Livstræt kæreste

Spørgsmål

Klik for at vise/skjule

Efter 26 års samliv gik min mand og jeg fra hinanden. Min eksmand er noget af en enspænder, og har haft en svær barndom, så vores hverdag sammen var vanskelig og stod ikke til at redde.

Efter et par måneder begynder vi dog at ses igen, da vi stadig har følelser for hinanden. Vi bor hver for sig, og ses så ofte vi har lyst. Men som tiden gå, bliver det igen trivielt og uden glæde, og for 3 år siden skiltes vi igen.

De næste måneder lever vi hver vores liv, og i den periode kommer min eksmand på netdating. Han er på nogle dates, som giver ham mere eller mindre gode oplevelser, og pludselig står han igen hos mig, og er ked af det.
Vi snakker frem og tilbage, og jeg giver ham en chance igen. Jeg lover ham også, at jeg denne gang nok skal blive, uanset hvad der sker. Vi snakker om, at vi nu skal være de bedste venner, være ærlige og snakke om tingene osv. sidst men ikke mindst, så skal fremtiden være, at vi skal flytte sammen igen. Når vi er klar til det.

Der er nu gået 2 år siden da, og der har været mange udfordringer under vejs, og det gik ikke som forventet.

Datingen har gjort noget ved min eksmand. Han siger, han har fået en depression, og at det er datingens skyld, men han vil ikke til læge, så han selvmedicinere sig med alkohol, og han får det værre og værre. Jeg har spurgt ind til, om han savner at date, om det er derfor han er deprimeret. Han har fortalt, at datingen gav ham et Kick og gav ham selvtillid, men siger også, han ville ønske, det ikke var sket.

For ca. 2 måneder siden havde vi en kontrovers. Jeg så, at han på Facebook havde fået en ny ven, som jeg ikke kendte. Jeg spurgte ind til, hvem hun var, og det gav en masse problemer, og jeg blev anklaget for at snage i hans private sager. Det var så uskyldigt, det jeg havde gjort, jeg kom til at holde musen over hans navn på min egen Facebook side og så poppede navnet på kvinden op. Efterfølgende har han fået endnu en ny veninde på Facebook som jeg heller ikke kendte, og jeg spørger igen ind til det. Han siger, det er en han kender, men vil ikke sige hvorfra. Vi kommer derfor op at skændes om ærlighed og troværdighed.

Han fortæller efterfølgende, at de to kvinder er fra en singlegruppe på Facebook, som han er medlem af. Jeg har spurgt ind til, hvorfor han siger ja til anmodning om venskab med nogle han “ikke“ kender. Han siger, det er da sjovt, at se hvad det er for nogle. Det gør mig ked af det, men han viser desværre ikke forståelse for, at jeg kan have følelser i klemme pga. hans adfærd på nettet, for som han sige, så går der jo ikke noge fra mig af den grund.

Det gør der måske heller ikke, hvis han ikke blev dårligere og dårligere pga. af depressionen, og hele tiden fortæller, hvor træt han er af livet. Han siger, han har alt, men det gør ham ikke glad. Han har hus, bil, et godt job, vores søn og mig, der altid støtter op omkring ham, men livet betyder ikke noget for ham mere. Han vil bare gerne herfra, da han er livstræt.

På nuværende tidspunkt er jeg bare så meget i vildrede. Skal jeg endnu engang bryde forholder, skal jeg fortsætte kampen, når han faktisk er ligeglad med vores forhold? Dog siger han i et svagt øjeblik, at havde han ikke mig, vidste han ikke, hvad han skulle gøre. Men hvad kan jeg gøre, når han ikke vil i behandling? Han er slet ikke til at tale fornuft med, hvad det angår.

Håber I har et råd til mig?

Hilsen en i vildrede

Svar

Kære du, som er i vildrede.

Hvor kan jeg godt forstå, at du synes din situation er svær, og at du føler dig i vildrede med, hvad du skal gøre. Det er også en svær situation, hvor der både er mange følelser i spil og mange års kampe, fælles minder og delt liv mellem dig og din mand. Jeg får lyst til at kommentere på lidt forskellige aspekter, af det du skriver og håber, at det kan være dig til hjælp.

