Han går over stregen

Hej.

Jeg er en dansk kvinde i 40’erne, som er gift med en mand på samme alder, som kommer fra et andet og kulturelt forskelligt land. Vi har været gift i over 20 år. Vi har 3 dejlige børn, som alle er under 20 år. Jeg har været psykisk syg hele mit liv, og været ude og inde af hospitaler i min barndom og min ungdom. Min mand er en god og dejlige mand, når man bare gør, som han siger.

Hvor alt gik galt var, da min svigerfar blev syg for nogle år siden. Han var verdens dejligste mand, han var min klippe. Han fik hjertestop i Italien på ferie. Hele familien skulle rejse undtagen mig. Jeg skulle blive hjemme i Danmark og passe vores børn plus nogle andre. Det var hårdt, men det gik. Efter et stykke tid komme de hjem, og nogle dage efter døde han desværre, og igen måtte jeg blive hjemme og passe børn. Jeg fik ikke lov til at se ham eller sige farvel til ham.

Efter nogle uger kommer de hjem, og i deres kultur er det sådan, at kvinder er hos min svigermor og mændene er hos min mand, da han er den ældste søn. Igen skulle jeg passe børn bare oppe hos min mands søster. Jeg skulle lave mad, gøre rent og passe en masse børn. Resultatet blev, at jeg fik et psykisk sammenbrud. Prøvede at tage mit eget liv. Jeg blev indlagt på den lukkede afdeling. I nogle mdr. var jeg indlagt, og i al den tid fik jeg ikke fred. Han ringede hver dag med “hvornår kommer du hjem?” og med “Jeg føler mig som en kvinde. Jeg gør rent, laver mad og passer børn. Jeg er en mand”. Han gav mig ikke lov til at blive rask.

Jeg udskriver mig selv imod lægens anbefalning. Efter det sammenbrud er jeg blevet en anden person, og det forstår min mand ikke. Jeg elsker ham, men ikke som jeg har gjort. Jeg har fortalt ham, at jeg elsker ham men ikke som før, og det ser han som, at jeg ikke elsker ham mere.

Min lyst til sex er der ikke, og det gør ham virkelig sur. Forleden nat var vi oppe at skændes. De ord, han sagde, kom som et chok for mig. Aldrig ville jeg have troet, at han kunne sige sådanne ting til mig. Han kaldte mig en kujon, og undskyld sproget, en stor klam fisse, og du har fået nok af min pik, undskyld sproget, min finger er mere værd, end du er. Der var meget mere, han sagde, men det værste er, at børnene hørte det hele. De vågnede af, at han råbte og slog i bordet.

Siden den dag har jeg været tavs som graven. Jeg snakker ikke til ham, og jeg kan simpelhen ikke acceptere de ting, han har sagt. Mine børn siger til mig, at jeg skal gå. De er trætte af, at vi næsten hele tiden er kolde over for hinanden og skændes, men jeg har det sådan, at vi må da kunne finde ud af det. Hvad vil du råde mig til? Mvh V 😢