Vi skal giftes og nu foreslår min forlovede, at vi skal have en trekant.
Til brevkassen Hej Jeg har fundet en rigtig sød, omsorgsfuld og god mand. Sidste sommer tog vi i sommerhus, og...
Kære dig
Hvor gør det mig ondt at læse din beskrivelse af din og jeres situation. Hvor må det være forvirrende og kaotisk at være dig lige nu. Samtidig oplever du at være både ”uelsket” og ”forkert”; det er tungt. Du er på ingen måde ”latterlig” – tværtimod! Der hviler en tung byrde på dine skuldre lige nu, hvor du hverken ved, hvor du har din mand, din bopæl, din økonomi eller dig selv, samtidig med at du forsøger at holde facaden overfor jeres døtre. Alle de uklare og dobbelte signaler, som din mand sender dig, gør dig forståeligt meget usikker og skaber en konstant utryghed, så dine opbrugte ”tårer, indre skrig af smerte og savn giver” kun god mening. Så hvad kan være hjælpsomt for dig her og nu?
Du spørger selv, om du skal ”holde fast i” din mand, som er dit ”livs kærlighed”, og inden jeg svarer dig, vil jeg gerne bruge lidt tid på din mand. Det er nemlig helt naturligt, at du søger en forklaring på, hvorfor han er, som han er. Jeg går ud fra, at du ikke tidligere har oplevet ham sådan, og du peger selv på depression og eller stress som en mulighed. Samtidig skriver du også, at han ikke har en affære, og derfor spørger jeg, hvor ved du det fra?
Sådan som jeg læser din beskrivelse af din mand, får jeg fornemmelsen af en person, der ikke bare ”har et let tilfælde af stress”, men derimod er voldsomt stresset og har mistet både retning for sig selv og andre, nærmest på sammenbruddets rand: Jeres husbyggeri ligger stille, og I må derfor bo til leje, der er knas i forholdet til naboerne og arkitekten, han arbejder konstant, og det meget hjemmearbejde er yderligere en stressfaktor for ham. Hans kollega, der forguder ham, er måske også medvirkende til, at han sætter spørgsmål ved jeres forhold og giver ham lysten til at opleve forelskelsen på ny. Han sover heller ikke, er konstant ked af det og har heller ikke energi til at alt det, som der kræves af ham.
Det er ikke sikkert, at min tolkning er korrekt, men når vi er meget stressede, mangler vi evnen til at tænke klart, vi handler ofte impulsivt, og vores sociale adfærd påvirkes meget negativt. Derfor er det heller ikke overraskende, at din mand hverken kan finde ud af, hvad han vil eller modtage hjælp. Man kan sige, at det er hans lod, men det involverer jo også dig, og eftersom I har været sammen i 30 år, må du trods alt have en vis myndighed og taleret i hans liv.
Mit forslag er derfor todelt. For det første vil jeg opfordre dig til at insistere på, at han skal gå til læge, psykolog eller psykoterapeut. En ide kunne være at få ham til at udfylde en stresstest. Hvis den viser, at han er stresset, så skal han opsøge noget hjælp. Måske kan du også med fordel alliere dig med et familiemedlem eller en ven, som han normalt har tillid til, som kan hjælpe med at skubbe på, for at din mand opsøger hjælp. Det økonomiske virker tilsyneladende ikke som noget problem, så det skal ikke være en hindring. Som jeg ser det, er hans system og indre kompas slået i stykker, og han har brug for at få tilført ro udefra, så han ikke gør noget dumt eller overilet. Det betyder også, at du ikke behøver at være bange for at presse ham – tværtimod, for han kan ikke selv tage ansvar, hvis han er så stresset, som du beskriver det. Måske bør han derfor også have en sygemelding. Hvad mener du om det forslag?
Dernæst må du også forberede dig på, at han, trods din insisteren, muligvis ikke ønsker at gøre brug af læge, psykolog eller terapeut – og hvad gør du så? Jeg kan også spørge, hvor meget af dig skal sortere under din mand, og hvor langt vil du gå på kompromis med egen trivsel? Her er der ikke noget enkelt svar, men ændrer din mand ikke adfærd, er det i mine øjne op til dig at trække grænser op for dig og jeres døtres trivsel. Det er svært; ikke mindst overfor sit livs kærlighed, som man har kendt i mange år. Det kan indebære en aftale om en kortere eller længere adskillelse eller noget helt tredje. Når man er så forvirret som du, vil jeg også foreslå, at du ikke gør det overilet, men tænker og taler det godt igennem med venner og/eller en terapeut eller psykolog muligvis ad flere omgange. Hvis du ønsker at gøre brug af denne mulighed, kan du finde en oversigt over terapeuter som Parvis anbefaler her.
Mange hilsner