Min kæreste er blevet slået

Spørgsmål

Klik for at vise/skjule

Kære brevkasse

Min kæreste og jeg har været sammen i et år nu. Jeg elsker hende utroligt højt, men jeg har meget svært ved at rumme mig selv i hendes meget afvekslende adfærd. Den ene dag kan hun være omsorgsfuld, kærlig og rummelig og den næste bliver hun jaloux, meget temperamentsfuld og ondskabsfuld. Dette kommer til udtryk igennem lange og tidskrævende konflikter, hvor hun råber, og jeg føler mig ofte ramt af en tsunami, der kun har til hensigt at få mig op i det røde felt. Min kæreste har igennem hele sin barndom været udsat for en voldelig mor og har haft svære følgevirkninger af dette, hvilket for mit vedkommende betyder en hverdag, hvor jeg føler jeg skal “gå på æggeskaller” og ofte ender i skænderier.

Vi er derudover meget hurtigt blevet gravide ved en fejltagelse og venter nu et barn. Jeg er meget nervøs for at bringe et barn ind i et turbulent forhold, hvor min personlige opfattelse er, at min kæreste ikke har gjort op med sin fortid og de krænkelser hun har oplevet, og at det derfor flyder over i de nære forhold hun har.

Hun har gentagne gange forsøgt sig med terapiforløb, der er stoppet, og hun mister tit tålmodigheden med de indsatser, hun forsøger at begynde som yoga, meditation osv. osv.

Jeg har meget svært ved at være modtager for alt den vrede, angst og mistillid og spørger derfor jer. Hvad skal jeg gøre?

Svar

Kære du, som har en kæreste, der er blevet slået.

Tak for dit brev, hvor du spørger, hvad du skal gøre i forhold til konflikterne i jeres forhold.

Du beskriver det, der sker imellem dig og din kæreste, som at der kommer en tsunami af følelser, der har til formål at få dig op i det røde felt, og du beskriver desuden, at du er nød til at gå på æggeskaller i forsøget på at undgå at gøre noget, der kan udløse denne tilstand mellem jer.

Det lyder ikke sundt hverken for dig eller for jeres parforhold, og forståeligt nok er du også bekymret for det barn, I venter.

Det er derfor godt, at du vælger at række ud efter hjælp – for det har I brug for i jeres lille familie.

Lad os starte med at se på det, som fungerer godt i jeres familie: I er to voksne mennesker, som har været sammen i et år nu, og som sammen venter et barn. Du elsker din kæreste utroligt højt, og din kæreste er omsorgsfuld, kærlig og rummelig. Det lyder også for mig, som om der også er en god omsorg for jeres ventende barn. Desuden lyder det for mig, som om I har vilje og evne til at reflektere over det, som er svært for jer – din kæreste har fortalt dig om sin svære opvækst, og du forsøger at se jeres forhold nuanceret i det brev, du har skrevet her.  Så umiddelbart er der mange gode ressourcer til rådighed i jeres familie.

Lad os så se på det, du beskriver som vanskeligt for jer. Her beskriver du dels, at din kæreste, som du ser det, ikke har fået gjort op med sin fortid og de krænkelser, hun har været ude for, og at disse derfor flyder over i de nære forhold, hun er i – og dermed i forholdet til dig. Du beskriver desuden, at du har det svært med at være modtager af disse følelser, blandt andet fordi de har til hensigt at få dig op i det røde felt, og fordi du føler, at du er nødt til at gå på æggeskaller i forholdet til din kæreste for at undgå konflikter.

Det lyder som om, I er blevet fanget i jeres samspil, hvor det ikke længere er afgørende, hvad I er uenige om, men hvor selve måden, I er uenige, er blevet belastende. Når man er fanget i et belastende samspil, oplever man ofte, at det er selve omgangsformen ved konflikten, der er belastende, og så kan man opleve, at man bliver mere og mere vred eller frustreret over, sådan som den anden er, eller det den anden siger, eller det den anden gør. Sådan et samspil kan dels udvikle sig uheldigt på den måde, at jo mere frustreret man bliver over den andens manglende vilje til at ændre sin måde at være på, jo mere trækker man sig følelsesmæssigt fra den anden. – Dels kan det udvikle sig til en slags fastlåste roller og selvopfyldende profeti.

