Kan jeg elske ham igen? (a)

Spørgsmål

Klik for at vise/skjule

For en måned siden fortalte jeg min kæreste gennem 27 år, at jeg ikke ønskede at være sammen med ham længere. Jeg synes vores forhold havde udviklet sig til mere venskab end parforhold. Jeg havde forelsket mig i en anden, hvilket jeg ikke har fortalt for at undgå for meget ”mudder” i forbindelse med en skilsmisse. Min kæreste blev ked af det og var klar til at gøre alt for at vi kunne finde tilbage, men jeg afviste kategorisk, da jeg jo havde mit hjerte et andet sted. Efterfølgende viste det sig så, at den anden alligevel ikke ville mig så meget, som han havde givet udtryk for. Så nu står jeg i den grad alene, såret og i frit fald.

Min x-kæreste og jeg har to børn på 11 og 15 sammen og deres sorg over hele situationen er svær for mig at håndtere – ikke mindst samtidig med, at jeg skal bearbejde min egen (hemmelige) sorg over at blive vraget. Og jeg er kommet i tvivl. Min x og jeg har det jo ok, når vi er sammen. Vi bor stadig sammen og snakker og spiser sammen hver dag og får hverdag med børn og arbejde til at fungere så godt som muligt. Der er ingen skænderier, men naturligvis en lidt underlig stemning fra tid til anden, når en af os kommer i tanker om, at jeg har gjort det forbi.

Jeg kan ikke finde ud af om jeg skal forsøge at finde sammen med ham igen? Om jeg KAN finde tilbage til det vi en gang havde? På den ene side synes jeg, at jeg skylder vores børn det – på den anden side er jeg bange for at miste mig selv i det. Hvilke overvejelser bør jeg gøre mig? Jeg vil så nødig drage forhastede beslutninger, der enten gør mig, ham eller ungerne endnu mere ulykkelige.

Jeg håber I kan guide mig lidt på vej.

Vh K

Svar

Kære K

Tak for din henvendelse. Det er bestemt forståeligt, at det er svært for dig at finde vej i alt det svære, som du er i. Jeg vil gerne prøve at guide dig lidt på vej i alle dine overvejelser og svære følelser og tanker; – men – med det udgangspunkt, at jeg ikke ved og kan sige, hvad der er det rette at gøre for dig og jer i den situation, som du og din mand/kæreste – og dermed hele familien er havnet i.

Du skriver til sidst i dit brev, at du ikke kan finde ud af, om du skal forsøge at finde sammen med din kæreste igen, og du spørger dig selv, om du KAN finde tilbage til det, I havde en gang sammen. Du skriver også, at du på den ene side skylder jeres børn det – og på den anden side er du bange for at miste dig selv i det. Og – du spørger mig så til sidst, hvilke overvejelser du bør gøre dig – midt i alt det svære, for du vil så nødig drage forhastede beslutninger, der enten gør dig selv, ham eller ungerne endnu mere ulykkelige. Dette vidner om, at du har et stort blik for, at du vil gøre så meget, som du kan, for at alle i familien skal have det så godt, som muligt.

Forelskelsen – og de bristede drømme og håb

Det første, som jeg gerne vil give dig nogle overvejelses-input ind i, handler om din forelskelse i den anden mand og din relation til ham. Det er aldrig let at stå alene tilbage med sårede følelser efter et brud. Et brud, der slukker for håb og drømme, og som efterlader den ene eller begge med megen smerte indeni. Og det lyder til, at du står meget alene, efter at du fandt ud af, at den anden alligevel ikke ville dig. Du skriver ikke noget om, hvor engageret I nåede at blive i hinanden, og hvor længe dit forhold til ham har varet; og det har ret meget betydning i forhold til, hvor dybt det hele er gået ind hos dig og i dine forhåbninger og drømme for fremtiden osv. Jeg forstår det sådan, at du virkelig har håbet på en fremtid med den anden, og at du har investeret ret meget i ham, og at i også har haft et seksuelt forhold til hinanden. Du beskriver det selv sådan, at du nu ’står alene, såret og i frit fald’. Jeg hører det sådan i dit brev, at du stadig er i gang med at ’slikke sårene’ og være i smerten efter bruddet med den mand, som du havde investeret dig selv og din fremtid i.

Hvis dit engagement i forholdet til den anden har været, som jeg beskriver ovenfor, så forestiller jeg mig, at du igen og igen for tiden bliver ramt en af en masse tanker og svære følelsesmæssige reaktioner i forhold til ham og det, I havde sammen (fx skuffelse, vrede, ked-af-det-hed, frustration, savn, sorg osv). Jeg håber virkelig, at du har noget tæt på, som du kan snakke med om dette – fx en god veninde. Det er bestemt ikke let og godt at gå og være helt alene med de svære følelsesmæssige ting og belastninger, som du er i lige nu. Hvis du ikke allerede har en tæt fortrolig, som du kan snakke med, så vil jeg kraftigt anbefale dig at finde én i dit netværk eller opsøge en terapeut eller psykolog.

