Klik for at vise/skjule
Min kæreste og jeg har været sammen i 4 år og bor sammen. Og det sidste år har vi haft krise, han er så kold og ligeglad, altid sur og vil aldrig snakke om problemerne. Han gør intet for mig, og giver mig aldrig bekræftelse! Selvom han opføre sig som et røvhul, så savner jeg ham virkelig så inderligt, jeg hungre efter hans opmærksomhed og kærlighed men jeg får den aldrig. Jeg sys snart jeg har prøvet alt, og føler ikke der er mere jeg kan gøre for at redde forholdet, jeg har fortalt ham det mange gange men han lytter slet ikke. Jeg er ikke klar til at miste ham, så hvad kan jeg dog stille op for at redde stumperne? Og jeg spøger konstant mig selv hvorfor han er blevet sådan? Før elskede han mit selvskab og kunne slet ikke få nok, og nu føles det som om der kun er had tilbage. Jeg føler mig så ensom i det her forhold og har konstant en klump i maven.
Hej
Hvor kan jeg dog godt forstå, at du hungrer efter din kærestes opmærksomhed og kærlighed. Du er I den grad blevet udsultet. Det kan se ud som om, jeres forhold er svært at redde. Alligevel savner du ham og er ikke klar til at miste ham.
Selvom du har forsøgt, at få ham til at lytte mange gange, har du måske ikke været tydelig nok. Det må have en ende, for du kan ikke blive ved med at holde til at blive behandlet sådan, det er der ingen, der har fortjent.
Mine tanker om mulige årsager til, at din kæreste er blevet sådan:
- I har kendt hinanden I et stykke tid nu. Forelskelsen med alle de store følelser har lagt sig. Hverdagen med leverpostejsmadder, vasketøj og dagligdags rutiner har meldt sig. Det er muligt, din kæreste føler et stort tomrum; at han ikke ved, hvad han vil og skal med sit liv. Denne tomhedsfølelse er svær at bære og kan føre en følelse af opgivenhed med sig, der kan få en til at være forsømmelig overfor sine omgivelser.
- Det er også muligt, at han simpelthen keder sig. Jeg tror, vi på mange måder lever I en tid, hvor vi er vandt til at blive underholdt hele tiden. Hvis han I sin opvækst ikke har lært, at ansvar og pligter er en del af livet, kan det være svært for ham at praktisere det nu I forhold til dig.
- Det mandeforbillede han er vokset op med, kan også spille ind. Hvis din kærestes far behandlede hans mor på samme måde, som han nu behandler dig, er det jo på en måde automatiseret I ham.
- En anden mulighed er, at han har fundet en anden. Den dårlige samvittighed det evt. giver, har måske drevet ham ud i at opføre sig som det røvhul, du beskriver ham som. Måske håber han indirekte, at han ved sin opførsel kan afslutte jeres forhold, så han har en gyldig grund til at være sammen med den anden??
- Det kunne også have sin årsag i problemer på jobbet eller andre områder af hans liv, hvor han ikke føler, han slår til. Dette kan igen føre til den opgivenhed, som er beskrevet I øverste pind.
- Måske handler det om noget, du har sagt eller gjort eller er blevet. Måske hører din kæreste det som kritik, hver gang du siger noget, selvom det ikke er ment som kritik fra din side?
Det er presserende vigtigt, I får en snak om, hvad det er, der er årsag til hans ligegyldighed og svigt I forhold til dig. Følgende handlingsforslag kan måske være brugbare for dig/jer.
- Lad din kæreste læse dit spørgsmål og mit svar. Dette vil tvinge ham til at forholde sig til jeres uholdbare situation sammen.
- Du kan afkræve ham et tidspunkt han vælger, hvor I skal snakke. Her kan du evt. omsorgsfuldt spørge ind til nogen af ovenstående punkter. Du kan også (selvom du sikkert har gjort det før) fortælle ham, hvad hele jeres situation gør ved dig. At du savner ham og ikke er klar til at miste ham, at du ønsker at kæmpe for jer, men at du snart ikke kan kæmpe alene mere. Han bliver nødt til prøve at fortælle dig noget om, hvad der foregår I ham, også selvom det måske for ham kun virker forvirrende. Skriv evt. ned hvad du vil sige og læs det op for ham. Hold dig på din egen banehalvdel og forsøg ikke at komme med anklagende du-budskaber, hvilket vil få ham til at gå I forsvar.
- Foreslå ham evt. at I sammen går I parterapi. Hvis dette ikke er muligt for dig og heller ikke at få ham I tale, er jeg bange for, der ikke er så meget håb for jer sammen.
- Læs evt. andre relaterede spørgsmål og svar på Parvis.dk og få inspiration via dem, fx spørgsmålet: “Krise I næsten 30 års samliv” eller se om en af artiklerne under bjælken “Konflikter” kunne være til hjælp for jer.
Jeg vil understrege, at dette er mine tanker og tolkninger. Kun du/I ved, hvad der er bedst og rigtigt for dig/jer. Tag kun det, du/I synes er brugbart for dig/jer.
Jeg vil slutte af med at ønske dig alt godt og håber du må få den styrke, du har brug for, for at få din kæreste i tale. At du gennem det hele kan passe på dig – noget din kæreste tydeligvis ikke formår pt.
De bedste hilsener
Bente Hansen
Psykoterapeut