Jeg tvivler på vores brud

Spørgsmål

Klik for at vise/skjule

Min kæreste og jeg er netop gået fra hinanden for tre dage siden. Det hele er meget nyt, kaotisk rent følelsesmæssigt og omvæltende. Vi har været sammen i ca. 4 år.

Vores brud har været helt stille og roligt. Det var mere eller mindre en fælles beslutning, men jeg er dog nok villig til at forsøge, hvor han ikke er det sted lige nu. Jeg er stadig forvirret. Lige nu har jeg en følelse af, at jeg bare ikke kan undvære ham i mit liv. Jeg kan ikke forestille mig, at jeg skal leve mit liv med en anden. Vi har i et godt stykke tid været dårlige til at være kærester. Og det er den egentlige årsag til vores brud. Vi har talt en del gange om, at vi rigtig gerne vil gøre det hele bedre, og så har det været godt i lidt tid, men så er vi røget lidt tilbage i det dårlige mønster.

Han er ikke god til at udtrykke sine følelser, og jeg er ikke god til altid at udtrykke dem på en hensigtsmæssigt måde. Jeg har tendens til ind i mellem at være ret irritabel, hvor jeg måske egentligt har været ked af det. Det har været træls for ham, og det har gjort, at han ikke har gidet snakke så meget om det, fordi det er lettere at lade være. Det er jeg selvfølgelig bundulykkelig over, for jeg er ellers ikke et menneske, der er meget sur eller irriteret.

Jeg har været presset rigtig meget på arbejdet det sidste års tid. Arbejde har generelt fyldt meget. Vi arbejder typisk en del mere end 50 timer om ugen. Jeg har været udmattet, både fysisk og psykisk. Og jeg har været dårlig til at se, hvad han har brug for. Jeg har ikke haft nok selvindsigt, og jeg har haft mere fokus på, hvad jeg havde brug for. Og hvad jeg ikke fik opfyldt af behov.

Vi har været helt ødelagte af træthed, når vi kom hjem om aftenen fra arbejde ved 17-19 tiden. Så er det i gang med madlavning og nærmest i seng, fordi vi skal op og på arbejde kl. 5-6 stykker dagen efter. Når vi endelig har kunnet slappe lidt af, har han set fjernsyn, og jeg har været begravet i min telefon. Så selvom vi har været i samme rum, har vi ikke været tilstede overfor hinanden. Og så giver det sig selv, at det ikke dur i længden. Vores forhold har generelt ikke været plaget af skænderier og kæmpe diskussioner. Der har da været noget, men af den kaliber jeg vil anse for at være “helt normal” og uundgåelig.

Jeg tror også, at vores kærlighedssprog er forskellige. Jeg har enormt meget behov for fysisk kontakt og anerkendende ord, og det har han måske været “dårlig” til at huske, så jeg har længe følt, at mine behov ikke blev opfyldt og ind imellem været usikker og i tvivl , om jeg var elsket. Jeg/vi har været dårlige til at fokusere på, hvad vi hver især kan gøre og haft fokus på egne behov.

Vi har forsøgt at gøre tingene bedre. Vi ved godt, hvad vi skal gøre bedre, men falder så bare tilbage i det dårlige mønster efter lidt tid. Den her gang kunne han/vi bare ikke se sig/os ud af det. Og han var/er ikke villig til at kæmpe for det længere. Og jeg var enig. Mit store problem er, at jeg ikke ved, om jeg er enig mere. Jeg føler, at det er helt forkert. Og jeg synes slet ikke, at vi reelt set har kæmpet nok. Men jeg er i syv sind. For jeg ved ikke, om jeg skal inddrage ham i mine følelser og tanker. Og jeg tror desværre også, at han er lige lidt mere afklaret med situationen, end jeg egentlig er. Jeg ved ikke, om det handler om, at min krop ikke vil acceptere, at vi ikke skal være sammen.

Jeg tror, at jeg har brug for et råd i forhold til, hvornår og om jeg skal tage en snak med ham omkring mine følelser. Er løbet kørt, kan vi måske redde det, hvornår har man “kæmpet” nok og/eller skal jeg helt vente, så jeg kan få styr på mig selv, mine tanker og følelser? Er det trygheden, drømmene, som brast, fremtidsplaner, planlagt ferie mm., eller KAN jeg bare IKKE undvære ham?!? What to do, og hvornår skal jeg handle på noget…?

