Forladt af min kæreste

Spørgsmål

Klik for at vise/skjule

Hej

Min kæreste og jeg har været sammen i lidt over 1 år. Ja man kan vel godt kalde det kærlighed ved første blik. Vi har begge børn fra tidligere forhold, vi bor ikke sammen, ses mest når vi ikke har børn men laver ting i ny og næ sammen med alle børnene.
Min kæreste er en karrieremand. Han elsker sit job og ånder og lever for det.
Han er med jævne mellemrum på forretningsrejser, og det fungerer fint.
Han er en meget kærlig og omsorgsfuld mand og han har altid givet mig kærlighed og tryghed, også selvom vi ikke var sammen.

I begyndelsen af året begyndte han at få rigtig travlt på arbejde og havde ikke så meget tid til andet. Han ændrede sig og var meget fraværende. Det gjorde ondt, og mit savn var enormt, men jeg forstod hans situation og gav ham roen til at koncentrere sig om sit job.
Hans adfærd begyndte også at ændre sig, når vi var sammen, især telefonen der pludselig altid lå i lommen, hvor den altid har ligget på bordet.
Der havde været en kvinde inde i billedet, som var lidt mere interesseret end hvad man normalt er i en optaget mand. I starten ignorerede jeg det, for jeg viste jo, hvor jeg havde ham. Men til sidst gjorde det så ondt i min mave, at jeg måtte konfrontere ham med det. Han forklarede, at der intet var i det andet end ren venlighed. Han elskede jo mig og havde KUN mig.
Jeg lod den ligge og vidste, at det bare var mig, der så spøgelser.

En måned senere tar vi på kæresteferie. Det var en dejlig ferie, men han virkede ikke helt som sig selv.
Lige indtil en dag hvor der popper en besked ind fra hende. Jeg blir ked, og vi snakker om det, og det ender ud med en diskussion. Han blir irriteret, da der jo ikke er noget i det.

Vi kommer hjem, og jeg høre næsten intet fra ham i 4 dage. Jeg ber om en snak, da vi må få løst de ting, der er.
Han fortæller, han har haft det dårligt længe, og han har en fornemmelse af, at noget er galt. Han var på hospitalet, inden vi tog på ferie.
Han skal igen på hospitalet dagen efter vores snak og have svar på prøverne, og der falder himlen ned.
Han har fået tarmkræft og skal opereres inden for den næste uge.
Han siger at han ikke kan overskue noget, og at han har brug for at holde sig lidt for sig selv, da han ikke kan koncentrer sig om andet end sin sygdom, arbejde og børn.
Jeg er ødelagt indeni. Min elskede er blevet syg, og han vil ikke have mig ved sin side. Jeg har så dårlig samvittighed over alt den tvivl og følelses-pladder, jeg har belemret ham med, for nu kan jeg jo tydeligt se, hvorfor han har opført sig sådan.

14 dage går, og jeg høre næsten ikke fra ham. Jeg skriver en lang mail til ham, hvor jeg udrykker mine dybeste følelser og fortæller, hvor ked jeg er for alt den tvivl, jeg har påduttet ham, og der er ikke noget jeg hellere vil, end at være der for ham og støtte ham.
Han fortæller mig, at jeg på ingen måde skal have dårlig samvittighed, og at man skal kunne fortælle det, der går en på, og han ikke bærer nag, men han kan ikke rumme så meget andet lige nu. En uge efter operationen starter han i strålebehandling og kemo-piller.
Det dræner ham rigtig meget.

For 2 uger siden fortæller han mig, at vi ikke kan være kærester lige nu. Mit hjerte rives i 1000 stykker, og vi græder begge forfærdeligt meget. Han fortæller, at han elsker mig utrolig højt og ønsker mig kun det bedste i hele verden, men han kan ikke tilbyde mig noget godt lige nu, og han føler ikke han kan være en god kæreste, som jeg fortjener.

Jeg er i dyb sorg, da han, jeg elsker allermest, er ramt af den sygdom, vi alle frygter, og der er ikke noget jeg hellere vil end at være der for ham.

Vi har snakket sammen ON and OFF de sidste 14 dage og set hinanden 2 gange. Men han siger, at han stadigvæk ikke kan rumme, at vi er kærester, men måske det kommer, og hvis ikke så håber han, at jeg finder en sød fyr, for det fortjener jeg. På hans vegne ville han blive ked, men han vil være glad på mine vegne.

Jeg er dybt ulykkelig og helt knust.
Jeg kan ikke forestille mig, hvordan jeg skal fortsætte uden ham.

Er der overhovedet et håb for os?

Hilsen den fortvivlede

Svar

Kære fortvivlede

Tak for dit brev til Parvis.

