Mangler samhørighed
og nærhed

Spørgsmål

Klik for at vise/skjule

Tak for hjælp

Jeg er en kvinde på 31 år, fraskilt efter et 14 årigt forhold (ægteskab de 5 år). Jeg har nogle børn på under 10 år, og mødte for et par år siden min nye partner, som også er fraskilt og har børn på samme alder.

Jeg er meget glad for min partner og nærer utrolig meget respekt og beundring for ham. Han er meget forskellig fra mine tidligere oplevelser med mænd. Jeg finder utrolig meget positivt i de forskelligheder, han og jeg rummer, men også mange udfordringer. Han er en meget introvert mand, kærlig, forsigtig og omsorgsfuld. Jeg beundrer specielt hans evne til at fastholde kontrol og ro i følelsesladede situationer. Det virker meget tiltrækkende på mig og er noget, jeg ikke selv evner. Jeg selv er meget ekstrovert, bliver tit fanget i følelsernes vold og mærker tit en meget negativ tankespiral omkring min skarpe personlighed.

Min udfordring i dette parforhold er manglende følelse af samhørighed og nærhed.

Jeg har svært ved at føle mig som en vigtig prioritet i hans liv. Jeg føler mig mere som en statist og praktiker. Jeg har grundigt undersøgt mine følesesreaktioner og er kommet frem til, at jeg er meget verbal i at udtrykke kærlighed og føler meget kærlighed og nærhed i intime samtaler. Min partner har meget svært ved at udtrykke følelser igennem ord. Jeg kan mærke hans kærlighed i hans favntag og kærtegn, men når mine skarpe sider kommer til udtryk i vrede og frustration, skubber jeg ham væk fra mig. Jeg tror, jeg sårer ham, når jeg beklager mig og ønsker, at vi samtaler.

Jeg forsøger at holde mig til, hvad jeg føler, og hvad jeg ønsker, men vi kan gå så skævt af hinanden, at der kan være tavshed og ingen fysisk kontakt imellem os i flere dage. Vi starter en magtkamp, og jeg taber næsten hver gang. Jeg ender med at bukke under for angsten for at miste og er på det her tidspunkt så ked af det, at jeg ikke kan styre mig selv.

Hele min verden er sort, og jeg føler mig ubetydelig, ligegyldig, og utiltrækkende. Jeg tror jeg vælger afstand for at straffe ham og tror, at den vej kan tvinge ham til at vise mig, jeg er vigtig. Jeg trækker mig også for at beskytte mig selv. Jeg kan blive meget vred på mig selv, når jeg har gjort mig sårbar og ikke føler, at det er blevet set og hørt. Jeg tror, jeg vil vise ham i afstanden, at jeg også er ligeglad med ham, men det er jeg bare slet ikke. Jeg mangler ham rigtig meget, og jeg mangler rigtig meget at blive set og hørt og forstået.

Jeg ved ikke, hvad jeg skal stille op med mig selv. Jeg har læst spalte op og spalte ned omkring parforhold. Jeg forsøger at sætte ord på mine længsler, men det virker som om, at jeg skubber ham længere væk, og når han forsvinder, så mister jeg jordforbindelsen.

Håber I kan se en sammenhæng i mit skriv.

Svar

Kære du

At blive set, hørt og anerkendt er grundbehov i ethvert forhold – så det er ikke underligt, at du bliver rigtig ked af det, hvis du ikke føler, det sker. Det er heller ikke underligt, at du ofte ender med at blive vred og trækker dig, hvis du føler dig magtesløs. Når noget gør ondt, skælder vi oftest først ud og trækker os så generelt fra det, som gør ondt for at passe på os selv. Det giver derfor ikke rigtig mening, at du så ender med at blive vred på dig selv, for din reaktion er sund nok. Du længes efter at føle, du bliver valgt til – føle dig værdifuld. Så prøv at begynde med ikke at blive vred på dig selv, da du ellers ender med at blive klemt imellem din vrede og din partners passivitet, som så vil forværre det hele.

Angst fra barndommen

Du skriver, at din partner er meget introvert, og du er det modsatte.

Konsekvensen af et sådant forhold er generelt, at den ekstroverte oftest er den, der skaber situationer og behov, da den introverte ikke er god til at udtrykke sig men lever lidt inden i sig selv. Det føles som ro, når I har det godt sammen – og ligegyldighed, når der er konflikt. Årsagen til, at du er blevet introvert, og din partner ekstrovert, er muligvis en form for angst, der opstod i jeres barndom. Din håndtering af angsten blev så det udadrettede, og for din partners vedkommende det indadrettede. Derfor handler det mere om at lære at leve med den forskellighed fremfor at forsøge at ændre på det.

Når I løber ind i en konflikt, kan barndommens angst aktiveres – og ofte også barndommens måde at håndtere angsten på. Som voksne føler I blot ikke angsten som angst men mere som ubehag – men reaktionen kan være den samme. Du bliver endnu mere ekstrovert igennem din frustration og vrede, indtil du opgiver – og din partner det modsatte. Han bliver endnu mere indadvendt. Det er her, du ender med at tabe, da konflikten så alene foregår på din partners banehalvdel.

Som skrevet vil det sikket være sådan i jeres parforhold, at du næsten altid er den, der først rækker ud efter din partner – som så tager imod dig, så du får det knus, du længes efter – og det fungerer jo godt. Men af og til tror jeg, du savner, at det er din partner, der først rækker ud efter dig, så det ikke altid er dig, der kommer først. Og det er så her, kæden hopper af – for det kan din partner ikke finde ud af. Det er ikke, fordi han ikke elsker dig, som jeg læser din mail, men blot fordi han ikke kan finde ud af det. Det kan lyde som en dårlig undskyldning for dig, da du sikkert tænker, at enhver da kan finde ud af at være udadvendt. Men det, som synes utrolig let for den ene, viser sig ofte at være utrolig svært for den anden. Måske er det ligefrem lidt angstprovokerende for ham at være den, der kommer først. Hvis han i sin livshistorie har ubehagelige oplevelser i sin barndom med at række ud, og han derfor blev introvert, for at beskytte sig selv, vil det så sikkert også være lidt angstprovokerende for ham først at række ud efter dig, så det kan han ikke overtale sig selv til. Det kan også være, fordi hans reaktion som introvert har haft den konsekvens, at han aldrig har øvet sig i at være udadvendt, og det er jo kun det, vi øver os i, som vi bliver dygtige til. Som voksen vil det så være unaturligt for ham at være ekstrovert; noget han slet ikke overvejer – glemmer. Ligesom det vil være utænkeligt for dig at være introvert. Og jeg tænker, at uanset hvor meget I øver jer, vi I aldrig blive andet end det, I nu er – men det er jo også i orden, hvis I blot ikke konflikter på det. Der er jo ikke noget galt med nogen af jer.

En “vi” opgave

Løsningen på problemet er derfor en aftale – og et valg. Aftalen skal gå på, at din partner går med til at øve sig i at række ud efter dig, så han kommer først med knuset og kærtegnene – ikke fordi han skal, men fordi han gerne vil – altså et valg han tager. Et valg der også indebærer, at han aldrig vil afvise dig, når du får behov for et kram. Da det imidlertid er unaturligt for ham, vil det ikke lykkes for ham, med mindre at det bliver en ”vi” opgave. Det vil sige, at aftalen også er, at du af og til minder ham om, at du vil blive glad, hvis han kommer først med sine kærtegn – ikke som en kritik, men som en glad påmindelse, så I kan smile lidt af det.

Opgaven går så ud på, at du skal vælge at være den, du er – den ekstroverte, der næsten altid kommer først – og på grund af aftalen, vil du så kunne hente alle de knus, du nu har brug for uden at risikere at blive afvist. Grunden til, at der opstår konflikter, er sikkert, at du stadig håber på, at det ændrer sig med din partner – og når et håb brister, opstår der skuffelse og konflikt. Så hvis du kan opgive håbet om, at din partner kommer først med sine kærtegn, så bliver du fri for at ramle ind i et skuffet håb – og sorg og konflikt. ”Opgive håbet og blive fri,” kaldes det. Det er bestemt ikke let, og jeg tror også, det vil mislykkes for dig af og til. Så er det vigtigt, du ikke lader dig slå ud, men prøver igen. Mange føler, at en knus man modtager spontant, har større værdi, end de knus man beder om, men jeg tror, at hvis du bliver god til at hente det, du har brug for, så vil du finde den værdi i nærværet, du har brug for.

Jeg vil ikke fortælle dig, at det er rimeligt med denne aftale og opgave, men det er en vej at gå, som jeg ofte har set lykkes hos de par, jeg har talt med.

Så er det også vigtigt at vide, at øvelser af den slags tager lang tid. Generelt siges det, at vi skal øve os 300 gange, inden vi har fået ændret en automatisk følelse til noget andet – men det kan lykkes med en stor portion tålmodighed og øvelse. Du skal også vide, at din partner aldrig bliver god til det her – ikke fordi han ikke vil, men fordi han ikke kan finde ud af det.

Lykke til med denne livslange proces.

Gratis sexologisk telefonrådgivning

Har du brug for hjælp til at håndtere sexologiske emner, kan du lige nu få en gratis rådgivningssamtale med parterapeut og sexologi-studerende Bente Fischer-Nielsen.

Gratis rådgivning

Ring til nr. 2425 4022 for gratis telefonrådgivning til par. Rådgivningen har åbent hver mandag klokken 19-22.

Du kan være anonym, og rådgiverne har selvfølgelig tavshedspligt.

Læs mere

Steen Palmqvist Familie- og psykoterapeut

Se også:

Min kæreste er langtidsledig

Til brevkassen Kære brevkasse. På forhånd vil jeg gerne beklage det lange brev, men jeg føler, der skal visse detaljer...

Skal jeg blive eller gå?

Til brevkassen Hej Parvis! “Den rette”? Jeg er en 27-årig kvinde, som efter mange år alene (hvor jeg virkelig har...