Forvirret ift. min mand og søn

Jeg vil starte med at slå fast, at min mand er en meget kærlig far.

Mit barn på et er en stor kilde til glæde for os begge, og vi prioriterer ham meget højt. Blandt andet hjemmepasser min mand ham, mens jeg studerer.

Jeg er desværre ofte ulykkelig i vores forhold. Efter vi har haft en konflikt, kan jeg i flere måneder gå og planlægge min separation og mit liv uden ham.

Der er et stort sår i mig, som bliver ved med at dukke op. Det handler om adskillelsen mellem mig og mit barn.

I starten under min barsel blev min mand meget vred over, at jeg havde set min far med mit barn i det skjulte. Min mand var bange for, at min far ville ødelægge vores barn. Min far og jeg har haft et lidt konfliktfyldt forhold, som min mand er blevet blandet ind i, og som gør, at jeg har haft svingende kontakt til min far. Min far er en god og rar person, der desværre kan komme lidt forkert ind på livet af mange mennesker.

Det var noget værre møg, og det endte med, at min mand efter en aften med min mor og far kørte med vores barn. I starten mærkede jeg ingen panik og prøvede at handle fornuftigt i konflikten. Dagen efter ville min mand ikke lade mig holde vores barn. Vi startede til parterapi, og min mand forstod det forkerte i den opførsel.

Men stadig kan jeg mærke, at det præger mig. Min mand polariserer mange ting, blandt andet er min familie altid er dum, og hans er fantastisk. Han taler ned om min rolle som mor og mine bidrag i hjemmet. Jeg er notorisk dårlig til at rydde op m.m., for jeg hygger med mit barn og glemmer det. Efter julefrokost hos min familie, hvor min mand ikke var med, syntes han, at vores barn virkede bange/ængstelig ugen efter. Min mand mente, det skyldtes, at vores barn ikke var blevet respekteret til julefrokosten, og jeg ikke havde forsvaret hans grænser. Gentagne gange sår han tvivl om mine evner som mor. Han blander sig i min amning. Han blander sig i min mere eftergivende holdning til lure og sengetider. Han mener, jeg ødelægger vores barn med min mere afslappede holdning til mange ting.

Efter jeg startede i skole igen, har jeg flere gange måtte forlade mit grædende barn. Det føles meget forkert, og selvom jeg har ignoreret mine følelser, og min mand forsikrer mig om, at vores barn har det godt, så går jeg stadigvæk med det indeni.

I sidste uge havde vi endnu en konflikt. Det var mig, der var årsagen. Jeg blev vred og svinede min mand til over beskeder – til mit forsvar skal det siges. Det var ikke i orden fra min side. Småtingen, jeg blev sur over, havde faktisk igen noget med adskillelse fra mit barn at gøre. Min mand og jeg kunne ikke finde hinanden, og vi havde ikke telefoner. Min mand kørte hjem med vores barn uden at lede efter mig. Jeg fandt min computer frem og skrev til ham. Det tog noget tid for mig at falde ned, men jeg kunne ikke få mig selv til at sige undskyld, men jeg viste min mand, at jeg ikke var sur mere ved at tage takeaway med hjem.

Dagen efter prøvede vi at snakke om det. Vi var stadig uenige om forløbet. Min mand kørte hjem til sin mor, mens jeg græd, og mit barn græd, fordi han ville være ved mig. Han sagde ikke, hvor han tog hen, og jeg måtte kontakte hans mor, før han kørte hjem til mig. Der fik han snakket det igennem med hans mor.

De blev enige om, at jeg har fået en slags sammenbrud, og der er noget helt galt med mig. Det gjorde min mand meget klart for mig, da han kom hjem. Det var frygteligt. Jeg har haft det så skidt siden.

Vi har på en eller måde haft en ok uge, hvor vi har glemt det, og jeg har kastet mig ind i den glade problemløser relation, fordi det var rarest. Min mand har sagt undskyld for at køre med vores barn.

I dag ville han besøge sin mor, og jeg ville ikke med. Vores barn tog med uden at græde. Jeg har egentlig haft et okay forhold til min svigermor, men jeg kan slet ikke holde tanken om hende ud mere. Jeg har brug for at komme væk fra både min mand og hendes “ordentlighed”. Jeg er så mange andre ting, og jeg har bare brug for at være med mit barn på en anden måde – hvor jeg styrer det.