Gift med en med depression

Kære du

Tak for din henvendelse til parvis.dk.

Jeg vil gerne give dig stor anerkendelse for, at du henvender dig og faktisk ber` om hjælp. Det lyder som om, det er og har været en rigtig hård tid for dig.
Jeg synes også, det er stærkt gået, at du holder ud, og ikke bare har kastet håndklædet i ringen.
Det er utrolig hårdt at stå på sidelinjen, når ens ægtefælle har en depression. Alting hænger på dig, både det praktiske, planlægning, organisering og udførelse. Og det er vel også dig, der må være der for børnene og give dem struktur, opdragelse og kærlighed i hverdagen.
Jeg forstår godt, at du føler dig drænet for energi og helt udtørret.
Derfor synes jeg, det er stort, at du gør noget aktivt og søger hjælp. Og det viser også, at du stadig har noget “drive og gå-på-mod”.

Du skriver, at det især er efter jeres sidste barns fødsel, at det er gået helt skævt.
Du skriver, at hun falder mere og mere ned i nedtrykthed, og du nævner depression. Jeg kan ikke vide, om hun reelt er deprimeret, men det kunne det godt lyde som om, ud fra din beskrivelse.

Så hvad skete der? Var der noget i graviditeten eller ved fødslen, der kunne være en udløsende faktor for depressionen? Var der nogle hændelser, episoder der gjorde din kone specielt sårbar? Det kan være alt muligt. Sygdom i familien, dødsfald, arbejdsløshed, økonomiske bekymringer, svigt. Men det kan også være nogle ting, som umiddelbart ikke ser ud af så meget, men som har skubbet til hendes ligevægt. Det kan også være “indebrændt” vrede, som hun ikke tør give udtryk for. Det er en ikke ualmindelig årsag til depression.
Det kunne være godt – både for dig og for hende- at få klarhed over det.

Uanset, hvad der er sket, har det haft og har stor indflydelse på jeres liv – jeres ægteskab, og på jeres børn.
Børn er følsomme og lodder stemningen, og agerer efter det. Så når mor er trist og trækker sig, og far er overbebyrdet, træt og frustreret, opfatter de det og forsøger at “overleve” i det. De kan enten tilpasse sig og lægge låg på egne behov og isolere sig følelsesmæssigt – og blive rigtig søde og forstående – på bekostning af dem selv.
Eller de kan forsøge, at blive set og hørt med gråd, vrede, og krav om opmærksomhed, og uhensigtsmæssig adfærd. Hellere skældud end at blive overset.
Du skriver ingenting om, hvordan jeres børn har det, og hvordan de trives.
Men jeg ved, at de kan mærke stemningen og agerer derefter. For det GØR børn. De er afhængige af deres forældre – uanset hvad.

Hvis din kone har en depression, formår hun sikkert ikke selv at rejse sig fra den. Det kræver noget mere end viljestyrke.
Du skriver, at hun afviser parterapi.
Jeg tænker, at hun skal forbi lægen først.
Hvis parterapi skal have en chance, skal hun først op af nedtryktheden og/eller depressionen. Og lægen kan henvise til psykolog og ordinere medicin, hvis det vurderes at være nødvendig.

Depression er på mange måder en uforståelig sygdom. Hvorfor kan hun ikke bare tage sig sammen? Hun skal da bare…… Og det er det, der er problemet, når man er deprimeret. Man kan IKKE bare tage sig sammen. Det er lige så umuligt, som at løbe 100 meter, når man ingen ben har.

Når jeg læser din mail, får jeg en fornemmelse af, at I ikke snakker sammen mere. I giver beskeder til hinanden, men I snakker ikke sammen.
I går ved siden af hinanden, og sender en masse beskeder til hinanden – uden ord. … vender ryggen til, -trækker på skulderen, – ser væk, – ignorer, – undlader at gøre ting, – bider tænderne sammen, – vender opmærksomheden mod noget/ nogen andre, – reagerer langsomt på den anden, – undgår berøring, selv når I skal forbi hinanden i en døråbning osv. På den måde lægger I mere og mere afstand til hinanden, og spiralen løber bare hurtigere og hurtigere rundt, – den forkerte vej. Og det tænker jeg, at I begge gør .

En af jer må standse den onde spiral og begynde at snakke og nærme sig den anden. Og det kunne jo være dig…

Du nævner sidst i mailen, at en af dine venner har foreslået, at du kan have et forhold ved siden af…
Når du nævner det, og måden du nævner det på, giver mig et vink om, at du faktisk ikke selv synes, det er løsningen. Det er bare en desperat tanke.
Det kan måske lyde tiltrækkende i et øjeblik, men det er IKKE løsningen.
Det bliver alt for kompliceret, og prisen bliver alt for høj.
Det bliver noget, der skal holdes hemmeligt og skjult.
Og jeg vil på det kraftigste fraråde det. Det er alt for ødelæggende.

Du skal kunne se dig selv i øjnene og ikke være flov over, hvad du ser.
Du skal kunne se dine børn i øjnene og være stolt.
Du skal kunne se dine kone i øjnene og vide, at du har rent mel i posen.

Jeg tænker, at du er den, der skal tage teten.
Aftal børnepasning en aften.
Bestil bord, og inviter din kone ud.
Hyg jer.
Giv udtryk for, at du gerne vil, at I skal lykkes som par og som forældre ( hvis du vil det?)
Giv udtryk for, at DU har brug for at vide, hvor hun står.
Giv udtryk for, at DU har brug for at vide, hvad hun vil med dig og jeres ægteskab.
Giv udtryk for din bekymring.

Hvis I vil være sammen, så læg en plan. Få styr på om der er tale om depression eller ej. Få aftalt hvilke skridt der skal tages, hvem der gør det og hvornår.

Hvis I ikke vil være sammen, så læg en plan for hvordan I går fra hinanden. Og hvordan I gør det på den mest nænsomme måde.

Hvis I fortsætter som nu, gør I hinanden ondt, og det smitter af på jeres børn.
I låser hinanden fast i nogle mønstre, som er usunde og ødelæggende.
Så I er nødt til at være ansvarlige voksne forældre, og tage vare på jer selv og jeres børn, og ikke bare lukke øjnene og lade stå til.
Det kan lade sig gøre, at genfinde kærlighed og passion, man det kommer ikke af sig selv. Der skal arbejdes for det. Til gengæld er både I og jeres kærlighed stærkere efterfølgende.

Kærlig hilsen

Inger Lene Christensen,
Pædagog, psyko- og familieterapeut