Forvirret over min
kærestes opførsel

Hej Parvis.

Jeg er snart så forvirret over min kærestes opførelse og har virkelig brug for et godt råd.Vi er begge midt i 30’erne og har været sammen i lidt over et år. Jeg er glad for ham og holder af ham, og han siger det samme til mig. Bemærk, at han ikke siger elsker (endnu), og det er blandt andet en af de ting, som jeg synes er underligt efter så længe. Vi deler mange af de samme værdier, lever den samme slags liv, som er lidt anderledes end de flestes. Han har ikke nogle af de dårlige vaner, som mine eks’er ellers har haft (druk, spil, fryse mig ude, kritisere mig), og han er god til at give kys og kram og sige søde ting til mig.

Han er fra en anden kultur og er opvokset med krig. Han har desuden fra starten sagt, at han er dårlig til at tale om følelser, da det ikke var noget, man gjorde i hans barndomshjem. Jeg tror desuden, at han kæmper med nogle selvværdsproblematikker, blandt andet fordi  han har fortalt, at han har dyrket en sport på højt plan, som der ikke findes nogle billeder af. Jeg må ikke se hans trofæer, og hans krop bærer ikke præg af denne sport, som den ellers ville, hvis det var sandt. Så jeg tror, det er en historie, han fortæller for at fremstå bedre. Han påstår også, at han har været sammen med op mod 100 andre kvinder før mig, men mange af de historier lyder også lidt for fantastiske, og han virker heller ikke meget erfaren når vi er sammen. Lige netop det her med sandheden er en af de ting, der går igen i vores samtaler. Jeg vil bare gerne have ham til at være ærlig og indrømme, at det, han har fortalt, ikke er sandt, for hvordan kan jeg ellers stole på ham fremadrettet?

Et par måneder inden vi fandt sammen, var han lige flyttet til min by pga. arbejde. Han siger, han har lånt et værelse af en bekendt. Også her er der mange ting, der ikke stemmer. Han har næsten fra starten af været i min lejlighed hele tiden, hvor jeg har betalt det hele. Først for nyligt er han begyndt at betale maden, mens jeg står med alle andre udgifter. Denne ordning kom først i stand, efter at jeg blev rigtigt vred og sagde, at det ikke kunne passe, at jeg med den mindste indtægt skulle forsørge ham. Han er desuden heller aldrig rigtigt flyttet ind her. Han har en taske her – og det er det. Det er også en af de ting, der går mig på. Han har nogle problemer med sin økonomi, som han ikke vil snakke om, da han er flov over det. I forbindelse med det er han raget uklar med sin familie, men han tager stadig hjem til dem næsten hver weekend, og det er faktisk den primære grund til, at jeg skriver nu. De eneste gange, han er her i weekenden, er, hvis der er overarbejde på hans job, eller hvis jeg sætter ham stolen for døren. Jeg er træt og ked af at sidde alene hver weekend, da jeg ikke har så mange veninder og heller ikke noget familie.

Hans familie ved desuden ikke, at vi er sammen, og når jeg spørger, hvornår han fortæller dem det, siger han bare, at det ved han ikke. Hvis jeg spørger ind til, hvad der foregår, siger han ikke noget. Dette mønster er gennemgående i vores samtaler, så at snakke med ham om alt der her, er ikke en mulighed. Jeg har prøvet MANGE gange.
Hans eks. før mig, som også er dansk, og som han havde kendt i mange år, før de fandt sammen, havde han med hjemme faktisk med det samme, så det er jo ikke, fordi hans forældre aldrig har mødt en af hans kærester. Jeg er bare rigtigt ked af, at han holder mig hemmelig.

Jeg bliver nogle gange rigtigt vred på ham, for jeg føler ikke, han kommer mig i møde. Det er selvfølgelig ikke ok, men jeg er så frustreret over, at jeg føler, det er mig, der gør alt arbejdet og prøver at snakke og indgå kompromisser, mens han glider af hver gang, og når det er rigtigt slemt, ja så smutter han hjem til sin familie. Det er tit lige i sidste øjeblik, at han fortæller, at han tager afsted, hvis han siger det i det hele taget, og hver gang føles det som at få revet tæppet væk under sig.

Det hele gør mig usikker og utryg, og jeg føler mig nedprioriteret og tvivler på, om han virkelig vil mig. Hjælp, hvad gør jeg?