Jeg er en gift kvindes elsker…

Kære du
Tak for dit spørgsmål til brevkassen. Du slutter din mail med ordene, kærlighed og forelskelse er altid en svær størrelse. Og det har du ret i. Egentligt skulle det være nemt og ligetil, men fordi vi er mennesker med bagage, kommer vi ofte til at lægge hindringer i vejen for kærligheden.

Der er flere ting i din mail, som jeg særligt hæfter mig ved.

1. Du skriver, at du ikke er interesseret i et fast forhold. Men alligevel har du haft en forhold til en kvinde i 3 år, og du er meget forelsket i hende. Og hun i dig.

Hvad er et fast forhold i din optik? Er det engagement? Kærlighed? Venskab? Sex? Nærvær? Forpligtelse? Eller hvad?
Som jeg læser din mail er alt det en del af det forhold, du er i lige nu. Bortset fra gensidig forpligtelse, måske!? Og ærlighed! Du har vidst, at det fra hendes side aldrig kunne blive en gensidig forpligtelse, da hun ikke vil forlade sin mand. Du har haft andre, men hun ved det ikke.
Hvor blev ærligheden og åbenheden af?
Hvorfor var det mon svært for dig at fortælle det? Frygtede du, at hun ville blive vred? Sur? Ked af det? At hun ville stoppe forholdet? Eller var det noget i dig selv, der afholdt dig fra det? Fortrydelse? Anger?
Hvad var du egentlig bange for at se i hendes øjne?
Hvad var du egentligt bange for selv at se i øjnene?
Den gensidige forpligtelse og troskab kan for nogle føles som en opgivelse af sig selv. Som om man bliver låst fast og begrænset. Mon det er sådan, du har det?

Det handler ikke om kærlighedens væsen men om det, du har i dig. Hvis jeg skal sætte det på spidsen, vil jeg sige, at det måske ikke er begrænsningen og fastlåstheden, du frygter, men kærligheden(?). Jeg tænker på, om du mon har oplevet at være nødt til at opgive en del af dig selv, for at kunne blive elsket og accepteret?

At du har været nødt til, at fornægte en del af dig selv, for at kunne ” overleve”?

Det vil typisk kunne være i din tidlige barndom??? Men kan også være senere.

Hvis det har været sådan for dig, kan jeg da godt forstå, at du frygter den totale overgivelse og forpligtelse til en anden. Det er ikke en bevidst tanke men en dyb trang til selvbeskyttelse. Det kan næsten beskrives som en refleks.

Det triste ved det er, at frygten for at blive fastlåst og begrænset netop fastlåser og begrænser dig. Du begrænser dig til et uforpligtende forhold, du begrænser dig til sex, til forelskelse, i stedet for at satse helt på kærlighed.

Det paradoksale er, at det, du frygter allermest, er det, der netop kan sætte dig fri.

2. Du skriver, at du måske synes det er selvisk af hende, at forlange troskab for venskab og kærlighed/sex, når hun aldrig kan give dig det samme.
Hvad nu, hvis hun kunne og ville? Hvis hun nu forlod sin mand? Og de andre hindringer blev ryddet af vejen? Hvordan ville du så reagere? Ville det være svaret på dit dybeste ønske? Eller ville du skynde dig væk?

3. Du nævner, at du har været ligeved at slutte forholdet til hende et par gange! Hvorfor overvejede du det? Og hvad afholdt dig fra det?

Jeg ved godt, at jeg har stillet dig flere spørgsmål, og ikke givet dig svar. Men jeg kan ikke træffe nogle beslutninger for dig. Jeg tror i stedet, at du skal lede hos dig selv efter svar. Og måske skal du opsøge en terapeut eller en psykolog, og få et par timer, så du kan få vendt og drejet dine spørgsmål. Det kan ofte hjælpe, når man søger svar.

En affære med en gift kvinde angår aldrig kun 2 personer. Det har konsekvenser for rigtig mange mennesker.

En affære er ofte holdt hemmelig. Når noget skal hemmeligholdes er det altid forbundet med skam. Skam er fyldt med frygt. Skam er grobund for fortielser, løgn og uærlighed. Skam begrænser og dræber langsomt livet og kærligheden.

Jeg håber, du kan bruge nogle af mine refleksioner til at komme videre i dit liv.

De bedste hilsner

Inger Lene Christensen,
Pædagog, psyko- og familieterapeut