Min kone vil flytte – men jeg ønsker at få hende tilbage
Til brevkassen Hej brevkasse Hvad skal jeg gøre? Jeg har været sammen med min kone i tæt på 15 år....
Hej
Jeg henvender mig, fordi jeg føler mig helt på bar bund, hvad vedrører mit ellers helt fantastiske parforhold. Det er efterhånden ved at være et år siden, at jeg og min kæreste begyndte at ses. Jeg var dengang hans første prioritet, hvad omhandlede alt, hvilket gav mig en fantastisk følelse indeni. Men tingene ændrede sig drastisk…
Siden august har han, som han selv udtaler “haft enormt travlt”, hvilket jeg også har fuld forståelse for. Han havde tidligere arbejde to steder, plus sit studie, fritidsinteresser, venner, familie m.m. Jeg tog dengang en snak med ham om, at jeg oftest følte, jeg blev rykket til helt ud på aftnen, hvor der alligevel ikke var andet at lave, og jeg derfor følte mig som sidste prioritet i henhold til mange ting. Han sagde at han om nødvendighed måtte opsige sit ene arbejde, så vi fik mere tid sammen. Hvilket jeg selvfølgelig fandt fortrøstningsfuldt, men jeg søgte trøst i ordene og sagde, at jeg sagtens kunne forstå, at de næste måneder ville blive presset. Siden dengang, har han dog sagt sit ene arbejde op (dog af personlige årsager), så han på nuværende tidspunkt “kun” har studie og arbejde. Men problemet voksede sig kun større.. Vi ses, hvis jeg er heldig, 1-2 gange i ugen fra sen aften til tidlig morgen. Han har ikke længere tid i sine weekender. Han fortæller, at han altid læser eller også er der diverse arrangementer. Jeg forslår oftest, han bare kan komme efterfølgende, men han følger aldrig op på det. Når jeg så spørger, hvornår han har tid, så ved han det ikke.
Det gør enormt ondt at have den længsel, som jeg ikke føler gensidigt. Jeg ser det fra mit perspektiv, hvor det handler om prioriteringer. Vi har siden dengang, haft mange diskussioner omkring det, og selvom han lader til at forstå det, får jeg altid beskeden “vi får snart mere tid”. Jeg føler, jeg er den eneste, der tager initiativ til at være sammen og lave noget sammen, hvor han gang på gang afslår, fordi han har travlt.
Jeg gider ikke længere at tage diskussionen med ham, fordi den er blevet vendt og drejet så mange gange. Han føler samtidig ikke, jeg giver ham plads til også at kunne være alene, hvilket jeg selvfølgelig ikke ønsker.
Jeg har ingen levende råd tilbage. Jeg har aldrig i mit liv oplevet at have det så godt med en mand, når vi så endelig er sammen, hvilket ofte resultere i at jeg hurtig tilgiver hans manglende tilstedeværelse.
Jeg har spurgt ham, om det er fordi han ikke længere ønsker at arbejde på det her forhold, men så bliver jeg straks beskyldt for at skabe unødige problematikker.
Jeg har lyst til bare at trække stikket… Det skal lige siges, at vi bor 10 minutter fra hinanden, så det er ikke afstanden, der er et problem…
Hvad skal jeg dog stille op, og hvad skal jeg tænke??
Mvh. den frustrerede
Kære frustrerede
Tak for dit spørgsmål.
Jeg tænker, at det er et sted, rigtig mange på et tidspunkt kommer i parforholdet, at man føler sig tilsidesat. Dette er ikke skrevet for at du skal lade det ligge, men tværtimod skal du tage dine egne følelser fuldt alvorligt.
Som jeg læser det, er du i tvivl om, om du skal handle drastisk på følelserne og kappe forbindelsen. Jeg kan ikke afgøre, hvad der er rigtigst for dig, men jeg fornemmer, at der skal ske noget, hvis du ikke skal gå i stykker på det.
Jeg tænker, at du skal forsøge at få ham i tale, få ro på ham, så I kan sidde over for hinanden og kan se hinanden i øjnene, mens I snakker. Her skal du så fortælle ham, hvad du føler i jeres relation, og du skal bede ham om at fortælle dig, hvad det er, du har sagt, for først da ved du, om han har forstået dit budskab. Det er vigtigt, at du får lov at fortælle alt, hvad du har på hjerte, inden han begynder at fortælle, hvad han føler og tænker. Bagefter er det så ham, der får ordet og må sige det, han har på hjerte. Det er vigtigt, at I holder jeres tur, for at samtalen ikke skal blive helt forkludret. I kan evt. søge hjælp hos en parterapeut.
Vil han ikke være med til samtalen, tænker jeg, at du skal stille ham et ultimatum, altså hvis han ikke vil sætte tid af til samtalen, så er det slut. Så han altså ved, at du mener det alvorligt.
Det vil naturligvis også gøre ondt i dig, da du oplever jeres forhold rigtig godt, men vil han ikke prioritere dig, vil du blive ved med at have disse frustrationer.
Kommer det til et brud, er det vigtigt, at du tager dig selv alvorlig og får det snakket igennem med en anden, f. eks. en god veninde, der kan tåle at høre dine frustrationer, ellers må du prøve at finde en terapeut at snakke med, så du får styr på dine egne følelser.
God vind med det.
Kærlig hilsen
Med MobilePay kan du nemt støtte arbejdet med din mobil. Ønsker du fradrag for gaven, skriver du blot dit CPR-nummer i beskedfeltet.
TAK for enhver gave!
Send til 94 907