målrettet person, som næsten altid lykkes med, hvad jeg sætter som målsætning. Dette er ikke tilfældet med min partner. Han har været det samme sted i otte år (droppet ud af tre uddannelser) og ser ikke rigtig ud til at rykke sig her i livet. Han tager sjældent ansvar, er ikke særlig handlingsdygtig og læner sig meget op ad andre (som næsten altid kommer ham til undsætning). Særligt hans mor hjælper ham med næsten alt, hvilket gjorde, at da vi flyttede sammen, skulle jeg stå for næsten alt det praktiske i hjemmet. Han spillede i en lang periode (af næsten 1,5 år) computerspil i 10-12 timer om dagen, hvilket gjorde at han ikke kunne følge med i sin undervisning. Derfor er han to gange droppet ud af en uddannelse i den tid, jeg har kendt ham. Vi lavede næsten aldrig mad sammen i de to år, hvor vi boede sammen. Vi gik sjældent i seng samtidig, hvilket også gjorde vores sexliv minimalt. Det var næsten altid mig, som handlede ind, vaskede tøj, gjorde rent og stod for al planlægning af aftaler. Alt dette skulle jeg gøre samtidig med, at jeg selv var studerende samt havde to fritidsjob.

Dette førte til, at jeg fik nok og foreslog, at vi skulle flytte fra hinanden i et stykke tid. (Jeg håbede, han ville flytte alene og lære at tage lidt ansvar). Men dette så han kun som en fordel, da han nu kunne flytte gratis hjem til sine forældre og hermed leve billigere, end hvad han gjorde sammen med mig. Jeg prøvede derfor at afslutte forholdet, hvorpå han pludselig lovede, at han ville finde sig et job, spille mindre og fokusere mere på forholdet.

Jeg har virkelig kunnet mærke, at han har prøvet og stadigvæk prøver, men samtidig har jeg bare denne “sten” i maven, som fortæller mig, at dette kun er et midlertidig overskud. Jeg tror ikke, der går længe, før han falder tilbage til de dårlige vaner.

Jeg har selvfølgelig kun skrevet om alt det dårlige først, men han er også en utrolig charmerende og sød fyr. Han er utrolig god til at snakke om følelser og dele sine holdninger. Han har en utrolig sød familie, som jo er utrolig hjælpsom overfor ham. Dertil synger han dejligt og kan være utrolig kreativ, når han har overskuddet til det.

Jeg har dog lidt den frygt, at han altid vil være en BV´er (barnevoksen), og sådan en far ønsker jeg ikke for mine børn. Jeg vil have en partner, som man kan “teamworke” med. Det er tit, at jeg har stået alene med tingene, når jeg har bedt om hans hjælp. Han har ikke  kunnet sætte sine spil på pause og ville derfor færdiggøre dem først, før han kunne hjælpe mig. (Hvorpå jeg har måtte gøre det alene, da det ikke kunne vente). Det er ofte, når han endelig gør noget praktisk, at han ikke rubber neglene og derfor ikke når det store, hvilket betyder, at jeg laver størstedelen af arbejdet, da det jo skal gøres. Jeg føler generelt, at han læner sig meeeeeeget op ad mig. Han tager sjældent initiativ, da en anden nok skal gøre det for ham før eller senere, men jeg er IKKE en som dikterer, hvad han skal gøre. Jeg behandler ham jo som en voksen mand, som kan tænke selv.

Hvad skal jeg gøre? Jeg har tit tanken, at vi simpelthen ikke er et godt match. Men så kan jeg ikke stå for, at han har sine taleevner i orden og lover at ville hjælpe mere til. Han er generelt meget god til at formulere sig, så jeg får medlidenhed med ham og får lyst til at gøre det meste for ham. Men jeg føler mig samtidig også stærkt manipuleret og udnyttet. Jeg er dertil nervøs for, at han om fem års tid alligevel ikke vil have børn med mig. At han bare “holder mig hen”, fordi han ikke ønsker, at vi skal gå fra hinanden. Jeg er ikke i tvivl om, at han er glad for mig, og igen er hans taleevner virkelig lokkende. Han roser mig ofte til skyerne. Jeg er bare ved at miste håbet for en fremtid sammen og har derfor brug for en andens opfattelse af dette forhold.