Hvordan komme videre?

Jeg forestiller mig, at alt det svære med ham, du var og er forelsket i, stadig er så tæt på og i så meget udbrud indvendig i dig, at det næsten er umuligt for dig at skulle kunne være helt følelsesmæssigt til stede i alt det, som du også skal være i og forholde dig til hos din kæreste og dine børn i det hjem, som I stadig prøver på at få til at hænge sammen lige nu – midt i, at du stadig udadtil holder fast på i forhold til din kæreste, at du vil skilles.

Ind i dette vil jeg sige: Det er en vigtig overvejelse for dig, om du p.t. overhovedet er følelsesmæssig og mental klar til helt at kunne forholde dig til, hvordan du skal tackle og komme videre i processen med at finde ud af, om der måske skal og kan være en vej i at finde tilbage i samlivet med din kæreste. Jeg tænker, at du måske er så følelsesmæssig ’spændt ud’ lige nu, at det må være rigtig svært for dig at være i.

Der er noget i din fortælling og situation, som kalder på en tænkepause og “slikke-sår”-pause, som ikke er nem at finde plads til i den hverdag, som du lige nu er spændt helt ud i – i jeres fælles hjem; og i en fælles viden om, at du har gjort det forbi.

Her kan en overvejelse være, om du/I har brug for en time out fra hinanden – en tænkepause, hvor I hver især kan få mere ro til at tænke, overveje og “mærke efter” osv, og hvor du forhåbentlig kan få lidt mere sikker grund under fødderne igen hos dig selv.

Der er med andre ord noget i din fortælling, som siger mig, at du har brug for “at få noget gjort mere færdigt” i forhold til den skibbrudne forelskelse i den anden, før du er klar til at arbejde med, om du kan mobilisere en kampgejst og vilje for at give dit nuværende parforhold en reel chance igen. Det er en overvejelse værd, om det lige nu er sådan, at du har brug for noget tid for dig selv – væk fra din kæreste, for at kunne blive klar til at arbejde med at finde ud af, om parforholdet til din kæreste kan genfindes og blive noget, du kan og vil investere dig i og give dig helt hen til igen.

Ind i dette: Du skriver selv, at du ikke ønsker at gøre hverken dig selv, din kæreste eller børnene endnu mere ulykkelige, og at du ikke ønsker at drage forhastede beslutninger. Her tror jeg, at en tænkepause – hver for sig, kan være en god mulighed at overveje for dig/jer. En tænkepause, som samtidig måske kunne være en slags åbning overfor din kæreste i forhold til, at du måske alligevel ikke er “helt færdig” med det her parforhold.

Affæren, utroskaben og løgnene

Jeg bør også skrive lidt til dig om det faktum, at du har valgt at være uærlig over for din kæreste igennem hele processen omkring dit forhold til den anden mand. Du har valgt ikke at fortælle din kæreste om din forelskelse i den anden og om din utroskab med en anden. Dette faktum står du med her og nu, og jeg forestiller mig, at det måske også fylder en del hos dig, og at det kan være ret svært for dig at bære rundt på løgnene og bedraget/utroskaben i forhold til din kæreste. Dette kan jeg ikke vide noget om, men det forestiller jeg mig.

Du skriver, at du ønskede at fortie det for ikke at lavet for meget ”mudder” i forbindelse med skilsmisse. Jeg hører, at du på det tidspunkt ville skåne din kæreste og skåne dig selv i en situation, hvor du var helt afklaret om, at du ville ud af forholdet – og ind i et andet.

Jeg tror, at det er vigtigt for dig at få overvejet, om du stadig vil gå med løgnene og fortielserne og hemmeligheden om utroskaben, eller om det er tid for at få “kortene på bordet” og lade din mand vide det samme, som du ved; om det som er virkeligheden og det, som er sket. Det er bestemt værd at overveje, om din kæreste ikke også skal have muligheden for at tage den nye situation og virkeligheden, som den er, med i sine overvejelser om, hvorvidt han kan se jer som et fremtidigt par, hvis I skal ind i seriøse snakke om det. Det er aldrig hverken godt eller nemt at bygge noget oven på løgne og fortielser, og det har jeg en ide om, at du også ved noget om.

Det er med andre ord en overvejelse værd, om du kan leve med ikke at være helt ærlig overfor din kæreste om din utroskab og om dine bevæggrunde for at ville forlade ham. Det er bestemt også en overvejelse værd, om jeres parforhold kan “leve med det” og holde til det – hvis I vælger at give jeres parforhold en chance igen. Og – det er en overvejelse værd, om du synes, det er fair og ret ikke at fortælle din kæreste om det, som er foregået, og om det, som du reelt stod med og handlede ud af, da du for en måned siden proklamerede, at du ville ud af forholdet.

