Vi skal giftes og nu foreslår min forlovede, at vi skal have en trekant.
Til brevkassen Hej Jeg har fundet en rigtig sød, omsorgsfuld og god mand. Sidste sommer tog vi i sommerhus, og...
Min kæreste igennem 10 år slog op med mig for et par år siden. Igennem vores forhold havde vi mange skænderier, da han har et misbrugsproblem og røg hash i vores fælles hjem. Jeg bad ham ryge udenfor, men han ignorerede mit krav og syntes, at jeg var småhysterisk. Han gik i seng om morgenen og sov længe, og jeg var ked af, at han ofte var træt og sløv. Samtidig var han meget omsorgsfuld og kærlig overfor mig, og jeg tror, at han virkelig var meget glad for mig. Han er udlænding og følte sig ikke godt tilpas i Danmark.
Efter 6 år i en lille lejlighed flyttede vi til en større lejlighed, hvor han fik sit eget mandeværelse, som han nu tilbragte størstedelen af tiden i. Han fandt nogle hashvenner og slæbte dem med hjem. Jeg sagde, at jeg ikke ville se de mennesker i vores hjem, men det var han ligeglad med. Til sidst satte jeg ham stolen for døren og sagde, at han skulle ryge udenfor, og at jeg ikke ville se de venner i vores hjem mere, og at han skulle flytte, hvis han ikke lyttede til mig, og så gik forholdet alvorligt ned ad bakke.
Samtidig rejste han i de sidste 2 år af vores forhold til udlandet hver sommer i flere måneder for at være sammen med sin familie. Dette var jeg også meget ked af.
Pludselig blev han meget alvorligt syg, mens han var i sit hjemland på ferie. Han ringede og slog op i telefonenen, og han græd meget, og jeg var også knust, men samtidig lettet. I det sidste år forinden havde vores forhold været slemt. Han havde været meget ondskabsfuld og var slet ikke kærlig mere. Jeg var langtidssygemeldt fra mit job, og jeg var knækket helt sammen til sidst.
Vi holdt telefonkontakten de næste halvandet år, hvor han stadig var meget syg og havde stærke smerter og ikke kunne arbejde. Efter den tid fik han det bedre og kom til Danmark for at hente nogle ting og for at snakke med mig. Han var nervøs for at møde mig efter så lang tid, og da jeg hentede ham i lufthavnen, så han virkelig glad ud for at se mig. Jeg kunne dog hurtigt mærke, at han ikke var den samme mere.
Efter ganske kort tid sagde han, at han ikke havde kærestefølelser for mig mere. Jeg blev meget vred og såret og ville bryde kontakten med ham. Han flippede helt ud og græd og spurgte, hvorfor vi ikke kunne være venner.
Jeg beslutter at tage til hans land i nogle måneder, og han bliver i Danmark. Han kommer så tilbage til sit land i den sidste måned, jeg er der. Han siger, at jeg kan bo hos ham og hans forældre, og jeg tror, at der er en chance for, at forholdet kan genoptages. Han er omsorgsfuld, kærlig, siger at jeg ser godt ud, giver mig knus, og vi tager på ture sammen. Vi ligger i arm sammen om natten, men går dog ikke i seng sammen. Jeg har i flere år haft problemer med manglende sexlyst og har afvist ham.
Efter en måned sammen med ham i hans land skal jeg tilbage til Danmark. Han kører mig til lufthavnen, græder i bilen og tager min hånd. Kysser mig farvel i lufthavnen og siger, at jeg altid kan besøge ham, og at han vil være der for mig. Jeg tror faktisk, at vi er kærester igen. Vi holder telefonkontakten. Efter en måneds tid siger jeg igen, at jeg ikke kun kan være hans ven. Hvis han ikke kan være min kæreste, så skal vi stoppe kontakten. Så græder han i telefonen igen og siger, at han ikke kan forstå, hvorfor vi ikke kan være venner. Kontakten ebber herefter ud. Han kontakter mig ikke, og jeg er knust og græder meget.
Jeg har mange selvbebrejdelser. Jeg er ked af, at jeg har haft så mange raserianfald i vores forhold. Jeg har slået på døre og skreget af ham og været for grov. Jeg har belemret ham alt for meget med mine problemer på arbejdet, så han er blevet træt. Jeg føler mig som et dårligt menneske og har så meget skyldfølelse.
Status er nu, at han ikke har kontaktet mig. Jeg skrev til ham, at jeg er meget skuffet over, at han har slået op, og han svarer ikke. Hvordan kommer jeg videre? Jeg ved, at han gerne vil være venner, men jeg kan ikke. Jeg savner ham og føler mig helt lost.
Kære du
Tak for din henvendelse. Jeg fornemmer dine svære følelser i det, du skriver, og jeg anerkender, at det er sådan, du har det. Jeg vil rigtig gerne se, om jeg måske kan hjælpe dig til nye tanker, der kan hjælpe dig videre.
