Jeg kan ikke stoppe med at tænke på hendes fortid
Til brevkassen Kære brevkasse Jeg har været sammen med min kæreste i 6 måneder. Før vi blev kærester havde vi...
Kære Brevkasse
Jeg er 31 år gammel og har boet med min jævnaldrende kæreste i 10 måneder. Vi har været sammen i 1 år.
Jeg vil starte med at sige, at han er et rigtig godt menneske, utrolig sød, han behandler mig med respekt og kunne aldrig finde på at udøve fysisk eller psykisk vold.
Alligevel er jeg nødt til at skrive til nogen bare for at få andre øjne på, hvordan jeg skal håndtere det her.
Helt fra starten har min kæreste været fuldstændig skudt i mig. Han kunne tilbyde at køre langt for at hente og bringe mig osv. Men da jeg er typen, der altid har klaret mig selv, har det været svært for mig, at han blev ved med at insistere, så jeg ikke kunne nå at sige fra. Han ringede til mig hvert 5. min, og efter noget tid stressede han mig så meget, at jeg var nødt til at sige noget. Uanset hvor jeg har været henne, skal jeg altid skrive, når jeg er ankommet, og når jeg er hjemme igen. Også hvis jeg lægger mig til at sove og vågner igen.
Alt vil han vide. Alt hvad jeg snakker med andre om, alt hvad jeg tænker og føler, – og det kan han spørge om mange gange på en dag. Hvis han siger, han elsker mig, og jeg faktisk ikke har lyst til at sige det, bliver han ved for til sidst at få mig til at sige det. Jeg føler mig tom og udspurgt. Alt om min fortid med andre mænd spørger han også meget ind til, og han kan blive ved og ved, selvom jeg siger, det er ligegyldigt nu, og at jeg ikke vil fortælle mere om det, da jeg er ligeglad med det. Der er jo en grund til at fortid ikke er nutid, og hvilken relevans har det så?
Så for at uddybe hvorfor jeg i det hele taget skriver til jer, er, at jeg har haft min bedste veninde, som jeg altid så førhen og snakkede med om alt. Forleden havde vi en stor diskussion herhjemme, fordi jeg nævnte, at jeg gerne ville til koncert med hende i sommermånederne. Det ville han ikke have, for han kan ikke lide hende. Når han har en mening om noget, så mener han det virkelig, og så kan han være så manipulerende og dominerende. Jeg gad ikke at diskutere, så jeg prøvede at møde ham ved at jeg så kunne tage ud og få kaffe med hende eller se en film i bio. Dagen efter om aftenen kunne jeg bare mærke, hvor tom og fjern jeg var. Så jeg sagde helt neutralt, at jeg gerne ville ind og se en af koncerterne med hende. Han hader det band og han skal alligevel ikke med. Han var så dominerende og jeg kunne næsten ikke trække vejret. Han slog fast igen og igen, at han ikke kan lide hende og han begyndte at blande mine x-kærester med ind i emnet osv. osv. Jeg prøvede igen at møde ham ved at sige, om jeg i det mindste må sige til hende, at jeg ikke kan tage med alligevel. Han flejnede fuldstændig, for hvorfor er hun så vigtig, at hun skal have en grund? Jeg sagde til ham, at sådan er jeg bare opdraget, til at være ærlig, og så jeg ikke spilder hendes tid ved, at hun tror, vi skalle af sted. Det kunne ikke komme på tale. Derimod gav han mig et ultimatum at jeg skulle vælge mellem hende eller ham. Jeg sagde at det var utroligt, som han blæser det op til at være så stort, når mit eneste spørgsmål lyder på, om jeg må sige det til hende?
Jeg havde lyst til bare at slutte det der. Jeg føler mig så stresset, for jeg må ikke sige noget til nogen. Jeg må kun se 1 mand af alle de venner jeg har, – alle andre må jeg ikke ses med eller skrive med. Heller ikke hvis jeg møder nye mennesker, så bliver han så jaloux. Han siger ofte, at han er så jaloux på mig, fordi han synes jeg er flot, og han spørger dagligt, om jeg kunne finde på at gå. Hvis han bare droppede det der, så var jeg blevet for evigt. Men den der følelse af konstant at blive rodet i indeni, den gør mig tom og fjern. Det skal også siges, at han har hacker min facebook 2 gange og har holdt øje med alt. Han har også lavet en fake profil i navnet på den, jeg så før ham. Han sagde, det var hans “master plan” at ville skrive til mig for at se, hvordan jeg reagerede.
