Vi har et uforpligtende forhold – men jeg ønsker mere
Til brevkassen Jeg har haft en affære med en forlovet mand i 9 måneder indtil for 3-4 måneder siden. Jeg...
Min mand og jeg blev kærester for snart 2 år siden. Han lider af svær epilepsi, som ikke er under ordentlig behandling.
Hans epilepsi sidder i venstre tindingelap, der hvor følelsescentret sidder. Dvs. at når han har anfald, så påvirker det hans humør rigtig meget.
Oven i det så besluttede vi os for at blive forældre, for vores kærlighed var stærk, og vi ville bare det her, så jeg bliver gravid og føder en lille pige i foråret i år. Han fik det rigtig skidt derefter, fordi han så fik en fødselsdepression og har nu fået konstateret en svær depression. Han får medicin for det, og vi venter på, at han kan få noget terapi.
Problemet er så, at den ene dag, så lever vi på en lyserød sky, og det næste øjeblik så kan han ikke overskue det her og ønsker ikke længere vores forhold. Det kommer som et lyn fra en klar himmel, og han fortryder altid i sidste ende.
Jeg står så der, at jeg ikke er sikker på, om han egentlig vil mig? Jeg giver ham al den plads og ro, som jeg kan give. Jeg tager det fulde ansvar for vores datter og lader ham om, hvornår han kan overskue hende, jeg er forstående både på epilepsi-fronten og depressions-fronten og kæmper med næb og klør for det her, for det er det her, jeg vil!
Jeg elsker ham overalt på jorden, men jeg sidder med konstant frygt og angst for, hvornår han mon ikke overskuer det her mere, og jeg får direkte angstanfald, fordi jeg er så skide bange for det her. Jeg tør ikke fortælle ham om mine følelser, for jeg er så bange for at presse på og gøre tingene endnu mere uoverskueligt for ham, så han føler sig “nødsaget” til at opgive det her.
Han kan sidde og sige til mig, at han elsker mig og kan ikke kan undvære mig og at vi skal blive gamle sammen, men så kan det vende lige så hurtigt igen, og så vil han bare ikke mere og føler ikke at han overskuer livet længere osv.
Jeg ved ikke, hvordan jeg skal forholde mig til det her, da jeg simpelthen ikke har lyst til at vi skal gå fra hinanden, for jeg har aldrig følt mig så tilpas i et forhold før, selvom det kan være benhårdt at have en mand, som er syg.
Jeg er så meget i vildrede, for jeg er heller ikke klar til at være alenemor eller give op på ham, da jeg også har brugt meget tid og energi i det her forhold og har bare sådan en brændende lyst til at få det til at lykkes. Det svier og gør ondt helt ind i sjælen det her. Jeg er så inderligt bange for at blive valgt fra.
For kun 3 måneder siden erklærede vi vores kærlighed til hinanden og vi blev gift, plus vi bor i hus sammen.
Han er hjemme på førtidspension pga. epilepsi og jeg går på barsel, men han er så fyldt af angst at han ikke tør være selv. Han har dog lige fået en epilepsi alarm, men da han er så fyldt af det her, har han ikke mod på at forsøge med at være alene nu når alarmen er her.
Hvad kan jeg gøre for at redde det her?
Kære Kvinde
Allerførst vil jeg gerne ønske jer tillykke med brylluppet og tillykke med jeres lille datter. Det er to fuldstændig fantastiske begivenheder, som er sket for jer. Men det er også to begivenheder, som på mange måder vil vende op og ned på jeres liv, eller som allerede har ændret jeres liv. Særligt det at blive forældre, er en kæmpe omvæltning, som i nogle tilfælde kan sammenlignes med en krisetilstand. Det er både en kæmpe glæde men også enormt hårdt for parforholdet og den enkelte at blive forældre.
Når din mand samtidig er syg, både med epilepsi og depression, bliver det ekstra svært. Overskuddet til barnet vil ikke være ligeså stort, som hvis man ikke har det store at slås med. Så det er klart, at det er et kæmpe slag for jer, at din mand har udviklet en fødselsdepression og siden en svær depression. Alligevel tænker jeg, at det virker lidt som om, I ikke har talt så meget om forventningsafstemning i forhold til, hvem der gør hvad, og at dette er en fælles opgave. Måske er det kommet bag på jer, hvor meget et barn fylder?
Det lyder som om, I nogle dage har det rigtig godt og svæver på en lyserød sky, hvilket er skønt. Men andre dage går det hele ned af bakke, og du bliver usikker på din mands valg af dig som kone og mor til jeres fælles barn. Det lyder som om, din mand svinger utrolig meget, og det gør dig usikker på, hvor du står i forhold til ham.
Det er naturligvis rigtig hårdt, når du får følelsen af ikke at vide dig sikker på dit grundlag. Jeg tænker, det er rigtig vigtigt, at du deler dine følelser og tanker med din mand. Det vil kunne skubbe jer fra hinanden, hvis I ikke kan tale om alt. Jeg glæder mig over, at I har valgt at gifte jer og ønsker for jer, at I må få jer en snak om, hvad det betyder for jer hver især at være gift med hinanden. Ægteskabet skulle gerne kunne give en anden tryghed end fx et kæresteforhold kan, fordi I har lovet hinanden evig troskab. Og det løfte er et fantastisk grundlag for jeres forhold.
Det er rigtig vigtigt, at din mand får den rette behandling for både sin epilepsi og sin depression. Både medicinsk og terapeutisk. Og for mig lyder det også som om, I kunne have brug for nogle terapeutiske samtaler sammen. Måske kan I også søge noget vejledning hos sundhedsplejersken, som kan guide jer i forhold til din mands fødselsdepression og kan støtte jer i den svære situation, I står i.
Det er flot, at du giver din mand plads og rummer ham og hans vanskeligheder. Men du hverken kan eller skal bære alle hans ”byrder”. Derfor er I nødt til at søge den rette hjælp eksternt.
Jeg vil ønske jer al mulig held og lykke med jeres ægteskab og jeres lille datter!
Med venlig hilsen
Maria F. Hedegaard,
Psykolog
Med MobilePay kan du nemt støtte arbejdet med din mobil. Ønsker du fradrag for gaven, skriver du blot dit CPR-nummer i beskedfeltet.
TAK for enhver gave!
Send til 94 907