Hvorfor kan jeg ikke bare gå?

Kære

Som jeg læser dit brev, har du to store problemer. Du lever i et forhold, du selv beskriver som usundt, og som jeg ud fra dine beskrivelser heller ikke kan se noget positivt i. Det er et forhold, som synes at fungere alene på din kærestes præmisser, og som samtidig er ødelæggende for dig og dit selvværd. Men måske er det et endnu større problem, at du fra starten har oplevet det sådan, men alligevel er blevet i det i nogle år.

Dine spørgsmål handler da også meget om, at du gerne vil blive stærk nok til at komme ud af forholdet, men at du ikke ved, hvorfor du ikke bare kan gå.

Du fortæller, at din barndom har været præget af tumult, og at du har et sensitivt sind, men derudover ved jeg ikke, hvordan dit liv har været, inden du mødte din kæreste. Så jeg har lidt svært ved at forestille mig, hvad der kan være årsag til, at du i den grad har tilladt ham at behandle dig så dårligt helt fra begyndelsen af jeres forhold. Om du i udgangspunktet har haft problemer med dit selvværd, om du tidligere har haft andre lignende oplevelser med kærester, eller?

Du skriver ikke, om der har været tale om fysisk vold, men psykiske overgreb, som dem du beskriver, kan være mindst lige så ødelæggende og angstskabende. Du er tydeligvis bange for, hvordan din kæreste vil reagere, hvis du går, og måske er salget af hans hus og køb af et andet endnu en måde, som han bruger til at få mere magt over dig, end han allerede har. Det er svært at forstå, hvad han egentlig vil med dig, når han i den grad nedgør og kritiserer dig, men der kan måske være tale om, at han inderst inde ikke har meget selvværd og derfor bruger enhver mulighed for at hævde sig selv og give dig dårlig samvittighed for på den måde at have magt over dig og have det bedre med sig selv.

Du spørger, hvordan du skal tackle ham? Det kan du ikke. Og jo længere du tænker, at det kan handle om, hvad du skal gøre anderledes, jo mere giver du ham ret i, at det er dig, der er problemet, og at du ingen værdi har.

Jeg tror ikke på, at det nogensinde kan blive anderledes i jeres forhold, og det ved du egentlig også godt selv. Men det er svært at bryde op, fordi I på en mærkelig måde er blevet forbundet, ham som terroristen og dig som offeret, og fordi forholdet har trukket de kræfter ud af dig, som du skulle have brugt til at sige endegyldigt stop.

Men da du fortæller, at du er en aktiv person, som indimellem gerne vil ud til festival m.m. sammen med veninderne, håber jeg, at der alligevel et eller andet sted dybt inde i dig er en styrke, som du kan finde frem, og som kan give dig viljen og modet til at komme langt væk og videre. Måske skal du kontakte nogle af veninderne og bede om hjælp og opbakning, og måske er der praktiske foranstaltninger, såsom udskiftning af lås i din lejlighed osv., som du skal foretage dig, inden du bekendtgør, at jeres forhold er slut. Måske skal du gøre det pr. mail eller telefon, eller få en veninde til det, så du ikke igen står i den situation, at du lader hans veltalenhed overbevise dig om, at det selvfølgelig er dig, der er problemet. Men du skal afslutte det hurtigst muligt, og måske skal du derefter overveje at finde en god psykolog, som kan hjælpe dig med at hele de ar, som dette forhold har givet dig, så du kan få tro på dig selv og håb om senere at finde en, der vil værdsætte og elske dig for den, du er.

Jeg håber virkelig, at det må lykkes for dig.

Mange hilsner