Din kæreste slog op med dig for et par år siden, og der er sket meget siden da, men lad mig først begynde ved situationen med hash-rygning. Hash er en grim ting, som desværre kan tage overhånd i menneskers liv. Så meget, at de glemmer, hvad der er vigtigt her i livet, og at hash i sidste ende ikke kan gøre dem lykkelige. Og som du skriver, så påvirker hash de pårørende (dig) rigtig meget. Han blev træt og fraværende, og du savnede ham sikker rigtig meget. Derfor satte du stolen for døren; bad ham om at ryge udenfor og holde vennerne udenfor lejligheden, for ellers måtte han flytte. Du refererer til denne situation som om, det var herfra, at forholdet for alvor gik i stykker. Men… Jeg lægger også mærke til, at du er meget selvbebrejdende til sidst i dit brev, og at du siger, at grunden til, at alt dette er sket, er dine egne problemer, og at du har været for hård ved ham. Så mit første spørgsmål til dig er, om det kan være, at det slet ikke er din egen skyld så meget, som du selv tror? Kunne det være, at du faktisk gjorde noget rigtig klogt, da du gav ham dit ultimatum – fordi du passede på dig selv og stod fast på det, du står for? Du skriver også, at han begyndte at rejse meget allerede inden denne situation – kan det være, at det ikke har så meget med dig at gøre, men måske mere med ham, problemer han har haft, eller hans savn til sit hjemland?
Og så slog han op… over telefonen. Jeg forstår godt, hvis det gjorde ondt. Jeg har ikke en fornemmelse af, at du havde forventet, at det ville ske, men du skriver alligevel, at du trods sorg også blev lettet. Hvad blev du lettet over? Hvad var det, du havde det godt med at skulle give slip på sammen med ham? Nu, hvor du synes, det er svært, og du savner ham, så kan du måske prøve at gribe fat i nogle af de lettede fornemmelser, du havde dengang?
Det er efterhånden noget tid siden, dette er sket, så kan det mon også tænktes, at det måske er noget andet, du savner og ikke så meget ham? Det spørger jeg også om, fordi du skriver meget om dette med, at du vil være kæreste med ham og ikke blot venner, og hvis ikke han vil være din kæreste, så kan I ikke have kontakt. Hvad vil det sige for dig at have en kæreste? Hvad kan en kæreste give dig, som du ikke kan få andre steder? Er der nogle savn og behov, du måske kan få opfyldt fra veninder eller familiemedlemmer, nu hvor du ikke har ham? Og så har jeg også lyst til at stille det spørgsmål, som din ekskæreste også stiller: Hvad kan det være, I ikke kan være venner? Og hvorfor tror du gerne, at han vil være venner og ikke kærester – og hvorfor tror du, det er så stærkt et ønske for ham, for han bliver tydeligvis også påvirket? Prøv om du kan formulere nogle svar til dig selv til disse spørgsmål.
Dit spørgsmål til sidst er, hvordan du kommer videre. Jeg håber, at mine spørgsmål ovenfor kan hjælpe dig til at overveje særligt tre ting:
1) At du måske ikke skal bebrejde dig selv så meget over dette. Jeg tror, det var stærkt, at du holdt fast i det, du stod for i sin tid. Kærester slår desværre nogle gange op, og det gør ondt! Men det lyder ikke som om, det er din skyld, selvom man jo er to om at være i et forhold. Så måske du skal prøve at arbejde lidt med at få hold på skyldfølelserne. Hvis du synes, det er svært at gøre alene, så vil jeg stærkt opfordre dig til at opsøge en psykolog eller terapeut, der kan hjælpe dig til at få tænkt nogle hjælpsomme tanker, der kan hjælpe dig videre.
2) Hvorfor blev du lettet i sin tid? Prøv at gribe fat i de følelser og se, om de kan hjælpe dig.
3) Hvad er vigtigt ved at have en kæreste? Er det lige præcis din ekskæreste, du savner, eller er det bare en kæreste? Hvad er forskellen på kæreste og venner, og hvorfor bliver du vred over, at han ikke kan være kærester længere? Måske det kan hjælpe dig, at du får nye perspektiver på dette, så det bliver nemmere at komme videre. Igen vil jeg også her opfordre dig til at tale med en professionel, som vil høre din historie og hjælpe dig videre.
Jeg håber, at du kan bruge disse tanker til noget, så du ikke skal gå rundt i så stor en smerte længere, for det er ikke rart!
Jeg ønsker dig alt det bedste.
Med MobilePay kan du nemt støtte arbejdet med din mobil. Ønsker du fradrag for gaven, skriver du blot dit CPR-nummer i beskedfeltet.
TAK for enhver gave!
Send til 94 907
Til brevkassen Hej Jeg har fundet en rigtig sød, omsorgsfuld og god mand. Sidste sommer tog vi i sommerhus, og...
Til brevkassen Hej Parvis Vi er et ungt kristent par på 19 år, der bliver ved med at sidde fast...
Til brevkassen Min mand meddelte, at han ville skilles, efter at vi har været sammen i 32 år. Han siger,...