Der er egentlig meget mere, men der er ikke plads til det 🙂
Mvh den tomme
Kære ”den tomme”
Tak for din henvendelse til brevkassen. Du spørger om andres øjne på din situation, dem vil jeg gerne give dig i form af en tilbagemelding på det, jeg bliver optaget af, når jeg læser dit brev.
Hvis vi oversætter det med at få ”andre øjne på” som et forsøg på at finde ud af om din kærestes adfærd er i orden, så er min helt klare opfattelse, at det er grænseoverskridende adfærd, og jeg forstår godt det ubehagelige i, at skulle kæmpe for sine personlige synspunkter og modstanden på at blive overvåget. Du skriver “han behandler mig med respekt og kunne aldrig finde på at udøve fysisk eller psykisk vold”. Dine beskrivelser f.eks. “han flejnede fuldstændig” eller “det om hans masterplan”, vil jeg beskrive som psykisk vold. Spørgsmålet er, om du tror på, at det vil ændre sig, så du kan leve frit i jeres forhold.
Glæde og frihed
Et parforhold og en kærlighedsrelation fungerer bedst ved at være drevet af glæde og frihed. Glæden opstår bl.a. ved at føle sig udvalgt, blive set på med særlige kærlige øjne. Når sådan noget opstår mellem to personer, tiltrækkes de af hinanden. Frihed er en naturlige del af kærligheden, det er det fine ved den.
Man kan godt gå væk fra sin kæreste, forlade den udvalgte, men det har man ikke lyst til, når man får så meget i mødet med denne. MEN når frihed bliver til mistillid, kontrol, styring af hvem man besøger, og har som venner, så kvæler man glæden og kærligheden.
Jeg forstår godt din beskrivelse af at føle sig stresset og tom inden i, det er dine sanser og følelser der reagerer og registrerer, at der ikke er plads til dig. MEN du er også i et dilemma, da du på sammen tid får noget fra din kæreste, som du er glad for, noget af det du faldt for ved ham?
Hvad kan du gøre?
Det er afgørende, at man i et parforhold kan være sig selv, det skulle gerne være muligt at kunne slappe af og være sig selv sammen med den anden. Selvfølgelig tager man hensyn, og indimellem går man på kompromis, men det lyder til, at din frihed er indskrænket og truet? Det er som om din kæreste bestemmer 90% og du 10 %? Det er ikke holdbart for nogen af jer. Det bliver for opslidende.
Min anbefaling er, at du starter med dit personlige arbejde. Spørg dig selv, hvad har jeg behov for i et forhold? Hvilke grænser har jeg? Hvad vil jeg ikke være med til? Du kan evt. skrive det ned, for at fastholde det overfor dig selv.
Personligt arbejde
Når du så præsenterer dine beslutninger overfor din kæreste, bliver du formentlig udfordret på at kunne stå fast på det, du har fundet ud af og ikke mindst på, at du risikerer at miste ham, hvis han ikke kan acceptere dine udmeldinger. Du risikerer at blive single og er du villig til det?
Måske efterspørger din kæreste noget mere tydeligt fra dig? Måske er du for flink og utydelig, i det du siger og gør? Det kan jeg ikke vide, men du kan lige overveje, om der er noget om det. Mange mennesker kan sagtens tåle en tydelig besked, bare der er en afsender i den anden ende, og i jeres forhold er du afsenderen.
Det var mine input til dig, håber du blev ”forstyrret”, og det kan medvirke til, at du kan tage gode beslutninger for dig selv. Jeg vil ønske det bedste for dig og jer.
Kærlig hilsen
Med MobilePay kan du nemt støtte arbejdet med din mobil. Ønsker du fradrag for gaven, skriver du blot dit CPR-nummer i beskedfeltet.
TAK for enhver gave!
Send til 94 907