Håndklædet i ringen?

Hej

Jeg er en super frustreret mand, som har brug for nogle objektive råd i forhold til mit ægteskab og familieliv.

Min kone og jeg har været sammen i 14 år, og vi har nogle dejlige børn, der er i børnehavealderen, som er nogle rigtige vildbasser, der kræver meget energi fra os forældre.

Gennem de sidste år har vores ægteskab kørt skævt, hvilket endte ud med, at min kone var mig utro for nogle måneder siden. Vi startede efterfølgende i parterapi med udgangspunkt i, at vi skulle have ægteskabet og familielivet til at blive godt. Det har helt klart hjulpet os med at blive bedre til at kommunikere og ikke mindst være kærlige over for hinanden, og i 90% procent af tiden hygger vi os sammen. Samtidig er vores sexliv blevet bedre.

Mine frustrationer ligger i, at selvom der er rigtig mange ting, der er blevet forbedret, så virker det som om, at min kone helst vil skilles, men at hun ikke vil tage beslutningen om det, fordi hun er bange for at gøre mig ked af det, samt frygter hvad der sker på den anden side, fx om hun kan blive lykkeligere og om de praktiske ting. Hun har nævnt nogle gange, at hun tror, at hun er vokset fra mig, og at hun søger noget andet, end det hun faldt for. Samtidig fortæller hun mig, at hun elsker mig (fortæller mig det ret tit), men når snakken bliver mere alvorlig, ændres det til, at hun elsker mig, men hun ved ikke, om det er som ven eller mere. Hun vil dog ikke give slip på mig, da hun holder utroligt meget af mig, og samtidig siger hun, at hun er overbevist om, at hun ikke kan finde en bedre mand.

Når jeg spørger hende om, hvad hun vil have ud af at blive skilt, er svaret, at hun håber på at kunne blive en bedre mor, selvom hun gør det fremragende i forvejen, samt at få noget mere fritid – altså alene-tid, hvor jeg skulle have børnene. Men samtidig ved hun også godt, at alle andre dage, hvor jeg ikke skulle have børnene, vil det blive væsentligt hårdere, men der håber hun så på at have mere overskud, idet at hun ikke skal være en god kone samtidig. Jeg tror umiddelbart selv, at det med fritiden kommer fra, da børnene var små, hvor hun til tider følte, at hun var i et fangeskab, idet at børnene krævede meget af hende, og at jeg ikke duede i børnenes verden. Samtidig har jeg ikke været den bedste til at give hende fritid, i frygt for om jeg kunne trøste børnene, hvis de manglede deres mor – det er dog blevet væsentligt bedre, efter de er blevet større.

Nu er vi så kommet dertil, hvor jeg ikke ved, om jeg skal kaste håndklædet i ringen, eller om jeg skal forsætte med at kæmpe og se tiden an. Jeg vil rigtig gerne have vores familieliv og ægteskab til at lykkes, idet jeg stadig har store følelser for hende, og ikke mindst elsker hende, men er bange for at blive såret igen og igen. Det fungerer typisk sådan, at når jeg føler, at det går rigtig godt, og hun også giver udtryk for det samme, så kan vi have det sådan i noget tid, og så pludselig smider hun en bombe med, at hun er i tvivl om det hele osv. At hun snart ikke kan kæmpe mere, hvilket selvfølgelig såre mig. Derudover siger hun også, at hun ikke ved, om hun kan undgå at være mig utro igen, hvilket selvfølgelig ikke hjælper på det tillidsbrud, der tidligere har været.

Hvad ville være fornuftigt at gøre?