De konfliktløsnings strategier, vi hver især har med os i livet, er blevet udviklet i den familie, vi er vokset op i. Da din kæreste er vokset op i et voldeligt og krænkende miljø, vil krænkelser og vold være en del af det værktøj, hun har lært. I ved begge, hvad din kæreste har med sig fra sin opvækstfamilie. Måske vil det være vigtigt for jer også at blive tydelige på, hvordan du har lært at løse konflikter? Sammen har I forholdt jer til din kærestes opvækst – måske kunne I også sammen forholde jer til din opvækst – særligt tale om hvordan du har lært at løse konflikter i din opvækstfamilie? Og hvad betyder det, du har lært i din opvækstfamilie for jeres måde at løse konflikter på? Måske kan I også sammen reflektere over, hvad I hver især har med jer af gode konfliktløsnings strategier, og hvad I som par og forældre gerne vil gøre anderledes? Muligvis har din kæreste også lært andre konfliktløsnings strategier – muligvis i sin opvækstfamilie muligvis i mødet med andre familier eller venner? Hvordan kan I få andre konfliktløsnings strategier mere i spil, og hvad skal I være opmærksomme på for at undgå eller komme ud af de konflikter, som I ikke ønsker skal præge jeres parforhold? Kan du gøre noget, som er mere hjælpsomt end at “gå på æggeskaller”, eller er det faktisk meget hjælpsomt, at du går på æggeskaller? Oplever hun, at du trækker dig følelsesmæssigt, så hun bliver mere vred af, at du “går på æggeskaller” – eller virker det beroligende på hende, at du ikke kører med op, så I bedre kan tale om det faktiske problem, når I begge er kølet ned? Kan hun gøre noget, som hjælper hende til ikke at lukke hele “tsunamien” ud på en gang? At forholde sig sådan til hinanden kræver, at man både beslutter sig for at være nysgerrig efter at opdage noget nyt ved den anden, og at man ønsker at udvikle sig selv.

Når der har været tale om en opvækst med vold og krænkelser kan det være vanskeligt selv som par at forholde sig til den dynamik, der er imellem jer og til at få skabt en bedre dynamik. Jeg vil derfor anbefale jer sammen at opsøge en parterapeut/psykolog, der kan hjælpe jer med at arbejde med jeres måde at løse konflikter på.
Du beskriver, at det er svært for din kæreste selv at gennemføre terapiforløb og andre forløb. Jeg vil derfor foreslå dig at være ærlig med at fortælle hende, at du elsker hende meget højt, men at du dels er bekymret for jeres barns opvækst, når du oplever, at I har det meget turbulent, og dels at du selv har det svært med en hverdag, hvor du føler, du skal gå på æggeskaller, og som du oplever meget tit ender i konflikter, og at du derfor har brug for at få hjælp til at løse jeres konflikter mere konstruktivt, end du oplever, de bliver løst i øjeblikket – og så invitere hende til at være med til at finde en fælles løsning, som I begge kan leve med.

Det er også en mulighed at tale med den kommunale sundhedsplejerske eller med jeres jordemoder om dine bekymringer for jeres parforhold og forældreskab. – Ofte findes der gode tilbud i kommunen, som sundhedsplejen eller jordemoder kan henvise til.

Hvis du ser nærmere på det forslag, jeg har skrevet, til hvordan du kan tale med din kæreste om, hvad du oplever vanskeligt, og hvordan I kan opsøge hjælp, så har jeg formuleret det ud fra to regler:

  1. Konflikter mellem jer, er ikke kun én parts ansvar eller problem – det er et fælles ansvar i jeres parforhold, og derfor noget I begge har brug for at forholde jer til
  2. Du kan kun tale ud fra den del af konflikterne, som du oplever svært og har ansvar for – altså din egen del. Beskriv hvad du er bekymret for, og hvad det gør ved dig, og inviter hende til at være en del af at finde løsninger.

Hvis I er den type mennesker, som kan lide at læse en bog om emnet, kan jeg anbefale: “Når to bliver tre. At skabe en familie sammen” den er skrevet af Lisbeth Liebmann og Gitte Haag. I svaret her til dig har jeg kigget i kapitel 5 om “Konflikter som udviklingsmulighed.” Det kan I evt. læse sammen(?)

Jeg vil ønske dig og din kæreste alt godt både i jeres parforhold og som kommende forældre.

Mange hilsner

Støt Parvis

Med MobilePay kan du nemt støtte arbejdet med din mobil. Ønsker du fradrag for gaven, skriver du blot dit CPR-nummer i beskedfeltet.

TAK for enhver gave!

Send til 94 907

Grete Karlsen Psykolog

Se også: