Han har aldrig tid

Hej

Jeg henvender mig, fordi jeg føler mig helt på bar bund, hvad vedrører mit ellers helt fantastiske parforhold. Det er efterhånden ved at være et år siden, at jeg og min kæreste begyndte at ses. Jeg var dengang hans første prioritet, hvad omhandlede alt, hvilket gav mig en fantastisk følelse indeni. Men tingene ændrede sig drastisk…

Siden august har han, som han selv udtaler “haft enormt travlt”, hvilket jeg også har fuld forståelse for. Han havde tidligere arbejde to steder, plus sit studie, fritidsinteresser, venner, familie m.m. Jeg tog dengang en snak med ham om, at jeg oftest følte, jeg blev rykket til helt ud på aftnen, hvor der alligevel ikke var andet at lave, og jeg derfor følte mig som sidste prioritet i henhold til mange ting. Han sagde at han om nødvendighed måtte opsige sit ene arbejde, så vi fik mere tid sammen. Hvilket jeg selvfølgelig fandt fortrøstningsfuldt, men jeg søgte trøst i ordene og sagde, at jeg sagtens kunne forstå, at de næste måneder ville blive presset. Siden dengang, har han dog sagt sit ene arbejde op (dog af personlige årsager), så han på nuværende tidspunkt “kun” har studie og arbejde. Men problemet voksede sig kun større.. Vi ses, hvis jeg er heldig, 1-2 gange i ugen fra sen aften til tidlig morgen. Han har ikke længere tid i sine weekender. Han fortæller, at han altid læser eller også er der diverse arrangementer. Jeg forslår oftest, han bare kan komme efterfølgende, men han følger aldrig op på det. Når jeg så spørger, hvornår han har tid, så ved han det ikke.

Det gør enormt ondt at have den længsel, som jeg ikke føler gensidigt. Jeg ser det fra mit perspektiv, hvor det handler om prioriteringer. Vi har siden dengang, haft mange diskussioner omkring det, og selvom han lader til at forstå det, får jeg altid beskeden “vi får snart mere tid”. Jeg føler, jeg er den eneste, der tager initiativ til at være sammen og lave noget sammen, hvor han gang på gang afslår, fordi han har travlt.

Jeg gider ikke længere at tage diskussionen med ham, fordi den er blevet vendt og drejet så mange gange. Han føler samtidig ikke, jeg giver ham plads til også at kunne være alene, hvilket jeg selvfølgelig ikke ønsker.

Jeg har ingen levende råd tilbage. Jeg har aldrig i mit liv oplevet at have det så godt med en mand, når vi så endelig er sammen, hvilket ofte resultere i at jeg hurtig tilgiver hans manglende tilstedeværelse.

Jeg har spurgt ham, om det er fordi han ikke længere ønsker at arbejde på det her forhold, men så bliver jeg straks beskyldt for at skabe unødige problematikker.
Jeg har lyst til bare at trække stikket… Det skal lige siges, at vi bor 10 minutter fra hinanden, så det er ikke afstanden, der er et problem…

Hvad skal jeg dog stille op, og hvad skal jeg tænke??

Mvh. den frustrerede