Fortvivlet over vores forhold

Kære brevkasse.

Jeg er meget fortvivlet. Sover snart ikke om natten mere. Tankerne kører rundt i hovedet hele tiden. Jeg er forlovet med min kæreste gennem et par år. Han er min første rigtige kæreste. Vi er begge i 30’erne. Vi bor ikke sammen. Jeg går hjemme grundet kronisk sygdom, og han arbejder rigtig meget, så vi ses højst 1 gang om ugen.

Jeg har aldrig været forelsket i ham. Det var ham, som opsøgte mig, og på den måde lærte vi hinanden at kende. I starten var jeg meget i tvivl, men venskabet gled over i, at vi blev kærester, og jeg følte stor omsorg og kærlighed til ham, men ingen forelskes, men jeg kom til at elske ham højt og holde meget af ham og føle mig dybt forbundet med ham.

Men nu føler jeg kun afmagt og sorg. Vi har aldrig haft et sexliv. Han har ingen sexlyst. Det hænder få gange, at han har lyst, men så skal det være 100 % på hans præmisser og gå stærkt og ingen forspil, og jeg må ikke bruge glidecreme osv. Han er kun interesseret i sit eget behov. Vi har haft sex under 10 gange på et par år. Han har ingen interesse i at kæle eller være lidenskabelig. Han afviser mig, hvis jeg lægger op til sex.

Han har en psykisk lidelse og har ingen interesse i sociale ting. Det er en kamp at få ham med til noget. Jeg tager som regel alene til familiekomsammen. Han ser ikke sin egen familie. Han kan være umulig at snakke med nogen gange. Han snakker meget perverst eller joker meget. Han mener, jeg bare kan finde en anden, hvis jeg har et problem med hans lidelse. Jeg forklarer igen og igen, at det er et problem med den måde, han agerer på og ikke ham som menneske.

Vi har forsøgt parterapi. Men det hjalp ikke. Jeg er tom inden i. Jeg føler, han følelsmæssigt kører mig rundt. Alt er min skyld. Samtidig er han meget sød og betænksom, køber gaver og blomster til mig, forkæler mig med mad og tjenester og siger hele tiden, at jeg er kvinden i hans liv, og at han ikke ville leve uden mig (de ord gør ondt og piner mig, fordi han tidligere har forsøgt selvmord). Han siger, han godt kan leve med, at jeg ikke elsker ham, bare jeg ikke går fra ham.

Jeg er vokset op med en bror med samme psykiske lidelse og en far med én, der minder om, og jeg har brugt mange psykolog timer på at forstå, at min måde at reagere på ikke er unormal. Men nu føler jeg mig igen som det ondeste menneske. Jeg føler ikke, jeg kan forlade ham. Jeg frygter for hans liv. Jeg føler, jeg burde være taknemlig for, at nogen elsker mig – bevares, jeg er jo hellere ikke fejlfri, og det kan helt sikkert være hårdt at have en kronisk syg kæreste. Jeg har tit mange dage i sengen og har også mange hensyn, der skal tages.

Jeg føler omsorg for ham, men jeg elsker ham ikke mere. Jeg er såret over mange af de ting, han har sagt om mig. Han skræmmer mig nogen gange med de ting, han siger. Han har et stort ego. Jeg føler bare ikke, jeg kan forlade ham. Hvad er dit råd?