Min kæreste elsker
mig ikke længere

Hej alle I der sidder her for at hjælpe.

For halvanden år siden mødte jeg en kvinde, der på alle måder var anderledes end dem jeg ellers har kendt. Jeg har altid mødt kvinder, som har skulle “reddes”, og havde et skrøbeligt sind.

Jeg mødte så X. Hun var socialrådgiver og familieterapeut og havde alt det, jeg har drømt om. Vi havde dybe snakke og ville den samme vej. Vi var meget forelskede, og hele livet lå foran os. Hun virkede som en, der virkelig hvilede i sig selv. Hun betroede mig ting om sin barndom, hun aldrig har nævnt for andre end den psykolog, hun havde gået til, for at få sat ord på de svigt barndommen havde givet hende.

I juli måned i år arbejdede vi målrettet på at få et barn sammen. Hun er lige blevet 40, og jeg er 53, så skulle det være skulle det være nu. Hun havde længe drømt om at kunne gøre sin søn til storebror, og jeg selv havde en drøm om en efternøler, selvom jeg er far til 4.

I august måned begynder hun at ændre adfærd. De dybe snakke forsvinder, og hun virker irritabel og magter ikke de lange snakke, som hun sagde. Det skal nævnes, at hendes søn, der normalt var en skøn lille fyr, som aldrig havde gjort problemer, begyndte at ændre sig en del. Havde meget vrede, og trods i sig pludselig, og trivedes ikke i skolen ved skolestart. Det udviklede sig så voldsomt, at X og hendes eks mand på skift, måtte være med i skolen, da hendes søn udviklede en form for angst, når de forlod ham i skolen.

Situationen kulminerer en dag, jeg og X var hjemme hos hendes mor, som er en elskelig kvinde, der har et godt og åbent forhold til sin datter. X var ekstremt irritabel den aften, og talte meget grimt til sin mor. Noget jeg aldrig havde oplevet før. Dette konfronterede jeg X med, og gav udtryk for, at dels er det ubehageligt at være vidne til, og dels er det ikke i orden at tale så grimt til sin mor uden nogen grund.

Jeg fik efterfølgende en sms, hvor hun var enig, i det jeg sagde, og hun havde brug for fred. Jeg gav hende den fred, hun bad om, og modtog atter en sms 3 dage efter. Heri stod der: “Du er så rummelig og forstående. Du den dejligste kæreste jeg har haft, og jeg vil det hele, men jeg skal selv være med”. Jeg svarede, at selvfølgelig gav jeg hende plads og luft i det omfang hun behøvede.

Ca. 3 dage efter den besked skrev X til mig igen. “Jeg føler mig presset i at du venter på mig, og føler selv at jeg står i en vente position”. Jeg svarede, om det ville være nemmere, hvis vi stoppede med at være kærester for at fjerne det pres, hun følte der var, og det var det. Derefter mødtes vi og talte sammen. Jeg kunne ikke rigtig forstå, hvad det handlede om det hele, og når jeg kom for tæt på, fik jeg svaret: “Jeg magter ikke at forklare mig”. Jeg kunne ikke kende den rummelige, velformulerede kvinde jeg havde forelsket mig i. Hun virkede kold og fattet.

Jeg skrev efterfølgende til hende, om vi skulle mødes, og jeg savnede hende. Hun svarede blot, at det havde hun ikke lyst til, og hun ikke elskede mig som partner mere. Hun takkede for alt det, jeg havde lært hende. Lært hende at nyde sex for første gang i sit liv. Lært at elske sin krop, som den var, og at jeg altid var helt nede på jorden. Endvidere måtte hun have fred til at ordne de problemer, hendes lille familie stod i.

Jeg sidder i skrivende stund, og har lige siden sidst jeg så X været et stort spørgsmål. Hvor er pludselig det tætte makkerskab, vi havde, hvor vi bakkede hinanden op. Nu var jeg ikke dedikeret til at være en del af hendes liv mere, og stå ved hendes side og bakke hende op. Jeg forstår ikke, hvad der sker. Hvorfor ændrede hun pludselig adfærd? For 3 mdr. siden ville hun have et barn med mig og giftes en dag, og nu elsker hun mig ikke mere.

Jeg er dybt frustreret og ked af det. Jeg aner ikke, hvordan jeg skal tackle denne situation, for jeg ved ikke, hvad det handler om. Hun roser mig først for derefter at sige, hun ikke elsker mig mere.

Hvad gør jeg?

Kh P