Han er rejst

Kære du

Tak for dit spørgsmål til brevkassen. Med den beskrivelse, du giver af din situation, forstår jeg godt, at du er blevet såret og fortvivlet i det forhold, du har levet i, og til dels stadig lever i. Samtidigt er familie og børn noget, som kan give meget glæde og nærhed, når den hænger sammen. Det er værd at kæmpe for. Men hvor længe?

I din beskrivelse lyder det som om, at din mand i løbet af det seneste år allerede har besluttet sig for at slutte forholdet. Men det er svært at stå i en situation, hvor det ikke bliver en tydelig, endelig beslutning. Det giver uvished, mistillid og utryghed – modsat det, man har brug for i et parforhold. Vilje er meget vigtigt i et parforhold for, om det kan fungere eller ej. Man kan beslutte sig for at gøre en indsats, og så kan rigtig meget lade sig gøre, men det kræver en aktiv indsats fra begge parter. Hvis ikke din mand har viljen, kan det blive en svær kamp. Jeg kan desværre ikke ændre på, hvordan han føler og handler – ligesom du har svært ved at overtale ham til parterapi, hvilket ellers ville være en rigtig god mulighed for at få hjælp og et andet perspektiv på jeres situation.

Måske kan hans forslag om et halvt års pause afklare hans følelser og ikke mindst vilje til at ville jeres parforhold. Samtidigt kan det måske sætte dig fri fra bekymringer om, hvad der sker næste gang i ses, hvornår den endelige beslutning bliver taget, eller hvad der ellers måtte fylde i dig. Jeg kan desværre ikke love, at han vælger jeres forhold, og derfor kan et halvt år komme til at være en lang venteperiode. Men det er kun jer, der kan vurdere, om det vil gøre noget godt for jeres forhold og børnene. De vil altid være der, og du og din mand vil aldrig slippe for at skulle arbejde sammen om dem. Det er en overvejelse, I begge er nødt til at have med.

Jeg ved ikke, hvordan du og din mand kommunikerer sammen, men jeg kan forestille mig, at den frustrerende situation kan give nogle negativt-ladede samtaler, hvilket ikke er hensigtsmæssigt for en nær relation. Jeg kan foreslå jer en måde at få talt med hinanden på, men lige som meget andet, så kræver det en indsats fra begge parter. Det håber jeg, kan lykkes for jer.

Jeg er af den overbevisning, at det godt kan lykkes, hvis I vil. Prøv at lade hinanden tale i et antal minutter hver, hvor samtalen først kun drejer sig om den ene person, mens den anden står i en parentes for en stund. Hvad fylder ift. parforholdet? Hvorfor er I endt, hvor I er? Prøv også at sætte ord på, hvorfor I til at begynde med overhovedet blev forelsket og valgte at få børn sammen. Man må gerne spørge ind, men det må ikke handle om den anden. Så ikke noget med ”det kender jeg godt”, ”tænker du ikke på mig” eller…

Herefter kan I bytte. Prøv at dvæle ved det den anden siger, uden at referere til sig selv, før det er ens egen tur. Giv rum og anerkend hinanden. Måske kan I på den måde (eller en anden måde, som passer jer bedre) finde ud af, hvorfor I skal, eller ikke skal, blive sammen. Hvorfor har din mand endnu ikke truffet en endelig beslutning? Hvorfor lader han muligheden stå åben ved kun at foreslå et halvt års pause? Hvorfor har du ikke for længst stoppet forholdet, når du ikke føler dig godt behandlet? Hvad holder jer trods alt fast? Er det noget, I kan finde ind til og prøve at arbejde med?

Jeg håber, I vil handle på jeres problemer i stedet for at lade dem boble under overfladen. Det skal ikke gå ud over for mange områder af jeres liv eller jeres børn. Og som sagt vil det uanset hvad være godt at kunne tale sammen, fordi I ikke vil blive fuldstændig fri for hinanden pga. børnene.

Det fylder meget i din beskrivelse, at du føler, du har haft mange af de praktiske tjanser i familien, mens din mand har arbejdet meget. Det kan man nok ikke helt undgå sætter nogle spor. Måske har din mand arbejdet for meget, det ved jeg ikke. Måske har du ikke været god nok til at sige fra, det ved jeg heller ikke.

Det er svært at se tilbage på noget hårdt uden at bebrejde den anden, men måske kan det lade sig gøre for dig. Har den hårde tid med små børn gjort noget ved den måde, du behandler din mand, sådan at han trækker sig? Du skal ikke føle dig som et offer, men måske er det netop en heltegerning at være den, som ændrer noget ved sin adfærd, selvom det måske ikke føles helt fair, for at det kan fungere godt igen.

Du nævner hans lyst til uforpligtende sex, når I ses. Der findes mange holdninger til sex. Jeg ser sex som noget, der binder mennesker sammen, så man i større grad netop forpligter sig på hinanden. Set i det lys, findes der ikke uforpligtende sex. Hvis du har samme holdning, så synes jeg fint, du kan overveje, om der skal sættes en grænse her. Du kan i hvert fald tale med din mand om, hvad ”den uforpligtende” sex gør for ham? Et parforhold kan ikke alene reddes af sex. Der må kærlighed og vilje til.

Så… skal du sætte en stopper? Det er kun dig, der kan tage den endelige beslutning. Det kan være, der skal sættes en stopper indtil nogle ting bliver afklaret, fx angående den uforpligtende sex – eller til du ved, hvad det betyder, at din mand er ”tom i hovedet”? Omvendt, kan det være, det blot kræver tydeligere kommunikation mellem jer, så en stopper slet ikke bliver nødvendigt.

Her på parvis.dk er der også andre svar, som jeg tror, kan inspirere dig til afklaring. Læs fx ”Slutte et parforhold”, ”Bange for at miste manden i mit liv helt” eller ”Jeg er ensom i mit ægteskab”.

Hvis ikke det lykkes at tage sammen til parterapi, vil jeg foreslå dig, at du kan gå foran. Få selv en samtale med en, som kan hjælpe dig i situationen, så det ikke kommer til at gøre for meget skade på din tilværelse, og så du måske kan få inspiration til, hvordan du kan håndtere det hele. Måske din mand får lyst til at tage med, og så tør jeg næsten love, at det ”tomme hoved” ikke forbliver tomt.

Jeg ønsker dig det bedste, og at du ikke skal føle dig som et offer i jeres forhold.

Venlig hilsen