Jeg tvivler på vores brud

Min kæreste og jeg er netop gået fra hinanden for tre dage siden. Det hele er meget nyt, kaotisk rent følelsesmæssigt og omvæltende. Vi har været sammen i ca. 4 år.

Vores brud har været helt stille og roligt. Det var mere eller mindre en fælles beslutning, men jeg er dog nok villig til at forsøge, hvor han ikke er det sted lige nu. Jeg er stadig forvirret. Lige nu har jeg en følelse af, at jeg bare ikke kan undvære ham i mit liv. Jeg kan ikke forestille mig, at jeg skal leve mit liv med en anden. Vi har i et godt stykke tid været dårlige til at være kærester. Og det er den egentlige årsag til vores brud. Vi har talt en del gange om, at vi rigtig gerne vil gøre det hele bedre, og så har det været godt i lidt tid, men så er vi røget lidt tilbage i det dårlige mønster.

Han er ikke god til at udtrykke sine følelser, og jeg er ikke god til altid at udtrykke dem på en hensigtsmæssigt måde. Jeg har tendens til ind i mellem at være ret irritabel, hvor jeg måske egentligt har været ked af det. Det har været træls for ham, og det har gjort, at han ikke har gidet snakke så meget om det, fordi det er lettere at lade være. Det er jeg selvfølgelig bundulykkelig over, for jeg er ellers ikke et menneske, der er meget sur eller irriteret.

Jeg har været presset rigtig meget på arbejdet det sidste års tid. Arbejde har generelt fyldt meget. Vi arbejder typisk en del mere end 50 timer om ugen. Jeg har været udmattet, både fysisk og psykisk. Og jeg har været dårlig til at se, hvad han har brug for. Jeg har ikke haft nok selvindsigt, og jeg har haft mere fokus på, hvad jeg havde brug for. Og hvad jeg ikke fik opfyldt af behov.

Vi har været helt ødelagte af træthed, når vi kom hjem om aftenen fra arbejde ved 17-19 tiden. Så er det i gang med madlavning og nærmest i seng, fordi vi skal op og på arbejde kl. 5-6 stykker dagen efter. Når vi endelig har kunnet slappe lidt af, har han set fjernsyn, og jeg har været begravet i min telefon. Så selvom vi har været i samme rum, har vi ikke været tilstede overfor hinanden. Og så giver det sig selv, at det ikke dur i længden. Vores forhold har generelt ikke været plaget af skænderier og kæmpe diskussioner. Der har da været noget, men af den kaliber jeg vil anse for at være “helt normal” og uundgåelig.

Jeg tror også, at vores kærlighedssprog er forskellige. Jeg har enormt meget behov for fysisk kontakt og anerkendende ord, og det har han måske været “dårlig” til at huske, så jeg har længe følt, at mine behov ikke blev opfyldt og ind imellem været usikker og i tvivl , om jeg var elsket. Jeg/vi har været dårlige til at fokusere på, hvad vi hver især kan gøre og haft fokus på egne behov.

Vi har forsøgt at gøre tingene bedre. Vi ved godt, hvad vi skal gøre bedre, men falder så bare tilbage i det dårlige mønster efter lidt tid. Den her gang kunne han/vi bare ikke se sig/os ud af det. Og han var/er ikke villig til at kæmpe for det længere. Og jeg var enig. Mit store problem er, at jeg ikke ved, om jeg er enig mere. Jeg føler, at det er helt forkert. Og jeg synes slet ikke, at vi reelt set har kæmpet nok. Men jeg er i syv sind. For jeg ved ikke, om jeg skal inddrage ham i mine følelser og tanker. Og jeg tror desværre også, at han er lige lidt mere afklaret med situationen, end jeg egentlig er. Jeg ved ikke, om det handler om, at min krop ikke vil acceptere, at vi ikke skal være sammen.

Jeg tror, at jeg har brug for et råd i forhold til, hvornår og om jeg skal tage en snak med ham omkring mine følelser. Er løbet kørt, kan vi måske redde det, hvornår har man “kæmpet” nok og/eller skal jeg helt vente, så jeg kan få styr på mig selv, mine tanker og følelser? Er det trygheden, drømmene, som brast, fremtidsplaner, planlagt ferie mm., eller KAN jeg bare IKKE undvære ham?!? What to do, og hvornår skal jeg handle på noget…?