Hvornår ved man,
at han er den rigtige?

Kære pige

Jeg forstår godt, hvis du er i vildrede, men det er nærmest umuligt at svare på, om du kan forvente, at en manglende forelskelse vil opstå på et tidspunkt, eller om den skulle være kommet nu.

Ofte stiller vi rigtig store krav og forventninger til vores – og andres – følelser, men følelser er ikke noget, man kan fremprovokere, og vores følelsesliv er påvirket af rigtig mange faktorer. Nogle er dybe og har sammenhæng til vores personlighed, opvækst, køn og situation, men nogle følelser kan også være flygtige og påvirkes af ydre faktorer fx årstider, vejr, lugte m.m.

Vi skal derfor være forsigtige med at basere vores handlinger og beslutninger på følelser eller stille store krav til, at de skal være på en bestemt måde eller påvirke os på bestemte måder, for at vi kan træffe de rigtige beslutninger ud fra dem.

Når det gælder parforhold, kan vi være påvirket af film og bøger, der ofte maler et billede af tilknytning og forelskelse som noget fuldstændig fantastisk, der ikke efterlader nogen tvivl om, at man selvfølgelig skal lægge al fornuft bag sig for at efterleve dem. Hvis man ikke selv oplever noget, der bobler over eller sparker benene væk under en, så kan man være tilbøjelig til at kaste håndklædet i ringen, haste videre og lede efter noget mere og større, mens sandheden måske er, at det ikke i så høj grad handler om vilde og ubeskrivelige følelser. Sådanne følelser kan ofte ændre sig fra den ene dag til den anden, og de er sjældent brugbare til at bygge en fremtid på.

I stedet handler det om at finde en, som man har noget tilfælles med. En, man vil og gerne vil være sammen med, opleve noget med og gøre noget godt for. En man er tryg ved at dele ting med. En, som er lige så uperfekt, som man selv er, men som man kan lide alligevel og ikke ønsker at miste.

I det, du beskriver, lyder det som om, det er noget af det, I har fundet hos hinanden, og jeg fornemmer, at det også er det, du selv oplever, mens din ven/kæreste er mere i tvivl og stiller større krav til sine følelser. Jeg ved ikke, om der er noget, du kan gøre for at fremme, at hans følelser bliver mere stormfulde og overbevisende. Men jeg tror rigtig meget på samtale og tryghed. Og måske kan I bruge dit spørgsmål og mit svar som udgangspunkt for sådan en samtale. Læs også gerne artiklen her, der handler om hvordan et godt og trygt venskab kan udvikle sig til et rigtig godt parforhold over tid.

Hvis man oplever, at man er på prøve eller sætter en anden på prøve for at finde ud af, om han eller hun kan levere de forventede følelser, så er trygheden sat under pres. Og når han giver udtryk for, at han ser potentiale i dig, så kan jeg forestille mig, at det er svært for dig at slappe af og bare være dig. For hvad skal du gøre og sige eller undlade at gøre og sige, for at dit potentiale enten forsvinder eller udvikler sig? Og du bliver i tvivl om, hvorvidt du fortsat skal håbe og give, hvis han alligevel smutter inden længe.

Jeg tror derfor, at du er nødt til at sætte ham stolen for døren. Del dine tanker og følelser (også de svære) med ham. Måske skræmmer du ham, så han smutter, men så er han ikke værd at bruge mere tid og ugengældte følelser på. Men det kan også give jer en mulighed for at bringe jeres forhold op på et andet og mere virkeligt plan. Der, hvor I kan dele jeres usikkerhed med hinanden, men samtidig kan dele et ønske om, at det gode, I oplever sammen, efterhånden kan udvikle sig til et dybere og mere fortroligt og trygt fællesskab, som I kan bygge videre på.

Det ønsker jeg for dig.

Mange hilsner