Han har slået op (b)

Kære Brevkasse

Mit livs kærlighed har slået op. Vi har været sammen i 3 1/2 år og har i 2 år renoveret hus, hvor vi under renoveringen har boet hos hans forældre, og han har aldrig boet ude selv før. Det sidste år var rigtig hårdt for mig, og jeg var nok ikke lige den bedste kæreste at være i nærheden af. Han sagde et par gange, at han synes vores forhold kørte dårligt.

Så flyttede vi så herover, og stille og roligt begyndte jeg at slappe mere af, men den helt glade “mig” jeg var førhen, var ikke kommet endnu. Så siger han lige pludselig, at vores forhold kører dårligt og nogle dage efter slår han op.

Han begrunder det med, vores forhold kørte dårligt, han kunne blive sur/irriteret over den måde jeg gjorde tingene på og vi ikke har nogle interesser sammen. Så i de første to uger efter han slog op (vi bor stadig sammen indtil jeg har fundet lejlighed, som han ivrigt hjælper til med at finde) har han spurgt ind til, hvad jeg skulle lave, hvad jeg har lavet, hvordan min dag har været. På et tidspunkt beslutter jeg mig for, at der skal andre boller på suppen. Smækker et happy face på, ligesom gamle “mig”, og da han ser mig efter arbejde den dag, spørger han hvorfor jeg er så glad, hvortil jeg bare svarer at har bare haft en god arbejdsdag.

Jeg fortsætter stilen, hvor han på et tidspunkt siger, at jeg har aldrig nogensinde strålet så meget i vores forhold, så det måtte betyde jeg havde det fint nok med det. Der svarer jeg så at jeg har smækket gamle “mig” på og det fungerer fint for mig og jeg har det godt, men jeg stadig savner ham/vil ham. På et tidspunkt en dag, skriver jeg til ham, at jeg bliver hentet i løbet af eftermiddagen, og jeg ikke ved hvornår jeg kommer hjem. Han skynder sig hjem fra arbejde, ind af døren, råber efter mig, skynder sig op af trappen, for at give mig et kram.!

Han skriver næsten hver dag, at han lige skal være sammen med drengene (jeg skal selv finde aftensmad og sådan). Lige nu skal jeg bare være sammen med veninderne og sådan, for jeg skal heller ikke vise, at jeg er den, der sidder hjemme mutters alene og venter på, han kommer hjem (har jeg været).

De sidste par dage har han ikke spurgt ind til hvad jeg skulle lave og sådan. Han sagde også den anden dag, at han var helt afklaret med det, vi skulle ikke være sammen. Den anden dag tog han hjem til sine forældre, hvor han spørger, hvad jeg gjorde med mad. Det ved jeg ikke? Han skriver senere, hvortil jeg svarer det ved jeg ikke. Det ender med jeg spiser hos hans forældre. Vi kommer hjem senere, fordi han havde lyst til at være sammen med mig. Jeg går og laver lidt ting, hvor han spørger om jeg ikke sidder ned og snakker med ham. Hvad skal vi snakke om, får jeg sagt. Du har jo ikke været hjemme. Der blev han lidt irriteret igen. Han kører og kommer lidt senere og ser hvor ked af det jeg er. Jeg forklarer, at jeg jo rigtig gerne vil ham, men jeg er bare så såret over han ikke har været hjemme, og det var slet ikke meningen jeg skulle flippe ud. Den anden dag havde han været hjemme to gange imens jeg var ude og gå tur med en veninde. Det lignede at han havde taget tøj. Han kommer hjem lidt senere igen, hvor jeg så spørger hvad han laver her. Jeg bor her. Ja men jeg troede du havde taget det tøj du skulle bruge, fordi det lignede det. Så kom han hjem om natten. Sagde at det var ikke specielt fedt, den måde jeg talte til ham på der, hvor hans ven var enig med ham. Der mistede du dine chancer sagde han. Han siger, at han ikke kan udelukke at vi finder sammen igen, men jeg skal ikke have nogle forhåbninger, at det er ham og ikke mig, og at han har det fint over at være flyttet hjemmefra.

Jeg tænker, at han har en krise med sig selv og sit liv, og han er forvirret. At han er fyldt op med det at blive irriteret på mig, og når han kigger på mig, får han ikke de rigtige følelser.

Ville det løse det ved at flytte fra hinanden? Kan det være han så kommer til at savne mig og vil have mig tilbage? Han skal have lidt fred og ro?