Højgravid og kæresten
mister følelserne

Spørgsmål

Klik for at vise/skjule

Jeg står i den kedelige situation, at min kæreste igennem 4 år er blevet i tvivl om sine følelser for mig. Jeg er gravid med få uger til termin, og han lod bomben springe for nogle uger siden. Han har siden sidste sommer været presset med job og renovering af vores nykøbte hus, som ikke gik som forventet – rigtig mange skuffelser over kammerater, der skulle hjælpe, men ikke helt levede op til det.

Sidste år meldte han ud, at han var klar til at blive far. Så startede vi projekt baby, men uden held i syv mdr. I den tid blev han stresset, men forsøgte selv at arbejde med det, idet han trak sig fra os herhjemme og trænede rigtig meget. Han søgte væk fra huset, da det stressede ham, at vi ikke var færdige med renoveringen.

Jeg spurgte ham i den tid, om jeg skulle starte på minipiller igen. Det afviste han. Kort efter står jeg med en positiv graviditetstest, og han bliver så træt af det. Han ønskede, at jeg fik abort, hvilket jeg i lang tid havde sagt ikke ville være en mulighed, da jeg før havde været igennem en. Det accepterede han dengang. Men nu forsøgte han at overtale mig til at få en. Jeg forsøgte at imødekomme hans ønske, men kunne ikke se mig selv i øjnene, hvis jeg fik fjernet, hvad der for mig var ønskebarnet.

Det blev meldt ud til ham, og han accepterede det kort efter og viste faktisk også glæde over graviditeten ind imellem. Nu er han stresset igen og vælger at sige, at det her barn aldrig skulle være blevet undfanget. Han er ulykkelig, sover max tre timer hver nat og har tabt sig over 10 kg på blot fire uger. Han er ikke sig selv. Han er rykket ud i vores sommerhus for at få lidt ro. Men han er så afvisende over for mig, når vi ikke er sammen. Ser han mig ked af det, når han kommer hjem indimellem, trøster han mig og er omsorgsfuld.

Ellers behandler han mig, som var jeg den værste person. Jeg har været i det her i fire uger nu og kan ikke hænge sammen længere. Jeg har tabt mig 6 kg de sidste 14 dage, hvilket jo ikke helt er meningen som højgravid. Vi går begge til psykoterapeut og det har haft god effekt på ham, da han får åbnet sig omkring sin fortid osv. Men han får det værre og værre rent psykisk. Han tænker, at problemet kun omhandler ham og mig og vores forhold. Men jeg ser en deprimeret mand – udløst af stress.

Hvordan får jeg vendt bøtten? Han vil så gerne være der under fødslen og vil være der, mens babyen er lille, men han er slet ikke i stand til det, som han har det nu. Han er slet ikke realistisk. Jeg har to større børn i forvejen, så jeg får virkelig brug for hans støtte og samarbejde. Men hvordan får jeg det, når han ikke kan klare det nu?

Det skal siges, at han altid har haft det mønster at stikke hovedet i jorden, når ting har været presset.

Vores forhold har før det her været det bedste, vi begge har haft, og vi har på samme tid været hinandens bedste ven. Så vi har det virkelig godt sammen udover det her. Derfor er det så svært, at han ikke længere mærker sin kærlighed til mig.

Hilsen en fortvivlet gravid

Svar

Hej og tak for dit spørgsmål til brevkassen.

Det lyder, som en meget svær tid du og din kæreste går igennem. Det lyder, som en periode, hvor der har været tvivl om forskellige beslutninger og valg i jeres forhold.
– Om I skulle have et barn eller ej.
– Om I skal beholde det barn, der nu snart bliver født.