Svar

Kære

Du beskriver en situation, som jeg er sikker på, at rigtig mange par kender til. Den stormende forelskelse er dampet af, der er gået dagligdag i parforholdet, arbejdet fylder for meget, og fritiden udfyldes med tv og mobil. Begge går rundt med frustrationer og forventninger til parforholdet – og den anden – men ingen tager initiativ til forandring.

Efter længere tid med frustrationer over den manglende nærhed i jeres forhold, er I så blevet enige om at gå fra hinanden, men nu er du alligevel blevet usikker på, om det var det bedste for dig.

Det er naturligt, at du har det sådan. I har været en del af hinandens liv igennem flere år, og I har vel også begge haft et ønske om, at det skulle vare fremover. Nu oplever du savn, og du gør dig mange og relevante tanker om årsagerne til, at det ikke gik. Især det, at I har været for dårlige til at være kærester.
For kærlighed er som en plante, der skal plejes, hvis den skal vokse og trives og blomstre. Det kan man ikke gøre en gang for alle; det skal gøres jævnligt. Og af begge parter. Og det handler rigtig meget om kommunikation, både fysisk og verbalt. Fordi vi er så forskellige, og fordi vores situation og følelser hele tiden ændrer sig.

Jeg kan ikke gå ud fra, at den anden ved, hvad jeg har brug for, selvom jeg synes, jeg har fortalt ham det utallige gange. Jeg må selv give udtryk for det. Igen og igen. I stedet for at være frustreret over, at jeg ikke får det. Og jeg må være opmærksom på hans behov og spørge, hvis jeg er usikker på, hvad han har brug for lige nu.

Det kræver villighed og tid. Og tiden kommer ikke af sig selv, som den gjorde, da man var nyforelskede og næsten ikke havde andre behov og ønsker end at være sammen med den anden. På samme måde som man planlægger arbejde og møder og fritidsinteresser, er man nødt til at afsætte tid til at være sammen; og ikke bare være i det samme rum. Man må gøre noget sammen og tale sammen. Om tanker, holdninger, interesser og følelser. Og hvis arbejde eller andet fylder så meget, at der ikke er overskud til det, må man overveje, om arbejdet virkelig skal have førsteprioritet. Det seksuelle samliv er også vigtigt, så det skal der somme tider også sættes tid af til, hvis det ikke længere er noget, der kommer af sig selv.

Du skriver, at du ikke ved, om det er trygheden, drømmene og fremtidsplanerne, du savner mest, eller om det virkelig er din kæreste, du mangler. Det er vigtige overvejelser, som du måske skal bruge lidt tid på: Hvad er/var det gode i jeres forhold? Hvad er det, som gør din kæreste speciel i forhold til andre? Hvad er du villig til at give slip på for at give jeres forhold førsteprioritet?

Hvis du kommer frem til, at du ikke har noget større ønske end at dele fremtiden med din kæreste, så synes jeg, du skal tale med ham om alle de tanker, du har delt i dette brev. Fortæl også, hvad du er villig til at arbejde på at gøre anderledes, hvis I kan være sammen igen. Du har ikke noget at miste, heller ikke selvom det ender med, at han ikke ønsker at genoptage jeres forhold, men hvis I kommer frem til et fælles ønske om at prøve igen, vil jeg meget opfordre jer til enten at gå i parterapi eller til at følge et PREP-kursus for at forebygge, at I falder tilbage i de samme mønstre igen fremover.

Et PREP-kursus udbydes gratis i rigtig mange kommuner, og det giver hjælp og redskaber til at styrke kommunikationen og kærligheden i parforholdet. Det kan give jer en ny begyndelse, hvor I begge erkender, at I har brug for at gøre noget anderledes. Derudover findes der også mange fine bøger med hjælp til parforholdet, som I måske kan læse sammen. Fx på en kæresteweekend.

Jeg ønsker for dig, at du kommer godt videre.

Mange hilsner

Gratis sexologisk telefonrådgivning

Har du brug for hjælp til at håndtere sexologiske emner, kan du lige nu få en gratis rådgivningssamtale med parterapeut og sexologi-studerende Bente Fischer-Nielsen.

Gratis rådgivning

Ring til nr. 2425 4022 for gratis telefonrådgivning til par. Rådgivningen har åbent hver mandag klokken 19-22.

Du kan være anonym, og rådgiverne har selvfølgelig tavshedspligt.

Læs mere

Inge Bøgel Lassen, Forfatter, certificeret PREP-kursusleder

Se også: