Min kone vil flytte – men jeg ønsker at få hende tilbage
Til brevkassen Hej brevkasse Hvad skal jeg gøre? Jeg har været sammen med min kone i tæt på 15 år....
Kære brevkasse.
Jeg er meget fortvivlet. Sover snart ikke om natten mere. Tankerne kører rundt i hovedet hele tiden. Jeg er forlovet med min kæreste gennem et par år. Han er min første rigtige kæreste. Vi er begge i 30’erne. Vi bor ikke sammen. Jeg går hjemme grundet kronisk sygdom, og han arbejder rigtig meget, så vi ses højst 1 gang om ugen.
Jeg har aldrig været forelsket i ham. Det var ham, som opsøgte mig, og på den måde lærte vi hinanden at kende. I starten var jeg meget i tvivl, men venskabet gled over i, at vi blev kærester, og jeg følte stor omsorg og kærlighed til ham, men ingen forelskes, men jeg kom til at elske ham højt og holde meget af ham og føle mig dybt forbundet med ham.
Men nu føler jeg kun afmagt og sorg. Vi har aldrig haft et sexliv. Han har ingen sexlyst. Det hænder få gange, at han har lyst, men så skal det være 100 % på hans præmisser og gå stærkt og ingen forspil, og jeg må ikke bruge glidecreme osv. Han er kun interesseret i sit eget behov. Vi har haft sex under 10 gange på et par år. Han har ingen interesse i at kæle eller være lidenskabelig. Han afviser mig, hvis jeg lægger op til sex.
Han har en psykisk lidelse og har ingen interesse i sociale ting. Det er en kamp at få ham med til noget. Jeg tager som regel alene til familiekomsammen. Han ser ikke sin egen familie. Han kan være umulig at snakke med nogen gange. Han snakker meget perverst eller joker meget. Han mener, jeg bare kan finde en anden, hvis jeg har et problem med hans lidelse. Jeg forklarer igen og igen, at det er et problem med den måde, han agerer på og ikke ham som menneske.
Vi har forsøgt parterapi. Men det hjalp ikke. Jeg er tom inden i. Jeg føler, han følelsmæssigt kører mig rundt. Alt er min skyld. Samtidig er han meget sød og betænksom, køber gaver og blomster til mig, forkæler mig med mad og tjenester og siger hele tiden, at jeg er kvinden i hans liv, og at han ikke ville leve uden mig (de ord gør ondt og piner mig, fordi han tidligere har forsøgt selvmord). Han siger, han godt kan leve med, at jeg ikke elsker ham, bare jeg ikke går fra ham.
Jeg er vokset op med en bror med samme psykiske lidelse og en far med én, der minder om, og jeg har brugt mange psykolog timer på at forstå, at min måde at reagere på ikke er unormal. Men nu føler jeg mig igen som det ondeste menneske. Jeg føler ikke, jeg kan forlade ham. Jeg frygter for hans liv. Jeg føler, jeg burde være taknemlig for, at nogen elsker mig – bevares, jeg er jo hellere ikke fejlfri, og det kan helt sikkert være hårdt at have en kronisk syg kæreste. Jeg har tit mange dage i sengen og har også mange hensyn, der skal tages.
Jeg føler omsorg for ham, men jeg elsker ham ikke mere. Jeg er såret over mange af de ting, han har sagt om mig. Han skræmmer mig nogen gange med de ting, han siger. Han har et stort ego. Jeg føler bare ikke, jeg kan forlade ham. Hvad er dit råd?
Kære du
Tak for dit brev og de tanker, som du deler. Du fortæller om dit forhold med en mand, som du har elsket og følt stor forbundethed med, én som du stadig føler omsorg for, men som du ikke elsker mere. Du skriver, at din kæreste skræmmer dig, at han tidligere har forsøgt at begå selvmord, og at du frygter for hans liv, hvis du forlader ham. Jeg kan godt forstå, hvis du føler dig fastholdt i forholdet af din kærestes kommentar om, at ”han ikke ville leve uden dig”.
Jeg kan mærke, at du har en stor sympati og omsorg for din kæreste, men at dine grænser på mange punkter er blevet overskredet. Jeg lægger mærke til, at du gennem dit brev, fortæller, at du har det rigtig skidt. Du sover ikke, tankerne kører rundt i hovedet, og du føler dig tom indeni og såret.
I er to om ansvaret
Det lyder som om, at du har fået et stort ansvar for din kærestes liv og i jeres forhold, hvilket kan være hårdt, når det står på i længere tid. Det store ansvar kan være med til at gøre forholdet til så stor en byrde og bekymring, at kærligheden og tosomheden helt forsvinder. For at et forhold fungerer godt, er det vigtigt, at begge parter tager ansvar for sig selv og for den anden. På den måde bliver begge passet på og tager vare på sig selv. Selvfølgelig kan der være perioder, hvor den ene part bærer et tungere læs end den anden, men det kan man ikke holde til i længere tid ad gangen – som du også mærker nu. Hvis jeres forhold skal fungere, er det nødvendigt for jer begge at finde ud af, om I har lyst til at tage ansvar for jer selv i forholdet OG for den anden i forholdet. Hvis I ikke begge har lyst til at tage ansvar, er det svært at bevare en sund balance i forholdet, og så kan det være bedste for jer at stoppe forholdet.
Hvis du vælger at stoppe forholdet, er det vigtigt, for at du kan få det godt igen, at du helt slipper det ansvar, som hørte til forholdet. Du kan overveje at fortælle en af din kærestes nærmeste (for eksempel en ven eller en kollega), at I ikke længere skal være i et forhold, inden du fortæller din kæreste det, så du ikke står med ansvaret for, hvordan han reagerer på bruddet.
Til slut har jeg lyst til at fortælle dig, at du er meget værdifuld, og at du fortjener at leve et liv, som reflekterer din værdi – uanset om du finder ud af, at det skal være med eller uden din forlovede.
Jeg ønsker dig alt det bedste!
Med MobilePay kan du nemt støtte arbejdet med din mobil. Ønsker du fradrag for gaven, skriver du blot dit CPR-nummer i beskedfeltet.
TAK for enhver gave!
Send til 94 907