Jeg læser, at du er i en virkelig svær situation og kan næsten mærke din fortvivlelse gennem brevet. Jeg læser det som, at du er fyldt af mange forskellige følelser:

Dårlig samvittighed over at du i ugerne op til du fandt ud af, hvad der virkelig var galt, fik situationen til at handle mere om dig og din jalousi, når det viste sig, at der slet ikke var nogen grund til at være jaloux. Hvis jeg har ret i dette, vil jeg sige, at du må prøve, om du kan slippe den følelse. Du reagerede udfra den information du kendte og de følelser, du mærkede. Det tænker jeg ikke, der er noget galt i overhovedet. Samtidig kan man også tilføje, at din kæreste jo ikke havde involveret dig i, hvad det var for nogle ting, han kæmpede med, og når man mærker, at ens kære forandrer sig, så reagerer man.

Om han havde fortalt sin kollega om sin situation, melder dit brev ikke noget om, men jeg tænker, at det ville være det naturlige at have involveret dig. Det kan der være flere grunde til, at han ikke gjorde, fx at han gerne ville passe på dig og var bange for at miste dig. Det kan derfor have været nemmere at dele det med en, der ikke var så tæt på ham. Om der har været andre årsager til, at de havde kontakt, ved vi ikke, kun at han fortæller dig, at det var ren venlighed og det stoler du på, fordi du kender ham og kan mærke ham. Det, tænker jeg, er både sundt og naturligt.

Som situationen er nu, har han meldt ud, at han ikke har plads til en kæreste i sit liv. Det er en meget reel udmelding og også meget forståeligt. Igen tænker jeg på, at det både kan være fordi, han vil beskytte dig, da han ikke med sikkerhed kan vide, hvordan han reagerer på den behandling, han skal igennem, eller hvordan og om han vil komme igennem. Det er nemmere for ham i denne situation “kun” at skulle tænke på sig selv og sine børn. Det kan du jo ikke andet end respektere, men selvfølgelig er det utrolig sorgfuldt at blive udelukket fra sin elskedes liv. Netop i svære tider ønsker man jo at få lov til at være der for hinanden, hjælpe og støtte op.

Netop alle disse ting tænker jeg, at du kan gøre fra sidelinjen, i det omfang han giver dig lov. Det stiller store krav til dig, om at kunne rumme kun at få den plads i hans liv, som han magter og har overskud til. Det sætter krav om at være tålmodig og kunne sætte dine egne behov til side.

Jeg tænker, at du ikke kan gøre andet end at respektere, at han er der, hvor han er. Hvis du magter at følge ham igennem forløbet, kan du give ham følelsen af, at du er der og står der, når og hvis han har behov for dig. Dette kan måske føre til, at når han er kommet igennem sygdomsforløbet, vil have overskud igen til at have en kæreste i sit liv. Han vil ligeledes vide, at du blev og var der, men respekterede hans behov og situation. Dette vil kunne føre jer endnu tættere sammen.

Det er også meget sandsynligt, at der bag hans udmelding til dig, ligger et behov for at passe på dig. Han ved, at dette forløb vil være meget opslidende at gå igennem, også som pårørende. Ligeledes, er der jo ingen garantier for, hvordan han kommer igennem. Dette ønsker han formentlig ikke at udsætte dig for, og derfor vil han beskytte både dig og sig selv, ved at afslutte jeres forhold og derved lukke dig (delvist) ude at hans liv.

Dette er en meget hård melding for dig at skulle modtage, og der er absolut intet at sige til, at du er fortvivlet.

Jeg tænker, at du må respektere hans udmelding. Du kan ikke andet. Men hvis du elsker ham og vil ham lige meget hvad, kan du fortælle ham, at du stadig elsker ham og er der for ham, i det omfang han har overskud og vil tillade det. Og også selvom han slet ikke har nogen af delene og ikke vil være kærester. At du vil være der, når han får overskuddet igen. Det kræver meget af dig. At du kan klare måske ikke at vide hvor han er følelsesmæssigt, og hvordan han har det, at du kan sætte dine egne behov til side, være stærk og stå ved siden af ham, at du kan bære ham, når han er allermest presset, syg og ked af det. Dette kan måske på sigt gøre, at han vil og tør åbne sig op igen og lukke dig ind i sit liv.

Jeg håber, at du kan bruge mit svar til noget. Jeg ønsker dig det allerbedste og masser af energi til at kunne klare din svære situation.

De bedste hilsner

Bente Mathiesen,
Lærer og psykoterapeut

Gratis sexologisk telefonrådgivning

Har du brug for hjælp til at håndtere sexologiske emner, kan du lige nu få en gratis rådgivningssamtale med parterapeut og sexologi-studerende Bente Fischer-Nielsen.

Gratis rådgivning

Ring til nr. 2425 4022 for gratis telefonrådgivning til par. Rådgivningen har åbent hver mandag klokken 19-22.

Du kan være anonym, og rådgiverne har selvfølgelig tavshedspligt.

Læs mere

Se også:

Min mand er misbruger

Til brevkassen Kære Parvis Jeg skriver, fordi jeg er fortvivlet. Jeres læsere og brevskrivere er nok lige så fortvivlet, som...