Vi har et uforpligtende forhold – men jeg ønsker mere
Til brevkassen Jeg har haft en affære med en forlovet mand i 9 måneder indtil for 3-4 måneder siden. Jeg...
Hejsa.
Jeg har været sammen med min kæreste i 6 år. Vi fik hurtigt børn efter et par måneder. Efter nogle måneders forhold var jeg gravid, og derefter hurtigt igen (der er omkring et år imellem de to første. De er under 10 år).
Min kæreste har altid arbejdet meget, fra ca 6-19, fri søndag. Jeg går i skole, og arbejder på et plejehjem, og tager mig af hus og børn. Selvom han i starten lovede, at han ikke ville arbejde så meget mere.
Vores generelle problem er kommunikationen. Han bliver så sur og vred, hver gang jeg prøver at tale med ham. Så skal jeg lade ham være, og han kan ignorere mig i flere dage kun med korte svar. Han kan svine mig til, fx i går. Han sagde, at han ikke ville være sammen med mig, og det har han ikke ville længe. Men jeg kender hans leg. For han vender, og så elsker han mig sååå højt osv.
Jeg er aldrig hans første prioritet. Det er hans arbejde. Han løser fint problemer med hans arbejdere. Men det er som om, han har et had til mig. Men jeg forstår ikke, hvorfor han så ikke bare går? Jeg savner opmærksomhed, nærhed, at tale sammen – den der tæthed, som der er i et forhold. Det føler jeg ikke, at vi har.
Lad vær med at sige, jeg skal tale med ham om alt det her, for jeg har prøvet i mange år efterhånden. Jeg ved efterhånden ikke, hvorfor jeg bliver her. Han er varm og kold, han skifter så hurtigt. Han kan være så modbydelig, og så kærlig – indtil jeg ikke lige er enig med ham. Jeg er så lost…
Kære
Jeg forstår godt, at du er rådvild, skuffet, utryg og frustreret. Du knokler med uddannelse og arbejde og står samtidig næsten alene med ansvaret for hjem og børn. Du har ikke meget tid sammen med din kæreste, som arbejder for meget, og den tid, I har sammen, er præget af hans humørsvingninger og dårlig kommunikation.
Du spørger dig selv, hvorfor du bliver sammen med ham, og du ville sikkert også blive sparet for nogle skuffelser, hvis du gik, men jeg fornemmer, at den dybere årsag til dine frustrationer er, at du stadig elsker din kæreste. Ellers ville du ikke blive så ked af det, når du oplever, at han ignorerer dig og taler grimt til dig.
Du skriver, at du mange gange har forsøgt at tale med ham, men at det ikke hjælper; at det tværtimod bliver værre af det. Nu ved jeg jo ikke, hvad du har sagt, og hvordan du prøver at få gang i en konstruktiv samtale om jeres problemer, men jeg tror, at det er rigtigt, at det ikke er vejen fremad lige nu.
Jeg tror derfor, at du må gøre op med dig selv, om du er villig til at kæmpe for jeres forhold. For i langt de fleste tilfælde tror jeg, at det er muligt at ændre noget, hvis man prøver på en anden måde. Problemet er bare, at det et langt stykke hen ad vejen er dig, der kan gøre noget, og det kan opleves fuldstændig uretfærdigt og forkert, når det er dig, der også indtil nu har stået med det største ansvar.
Hvis du er i tvivl, om du orker mere, kan du måske i første omgang gøre det for jeres børns skyld. Selvom du måske kan tænke, at det kan være bedre for dem at blive fri for at høre og mærke, at I har det dårligt sammen, så vil det være langt værre for dem, hvis I går fra hinanden. Der er sikkert også økonomi, familie og venner, som vil blive berørt af det, og det kan også være en relevant motivation til at prøve.
Hvad er det så, du kan gøre?
Du kan begynde med at spørge dig selv, hvad det var, du faldt for dengang, I mødtes? Findes det stadig hos ham, og mærker han, at du værdsætter det?
Der findes en fin bog, som hedder ”Kærlighedens 5 sprog”. Heri beskrives bl.a., at vi har forskellige behov, når det drejer sig om at føle sig elsket. Du føler dig måske mest elsket, når din kæreste viser dig opmærksomhed ved at lytte til og tale med dig. Mens han måske har mest brug for at mærke, at du værdsætter ham som mand og sætter pris på intimitet og berøring.
Der var sikkert masser af begge dele i den første tid, I var sammen, men I nåede ikke at få ret lang tid til at lære hinanden dybere at kende, inden I fik ansvaret for et nyfødt barn. Det er en stor omvæltning for begge parter, men mens det ofte er kvinden, som giver og får en masse fra barnet, kan en mand godt føle sig sat ud på et sidespor, samtidig med at han oplever, at den kvinde, som før gav ham al sin opmærksomhed, nu har travlt med en masse andet og kræver noget helt nyt af ham. Han kan føle sig usikker og flygter måske ind i arbejdet, som han kender, og hvor han føler sig værdsat.
For en kvinde er det nemt at tænke, at manden opfører sig som et forkælet barn. Men jo mere hun forsøger at italesætte det, jo værre bliver det. Han kan som regel godt se, at der er noget rigtigt i det, hun siger, men han orker ikke at føle sig forkert. Og når han fungerer godt på sin arbejdsplads, må det være hende, der er noget i vejen med.
Jeg ved ikke, om det er sådan, det er for din kæreste, men jeg har selv oplevet noget lignende og ved, at kritik er som benzin på et bål.
Skal du så bare stryge ham med hårene og acceptere alt?
Nej, men du kan prøve at give ham noget af det, han har brug for og håbe på, at det giver ham mod til at komme dig i møde. I en periode kan det føles, som om du sætter dig selv og dine egne behov til side og bare skal gøre mere, end du allerede gør. Men hvis du kan hjælpe ham til at føle sig elsket og værdsat, vil han også have lyst til at være mere sammen med dig.
Undersøg også muligheden for at tage af sted på (forlænget) weekend uden børn, så I kan genopdage hinanden uden at tale om problemer.
På et tidspunkt kommer I forhåbentlig dertil, at du kan foreslå, at I tager på et PREP-kursus. Det udbydes efterhånden gratis i rigtig mange kommuner, og det giver rigtig gode redskaber til kommunikation og fornyet opmærksomhed på hinanden.
Udover ”Kærlighedens 5 sprog” findes der mange andre gode bøger, som kan være en hjælp til at forstå hinanden bedre, undgå de større konflikter og styrke kærligheden. Fx: “Mænd er fra Mars Kvinder er fra Venus”.
Jeg håber virkelig, at det må lykkes for jer. Min mand og jeg har kæmpet med kærligheden og hinandens forskelligheder i 47 år, og det har været hårdt indimellem. Vi kan ændre os på nogle områder og blive opmærksomme på, hvad vi skal undgå for at sætte gang i konflikter, og alligevel mislykkes det stadig, og vi gør hinanden kede af det. Men det er det værd.
Du er velkommen til at vende tilbage, hvis du har brug for det.
Mange hilsner
Med MobilePay kan du nemt støtte arbejdet med din mobil. Ønsker du fradrag for gaven, skriver du blot dit CPR-nummer i beskedfeltet.
TAK for enhver gave!
Send til 94 907