Jeg kan ikke stoppe med at tænke på hendes fortid
Til brevkassen Kære brevkasse Jeg har været sammen med min kæreste i 6 måneder. Før vi blev kærester havde vi...
Kære brevkasse,
Jeg er godt og grundig splittet og forvirret. Jeg håber, et svar kan være med til at få mig til at se klart.
Jeg er en 32 årig kvinde, som har været sammen med min kæreste i 9 år. Sammen har vi et lille barn. Vi har et rigtig stærkt forhold, og har været igennem meget sammen, som kun har gjort vores forhold stærkere. Han er en fantastisk mand, og virkelig en god kæreste. Dog har vi aldrig haft et vildt godt sexliv. Det har været ganske udemærket, men jeg har nok savnet/savner et bedre sexliv. Problemet er imidlertigt, at jeg fysisk ikke tænder særlig meget på ham. Det har jeg egentligt aldrig gjort – men jeg har været forelsket i hans indre. Jeg har egentligt haft det fint med et okay sexliv og et super dejligt forhold.
For lidt tid siden startede der så en ny kollega, som jeg arbejder meget tæt op af til dagligt – vi bruger det meste af arbejdsdagen sammen. Han er en del yngre end mig, en rigtig drengerøv, og så er han utrolig lækker. Han går meget op i sin krop og træning, hvilket er helt modsat min kæreste. Jeg har aldrig følt så kraftig en tiltrækning før. Vi arbejder virkelig godt sammen, klinger godt og laver masser af sjov sammen. Som tiden er gået, er jeg nok blevet forelsket i ham – og mere træt af hverdagen derhjemme. Jeg har været utrolig stresset pga. arbejdsforhold og det at være mor til et lille barn.
Det resulterede i en form for sammenbrud i starten af måneden. Jeg har fået diagnosen stress og stressudløst depression (skal nævnes, at jeg tidligere har døjet med psykisk ustabilitet). Jeg har været sygemeldt siden.
Mit problem er, at jeg ikke ved, om jeg er havnet her pga. forelskelsen/dilemmaet, eller om det er et reelt stress-sammenbrud. Derudover er problemet, at jeg føler mig meget forelsket i min kollega – på trods af, at jeg ikke har set ham i et par måneder. Inderst inde vil jeg for alt i verden ikke gå fra min dejlige kæreste, og slet ikke splitte rammerne for min søn. Men omvendt kan tanken om kollegaen ikke forsvinde – og tanken om, hvordan jeg kunne udforske min seksualitet.
Jeg er desuden meget bekymret for, hvad der sker med mine følelser, når jeg på et tidspunkt er klar til at vende tilbage til jobbet. Jeg er nok angst for at blive endnu mere forelsket i min kollega, så jeg er nødt til at gå fra min familie. Det ønsker jeg jo dybest set ikke.
Jeg håber mit brev giver mening.
Mvh I
Kære I, der er forelsket i din kollega
Først og fremmest; tak for dit skriv til brevkassen. Det lyder som en rigtig svær tid du er i, med den stress-udløste depression. Det må ikke være nemt, når du samtidigt har en lille søn at tage dig af. Du er splittet, forvirret, stresset og træt af hverdagen.
Der er jo som sådan ikke et spørgsmål i det, du skriver, men du håber, at jeg kan hjælpe dig med at se klart. Jeg skal gøre et forsøg.
Du slutter af med at skrive, at du dybest set ikke ønsker at gå fra din familie. Mit helt korte svar vil være; hold fast i det! Lad mig ridse op, hvad du skriver: Du har en kæreste, du har været sammen med igennem 9 år, som du har et stærkt og super dejligt forhold til. Han er en fantastisk mand, en virkelig god kæreste, I har et ganske udmærket sexliv, og du er forelsket i hans indre. Sammen har I et barn. Jamen altså, er der så mere at sige? Og det er der jo, ellers skrev du ikke. Men stop lige op her, og læs hvad du har skrevet et par gange. Prøv så at mærke efter, helt ned i dit indre, om alt dette er værd at risikere for at få udlevet dine seksuelle fantasier?
Og så vil jeg lige slå fast – du kan ikke ende i en situation, hvor du er nødt til at gå fra din familie. Det vil være et valg, du tager. Vi er som mennesker ikke forpligtiget til at handle på vores seksuelle drift, selvom den kan være meget stærk.
Nu skriver du ikke, om du har fortalt din kæreste om dine følelser for den anden mand. Men ellers er det nok et godt tidspunkt nu. Det at holde følelserne skjult, er første skridt mod at handle på dem. Så hvis du ikke ønsker at give op på jeres parforhold, er det altså et vigtigt første skridt at tage. Måske kan det være en hjælp for jer at tale med en parterapeut, eller måske en sexolog. Så kan I udforske, hvordan jeres parforhold kan udvikle sig, og om der er muligheder for, at du kan udforske din seksualitet på nye måder med din kæreste.
Men du er nødt til at afgøre med dig selv, om du virkeligt vil din familie. Om du vil investere i parforholdet. Husk på, i dine overvejelser, at nærmest alle småbørnsfamilier har udfordringer med intimiteten, og at det seksuelle spændingsniveau er nærmest umuligt at holde på toppen hele vejen igennem 9 års kæresterier. Med andre ord; din situation er helt forventelig og normal. Måske lidt kedelig til tider, men det lyder som om, I har et smukt forhold og en dejlig familie. Vælger du den helhjertet til, vil jeg tro det hjælper på dit stressniveau, for så er der ikke længere et dilemma. Så ligger der bare det hårde arbejde i at vende dig fra fristelsen, og mod at udvikle på dit forhold og din familie. Er tiltrækningen for stor, må du tage beslutninger, der gør det du ønsker lettere at handle på – fx kan du tænke pragmatisk og skifte arbejdsplads, slette kollegaen fra dine sociale medier etc.
Jeg ønsker jer alt det bedste, og håber inderligt at du får øjnene op for det værdifulde, du har.
Med venlig hilsen
Med MobilePay kan du nemt støtte arbejdet med din mobil. Ønsker du fradrag for gaven, skriver du blot dit CPR-nummer i beskedfeltet.
TAK for enhver gave!
Send til 94 907