Der er i mine øjne noget uværdigt ved, at han ikke bliver inddraget – men “holdt uden for”. Du risikerer også selv at komme til at leve med en svær samvittighedsmæssig byrde i forhold til dig selv og ham, hvis det ikke kommer frem i lyset. Hvis du forbliver i løgnen, så kommer du muligvis til at leve med en konstant potentiel ængstelse for, at han “finder ud af det på et tidspunkt”, og en ængstelse for, hvad det vil kunne komme til at forårsage af kaos og ulykke til den tid, samt en slags kronisk skyldfølelse.

Hvad er egentlig sket med og for jer – i jeres parforhold?

Og – i sammenhæng med ovenstående: Har du en klar fornemmelse af, hvad det var, der gjorde, at du lod det ske, at du forelskede dig i en anden? Var du allerede på det tidspunkt mentalt på vej ud af parforholdet med din kæreste, – eller – var det modsat forelskelsen i den anden, som fik dig til at ønske, at komme ud? Eller noget ’midt imellem’? Hvad er/var det, som du “ønskede at komme ud af” i forholdet til din kæreste? Når du skriver, at du er bange for “at miste mig selv i det”, hvis du vælger at prøve på at finde sammen med din kæreste igen, hvad er det så, du reelt mener med dette? Er det selve parforholdet med din kæreste, som du er bange for, at det vil kunne få dig til at “miste noget af dig selv”? Eller er der noget andet på spil? Der kan være noget vældig vigtigt i for dig at få overvejet, hvad det egentlig er du ikke vil miste “hos dig selv”, og hvad det er, du vil værne om “hos dig selv”.

Og – endnu et spørgsmål: Hvad var det, som fik dig til at tænke, at jeres parforhold havde udviklet sig til mere at være venskab end parforhold? Hvad gik du og savnede i jeres parforhold? Hvad var du ikke helt tilpas i længere? Hvad følte du, at du/I havde mistet?

Finde sammen igen?

Når du nu genovervejer, om du skal forsøge at finde tilbage til din kæreste igen, hvad er det så lige, der taler for og taler imod? Det lyder til, at din kæreste – fra hans point of view – er helt klar til at forsøge på at redde jeres parforhold (selvom du ikke ved, hvad en ny viden for ham om løgne og utroskab vil kunne skabe af uro hos ham i forhold til, om han stadig gerne vil parforholdet). Hvad er det, som han ser, som er værd at redde? Og – kan du mon komme til at se det samme igen; hvis det får lov til at blive foldet ud, som noget I måske kan virkeliggøre sammen igen; hvis I begynder at tale sammen om det? Kan det lade sig gøre at genfinde noget af det, som I kunne sammen engang, og som gjorde jer stærke sammen som par engang?

Du skriver, at du er i vildrede med, om DU KAN finde tilbage til det, som I havde en gang. Her vil jeg gerne sige: Det kan du ikke alene – finde tilbage til det. Det kan ingen af jer. Det bliver nødt til at være noget, som I går ind i begge to, og som I vil arbejde på at finde ud af og genfinde sammen – og finde vej i sammen. Der bliver nødt til at være et fælles “vi”. Her tænker jeg, at I vil kunne få stor gavn af at søge parterapi og hjælp til at få fundet vej i, hvad der skal ske, og om I kan genfinde en fælles vej. Uanset hvad, så vil der kunne være meget at hente for jer i dette med at gå i parterapi – for jer begge, uanset om det ender med at I bliver sammen eller I går fra hinanden. Det kan jeg kun varmt anbefale jer at gøre.

Du skriver til sidst i dit brev, at du har en stærk stemme, som siger, at “du skylder jeres børn det” – skylder at give jeres parforhold en chance til – for deres skyld. Hvad tænker du at jeres børn har mest brug for lige nu – fra dig og fra deres far – og midt i den situation, som I alle er i?

Nu har jeg giver dig nogle inputs til videre overvejelse. Og jeg vil ønske dig alt godt i arbejdet med at genfinde fodfæstet i livet. Jeg vil slutte med at gentage opfordringen til at søge noget hjælp og parterapi – eller terapi til dig selv midt i alt det svære.

Med venlig hilsen

Gratis sexologisk telefonrådgivning

Har du brug for hjælp til at håndtere sexologiske emner, kan du lige nu få en gratis rådgivningssamtale med parterapeut og sexologi-studerende Bente Fischer-Nielsen.

Gratis rådgivning

Ring til nr. 2425 4022 for gratis telefonrådgivning til par. Rådgivningen har åbent hver mandag klokken 19-22.

Du kan være anonym, og rådgiverne har selvfølgelig tavshedspligt.

Læs mere

Frank Risbjerg Kristensen, Teolog og psyko-, par- og familieterapeut

Se også: