Forhold med aldersforskel

Jeg har et spørgsmål, som måske er lidt mærkeligt. Jeg bliver nemlig kun forelsket i piger, der er halvt så gamle som mig, men jeg tror, det er bedst, hvis jeg først skriver noget om min baggrund, så I får en bedre forståelse af, hvem jeg er, og hvad jeg kæmper med:

Jeg er 34, og mit liv har været meget barsk. Da jeg var 15, blev min far dræbt i en trafikulykke. Jeg sad lige ved siden af ham i bilen, men kom slet ikke til skade. Jeg ved, at nogle føler skyld over at overleve sådan noget, men det har jeg aldrig gjort. Efter det brød min mor psykisk sammen og led af depression resten af livet, og det var en stor byrde for mig og min søster, for vi følte, det var vores opgave at gøre hende glad igen.

De næste par år havde jeg to korte forhold, men jeg kunne ikke finde ud af, at have dem for nær, for jeg havde en masse sorg indeni. Da jeg blev 19, fik jeg endelig en rigtig kæreste, men det endte med, at vi gik fra hinanden efter et halvt år. Vi var begge rasende på hinanden, men sådan er det jo nogle gange, når man er ung, og det er der vel ikke noget forkert i. Men et par måneder efter blev hun også dræbt i trafikken, da hun var ude i byen og feste. Hun var godt fuld, jokkede ud på vejen og blev ramt af en bil. Da jeg fik det fortalt, kunne jeg igen se alle de gode ting ved hende, som jeg havde holdt af.
Efter begravelsen følte jeg mig 200 år gammel og ventede bare på, at det blev min tur til at dø. Jeg var også bange for at holde af nogen, for jeg følte, at det ville betyde, at de døde, og at det ville være min skyld.

Da jeg så var 24, var jeg i Afrika et sted, hvor der halvvejs var krig, for at lave humanitært arbejde. To fra vores organisation var blevet dræbt i månederne inden, jeg tog afsted, men jeg var fuldstændig ligeglad, jeg gik bare og ventede på at dø, og så kunne jeg da lige så gøre lidt nytte, inden det skete. Dernede var jeg flere gange med til at finde mennesker, der var blevet dræbt i skyderier, og det gjorde mig jo bare endnu mere tynget.

Så for mig var der altså ikke meget med at være ung med alle de glæder og sorger, oplevelser og erfaringer, man har i den del af livet. Men udadtil gik det fint, jeg fik uddannelse, arbejde og så videre.

For et par år siden døde min mor, og det er lidt mærkelig at skrive, men det var en stor byrde, der lettede fra mine skuldre, og pludselig følte jeg mig som den teenager, jeg aldrig havde været. Og her kommer det store problem: Fordi jeg føler mig ung, så bliver jeg også kun forelsket i unge piger på 17-18-19 år. Og det er jo noget frygteligt rod!

Jeg har af og til flirtet med piger i den alder, og de har elsket opmærksomheden, og det har været en god ting, at jeg også ser meget ung ud og ligner en i midten af tyverne. Men jeg er meget bange for at gå lidt videre, fordi hun vil føle det som et overgreb fra en gammel gris.
Det er jeg måske også, men jeg er også en sød gentleman-gris. Men som sagt er jeg virkelig bange for at gøre noget ubehageligt.

Så jeg vil spørge, om det er normalt pludselig at føle sig ung, når man har haft et hårdt liv? Kan det overhovedet lade sig gøre at have en kæreste, som måske er halvt så gammel som mig selv, og har I nogle gode råd til, hvordan vi får det godt sammen? Nogle gange ville jeg ønske, at jeg kunne dreje på en knap i mit hoved, så jeg fik lyst til at finde sammen med nogen på min egen alder og blive gift og få børn og alt det der, man gør i min alder, men jeg har bare overhovedet ikke lyst. Jeg håber, I har nogle gode råd.

Venlig hilsen