For det første vil jeg gerne slå fast, at din mands netdating dybest set ikke har noget med dig at gøre, forstået på den måde, at du ikke må tage det, som om du er i ”konkurrence” med de kvinder han har haft kontakt med gennem netdating. Den måde din mand har brugt netdating på, fortæller mig, at han sandsynligvis har været en mand, som har prøvet at dulme sin smerte og sit tomrum i aktiviteter med netdating. Den tomhed og smerte har du formentlig ikke kunne stille uanset, hvor god og smuk og dejlig en kæreste du så end har været. For behovet for din mands netdating har sit udspring i et andet behov end det at skifte dig ud ”med en bedre model”: Jeg kan sagtens forstå, at det gør dig usigelig ondt alligevel, og der er heller ingen tvivl om, at det ødelægger noget mellem jer. Men problemet er ikke noget du kan redde ham ud af, lige så lidt som du kan redde ham fra hans depression og livslede.

På baggrund af det tænker jeg også, at det giver mening, når du fortæller om din mand, at han i første omgang har fået et kick og en oplevelse af bedre selvtillid, når han har været i kontakt med en fra netdating. Men at han efterfølgende siger, at det har ført ham det sidste stykke ud i depressionens mørke. For han har formentlig forsøgt at få dækket et hul, en længsel, et behov ved at prøve netdating, som i første omgang gav noget godt, men efterfølgende kun førte til skuffelse, ensomhed og hjælpeløshed og oplevelsen af at have et endnu større hul.

Selvom det måske ikke virker sådan, når din mand nu bruger netdating og er med i singlegrupper, tror jeg alligevel, at det er rigtigt, at du er hans mest sikre klippe her i livet. Og derfor tror jeg heller ikke, at han er ligeglad med jeres forhold, selvom han ikke formår at sætte pris på, hverken dig eller jeres forhold, som tingene er nu. Faktisk lever han jo på flere måder som om han var single og ikke i et forhold.

Alligevel er jeg er sikker på, at du betyder meget for ham, og jeg vil for hans skyld håbe, at du bliver ved med at være i hans liv. Jeg er lidt i tvivl om, hvorvidt I nåede at flytte sammen igen, eller om I stadig bor hver for sig. Men hvis I alligevel bor hver for sig, kunne det måske være en hjælp for dig, at se dig selv som hans livsven snarere end som hans kæreste/hustru. Du kan ikke bære hans liv, men du kan være til støtte og hjælp.

Som du beskriver din mands situation, vil jeg bakke dig helt op i, at han ville have godt af at komme i behandling både i forhold til hans selvmedicinering og i forhold til, hvordan han eksistentielt kan få hjælp ind i den livskrise, han befinder sig midt i. Men det er rigtigt, at han selv er nød til at ville hjælpes, før han kan modtage hjælp.

Måske kunne det også være godt for dig, at få hjælp. Du har lidt store tab over de seneste år, både i det, at jeres ægteskab gik i stykker og i de op og nedture, der har været i jeres forhold siden. Men også med alt det du må bære nu ift. hvordan du kan hjælpe jeres søn og hvordan du kan hjælpe din mand – uden selv at lide skade og gå i stykker.

Under alle omstændigheder har du brug for at finde nogle åndehuller, som er dine og som giver dig energi og livsglæde. Det kan være små som store ting, der kan lyse op og bringe glæde i hverdagen. Prøv at lægge mærke til, hvad der gør livet godt for dig. Det kan være at høre noget særligt musik, tænde lys og måske have købt nogle blomster til stuen. Det kan være en snak med en veninde, at lave noget hyggeligt med din søn, eller det kan være at tage lidt væk en weekend og det kan være at gå i et dejligt bad. Du må selv prøve at finde de ting, som giver dig glæde og smil på læben. Men det er vigtigt, at du er bevidst om at få nogle af de ting ind i din hverdag, så der ikke kun ryger energi ud af din konto.

Om du skal bryde forholdet eller ej, kan jeg ikke svare dig entydigt på. Du er forbundet med din mand og vil altid være det, uanset om I går fra hinanden eller ej. Det vil betyde meget for din mand, at du blev – også selvom han ikke giver udtryk for det, men jeg tror også det midt i alt det svære også vil betyde noget for dig at have et bånd til din mand. Samtidig skal du måske se dig selv lidt som ”pårørende”, der også skal tage vare på dine egne behov, hvis du skal kunne holde til at vedblive at være kæreste/hustru eller livsven med din mand.

Du ønskes alt det bedste og jeg håber, at du midt i alt det svære må kunne finde ro og vished dag for dag til at være noget, men ikke alt for din mand.

De bedste hilsner fra

Louise Sølvsten Nissen,
Psykolog aut.

Se også:

Skal jeg blive eller gå?

Til brevkassen Hej Parvis! “Den rette”? Jeg er en 27-årig kvinde, som efter mange år alene (hvor jeg virkelig har...