Det kan være rigtig hårdt og opslidende at stå med store, vigtige og afgørende beslutninger, hvor man enten er uenig eller i tvivl om, hvad man ønsker sig. Der kan være mange forskellige følelser involveret i disse situationer, såsom bekymringer om fremtiden med f.eks. et barn. Bekymringer kan f.eks. omhandle en frygt for, om man kan håndtere et lille barn, om man ”mister” sin følelse af frihed, om det ændrer noget i ens parforhold mm. Jeg ved ikke, om noget af dette er på spil hos din kæreste, men som du beskriver det i dit brev, lyder han til at være meget stresset og presset. Han taber sig, har brug for at trække sig tilbage i et sommerhus. Du oplever ham ”ikke være sig selv” og til tider afvisende over for dig. Jeg kan ikke gøre mig klog på, hvad der ligger til grund for hans tilstand og handlinger, men kan håbe på, at han får mere klarhed over det. For hans, jeres og jeres kommende barns skyld.

Det lyder rigtig godt, at I hver især får hjælp via samtaler med en professionel. Der er ting – I hver især har med i jeres bagage fra jeres liv – som kan være afgørende og vigtigt at få bearbejdet hos hver jeres samtalepartner. Vi har alle vores unikke ”bagage” med, som både er til gavn og til udfordring for os. Og det kan vi særligt komme i kontakt med, når vi indgår i et parforhold, hvor vi kan blive spejlet og afsløret af den anden. Dog vil jeg kraftigt anbefale, at I også sammen tager til en psykolog eller psykoterapeut og får snakket om den udfordring, I står i nu.

  • Det kan give jer en større gensidig forståelse af, hvordan I hver især har det.
  • Det kan give jer mere klarhed over, hvad der er på spil i jer og mellem jer
  • Det kan være frugtbart, at en tredje part kan støtte og hjælpe jer til at kommunikere sammen om det, der er svært.
  • Det er en mulighed for at få afstemt forventninger og behov for gensidig støtte og samarbejde med hinanden i bl.a. forældreskabet sammen.

Jeg oplever det positivt, at din kæreste ønsker at deltage i fødslen og håber for jer, at det kan blive en mulighed – også selvom der ingen garanti er for, at han og I har fået ”vendt hele bøtten” på det tidspunkt, hvor barnet kommer til verden. Du spørger, hvordan du får vendt bøtten – men du kan ikke vende bøtten selv. Du kan tage dig af det, som er på din banehalvdel, og så må din kæreste tage sig af det, som ligger på hans banehalvdel.

Jeg tror, det er rigtig vigtigt, at du passer særlig godt på dig selv i denne tid. Du er højgravid og skal snart igennem en fødsel – på den ene eller anden måde – og det kommer til at kræve meget af dig. Og det samtidig med, at du har udfordringerne med dit parforhold. Jeg kender ikke til dit netværk, men jeg vil opfordre dig til at spørge en eller flere personer, du har tillid til, om at hjælpe og støtte dig i den her tid. Det kan være, du oplever et behov for hjælp til noget praktisk (rengøring, indkøb, madlavning mm) eller til at en person kommer og snakker med dig og lytter til, hvordan du har det.

Jeg bliver nysgerrig på, hvordan du mon lader op, slapper af og finder ro? Hvad er det særligt, du godt kan lide at lave, når du skal være god ved dig selv? Jeg vil opfordre dig til, at tænke over, hvad du kan gøre i den her tid for at være ekstra god mod dig selv (eksempler på det kunne være: at læse en bog eller købe et blad, se en serie, købe friske blomster til vasen, spise noget ekstra lækkert, lange bade, gåture osv. ). Det vigtigste er ikke, hvad du gør, men at du gør noget med særlig fokus på dig selv – noget du oplever som rart. Det er især vigtigt at være opmærksom på egenomsorgen, når man går igennem svære og udfordrende perioder i sit liv.

Jeg ønsker det bedste for dig og jer.

Venlig hilsen

Line Elkjær Kristensen, Psykoterapeut

Se også:

Skal jeg blive eller gå?

Til brevkassen Hej Parvis! “Den rette”? Jeg er en 27-årig kvinde, som efter mange år alene (hvor jeg virkelig har...