Mangler samhørighed
og nærhed

Kære du

At blive set, hørt og anerkendt er grundbehov i ethvert forhold – så det er ikke underligt, at du bliver rigtig ked af det, hvis du ikke føler, det sker. Det er heller ikke underligt, at du ofte ender med at blive vred og trækker dig, hvis du føler dig magtesløs. Når noget gør ondt, skælder vi oftest først ud og trækker os så generelt fra det, som gør ondt for at passe på os selv. Det giver derfor ikke rigtig mening, at du så ender med at blive vred på dig selv, for din reaktion er sund nok. Du længes efter at føle, du bliver valgt til – føle dig værdifuld. Så prøv at begynde med ikke at blive vred på dig selv, da du ellers ender med at blive klemt imellem din vrede og din partners passivitet, som så vil forværre det hele.

Angst fra barndommen

Du skriver, at din partner er meget introvert, og du er det modsatte.

Konsekvensen af et sådant forhold er generelt, at den ekstroverte oftest er den, der skaber situationer og behov, da den introverte ikke er god til at udtrykke sig men lever lidt inden i sig selv. Det føles som ro, når I har det godt sammen – og ligegyldighed, når der er konflikt. Årsagen til, at du er blevet introvert, og din partner ekstrovert, er muligvis en form for angst, der opstod i jeres barndom. Din håndtering af angsten blev så det udadrettede, og for din partners vedkommende det indadrettede. Derfor handler det mere om at lære at leve med den forskellighed fremfor at forsøge at ændre på det.

Når I løber ind i en konflikt, kan barndommens angst aktiveres – og ofte også barndommens måde at håndtere angsten på. Som voksne føler I blot ikke angsten som angst men mere som ubehag – men reaktionen kan være den samme. Du bliver endnu mere ekstrovert igennem din frustration og vrede, indtil du opgiver – og din partner det modsatte. Han bliver endnu mere indadvendt. Det er her, du ender med at tabe, da konflikten så alene foregår på din partners banehalvdel.

Som skrevet vil det sikket være sådan i jeres parforhold, at du næsten altid er den, der først rækker ud efter din partner – som så tager imod dig, så du får det knus, du længes efter – og det fungerer jo godt. Men af og til tror jeg, du savner, at det er din partner, der først rækker ud efter dig, så det ikke altid er dig, der kommer først. Og det er så her, kæden hopper af – for det kan din partner ikke finde ud af. Det er ikke, fordi han ikke elsker dig, som jeg læser din mail, men blot fordi han ikke kan finde ud af det. Det kan lyde som en dårlig undskyldning for dig, da du sikkert tænker, at enhver da kan finde ud af at være udadvendt. Men det, som synes utrolig let for den ene, viser sig ofte at være utrolig svært for den anden. Måske er det ligefrem lidt angstprovokerende for ham at være den, der kommer først. Hvis han i sin livshistorie har ubehagelige oplevelser i sin barndom med at række ud, og han derfor blev introvert, for at beskytte sig selv, vil det så sikkert også være lidt angstprovokerende for ham først at række ud efter dig, så det kan han ikke overtale sig selv til. Det kan også være, fordi hans reaktion som introvert har haft den konsekvens, at han aldrig har øvet sig i at være udadvendt, og det er jo kun det, vi øver os i, som vi bliver dygtige til. Som voksen vil det så være unaturligt for ham at være ekstrovert; noget han slet ikke overvejer – glemmer. Ligesom det vil være utænkeligt for dig at være introvert. Og jeg tænker, at uanset hvor meget I øver jer, vi I aldrig blive andet end det, I nu er – men det er jo også i orden, hvis I blot ikke konflikter på det. Der er jo ikke noget galt med nogen af jer.

En “vi” opgave

Løsningen på problemet er derfor en aftale – og et valg. Aftalen skal gå på, at din partner går med til at øve sig i at række ud efter dig, så han kommer først med knuset og kærtegnene – ikke fordi han skal, men fordi han gerne vil – altså et valg han tager. Et valg der også indebærer, at han aldrig vil afvise dig, når du får behov for et kram. Da det imidlertid er unaturligt for ham, vil det ikke lykkes for ham, med mindre at det bliver en ”vi” opgave. Det vil sige, at aftalen også er, at du af og til minder ham om, at du vil blive glad, hvis han kommer først med sine kærtegn – ikke som en kritik, men som en glad påmindelse, så I kan smile lidt af det.

Opgaven går så ud på, at du skal vælge at være den, du er – den ekstroverte, der næsten altid kommer først – og på grund af aftalen, vil du så kunne hente alle de knus, du nu har brug for uden at risikere at blive afvist. Grunden til, at der opstår konflikter, er sikkert, at du stadig håber på, at det ændrer sig med din partner – og når et håb brister, opstår der skuffelse og konflikt. Så hvis du kan opgive håbet om, at din partner kommer først med sine kærtegn, så bliver du fri for at ramle ind i et skuffet håb – og sorg og konflikt. ”Opgive håbet og blive fri,” kaldes det. Det er bestemt ikke let, og jeg tror også, det vil mislykkes for dig af og til. Så er det vigtigt, du ikke lader dig slå ud, men prøver igen. Mange føler, at en knus man modtager spontant, har større værdi, end de knus man beder om, men jeg tror, at hvis du bliver god til at hente det, du har brug for, så vil du finde den værdi i nærværet, du har brug for.

Jeg vil ikke fortælle dig, at det er rimeligt med denne aftale og opgave, men det er en vej at gå, som jeg ofte har set lykkes hos de par, jeg har talt med.

Så er det også vigtigt at vide, at øvelser af den slags tager lang tid. Generelt siges det, at vi skal øve os 300 gange, inden vi har fået ændret en automatisk følelse til noget andet – men det kan lykkes med en stor portion tålmodighed og øvelse. Du skal også vide, at din partner aldrig bliver god til det her – ikke fordi han ikke vil, men fordi han ikke kan finde ud af det.

Lykke til med denne livslange proces.