Min kæreste har mistet følelserne for mig

Spørgsmål

Klik for at vise/skjule

For cirka en måned siden fandt jeg ud af, at min kæreste i løbet af sommerferien var begyndt at miste følelserne for mig. Det kom enormt meget bag på mig, fordi at jeg egentlig følte, at det gik rigtig godt. Nu er der gået lidt over to måneder, hvor han har haft det sådan. Jeg blev selvfølgelig enormt ked af det og blev i tvivl om hvorvidt vi skulle fortsætte som kærester. Han er også selv rigtig ked af det og siger, at han ikke har lyst til at det skal slutte. Han vil gerne arbejde på at få de følelser tilbage.

Vi har været sammen i 7 år og mødte hinanden, da vi 16 år. Vi er begge afklarede med, at vi ikke har lyst til at prøve singlelivet eller at finde en anden (da man ofte får skudt i skoene at man har mødt hinanden i en for tidlig alder). Jeg foreslog at tage en to-ugers pause fra hinanden (vi bor ikke sammen), hvilket var virkelig hårdt for mig. Da vi mødtes efterfølgende, sagde han, at det ikke havde hjulpet. Vi snakkede igen om, hvorvidt vi skulle forsætte, og hver gang jeg nævnte, om vi skulle gå fra hinanden, begyndte han at græde. Han ved ikke hvorfor, at han har det, som han har, og han føler ikke, at han kan byde mig det.

Sidst vi så hinanden fik vi en lang og dyb snak om vores forhold, fremtiden og livet generelt. Det var rigtig rart for os begge, og jeg følte, at vi kom ind til nogle af de ting, som måske kunne være med til at udløse det her. Vi kom frem til flere forskellige ting.
For det første snakkede vi om, at det altid har været ham, som er den stabile i vores forhold og at jeg ofte har været i tvivl om hvad jeg ville (men efter at han har mistet følelserne, har jeg aldrig været mere sikker på, at det er ham som jeg vil have i mit liv). Det har været hårdt for ham nogle gange.
For det andet har vi også meget forskellige liv (det har vi dog næsten altid haft). Jeg er universitetsstuderende på tredje år, mens han først lige er startet på sit studie. Derudover er han elitesportsudøver og bruger derfor mange hverdage og weekender på træning, og pt træner han op til EM. Han kom ikke ind på sit drømmestudie og er nu startet på læreuddannelsen i stedet for. Jeg bruger meget tid på venner og familie og er generelt meget socialt anlagt. Jeg har også gået til sport sammen med ham, men jeg har aldrig været på eliteniveau, hvilket nogle gange har været svært for mig at acceptere, selvom jeg egentlig slet ikke brænder for det på samme måde som ham. Det var også gennem sport, at vi mødte hinanden.
Nu er jeg startet til dans i stedet og har det faktisk rigtig godt med det. Han har altid sagt, at jeg bare skal gøre det, som gør mig glad, og ikke forsøge at leve op til et eller andet. Vi kommer ydermere fra to meget forskellige hjem. Jeg er vokset op i et meget kærligt og anerkendende hjem, mens følelser i hans hjem ikke var noget, som blev vist særlig meget. Gennem vores forhold har vi derfor ofte snakket om, hvordan han kunne arbejde med sine følelser og fokus har altid ligget på, hvad han kunne gøre bedre i forholdet og måske ikke så meget den anden vej rundt. Jeg har også nogle gange haft svært ved at forstå hans valg ift. uddannelse, madvaner, interesser m.m. Men han synes overordnet set, at vi har det godt sammen, og vi skændes heller ikke.

Efter vores snak har jeg lidt på fornemmelsen, at han ikke altid føler sig god nok til mig, og at det kan være svært for ham at leve op til alt det, som jeg vil, også selvom vi har nogenlunde samme ideer om fremtiden. Det kan også være noget, som sker inde i ham lige nu. Han har svært ved at se de ting, som gør ham glad og han har altid haft et lidt mørkt sind. Der sker mange nye ting i hans liv ift. uddannelse osv. og han skal til at forholde sig til, hvad han vil med livet. Han er meget søgende efter en mening med livet. Det er hårdt for mig at vente på, at han finder ud af sig selv og sine følelser, og jeg vil ikke miste ham. Samtidig aner jeg ikke, hvad jeg skal gøre for, at han får følelserne tilbage, og jeg føler ikke, at jeg kan byde mig selv at gå i uvished meget længere. Hvad gør jeg?

Svar

Kære Spørger

Det lyder virkelig som om, du er udfordret og har det svært lige nu. I lader til at have et godt og sundt forhold, hvor I har talt meget om jeres forskelligheder og drømme om fremtiden. I har også talt meget om, hvordan især din kæreste har skullet arbejde med sine følelser for at forbedre jeres forhold. Det lyder som om, du anerkender, at der har været for meget fokus på, hvad din kæreste har skullet gøre og for lidt fokus på dig, hvilket måske har givet ham følelsen af ikke altid at være god nok til dig? Det er i hvert fald sådan, jeg tolker det, du skriver.

Du udtrykker, at du aldrig har været mere sikker end nu på, at det er din kæreste, du skal være sammen med resten af livet. Det må være dejligt, at være nået frem til den konklusion. Hvordan er du nået frem til det? Ved din kæreste, at det er sådan, du har det med ham lige nu?

Tal om kærlighed
Det, som fylder mest i dit brev, er din kærestes manglende følelser for dig. Hvordan har han beskrevet tabet af sine følelser for dig? Tænker han og du, at manglende følelser er ensbetydende med manglende kærlighed? Jeg har stor forståelse for, at følelser er vigtige i et forhold, men samtidig tænker jeg ikke, at følelser skal være afgørende for, om man elsker hinanden eller ej. Ofte vil følelserne allerede være svingende efter et par år, når forelskelsen har lagt sig. Men kærligheden, som tager over, er ikke afhængig af følelser. Den bygger på et valg, som I har taget om at ville elske hinanden. Jeg tænker, det er rigtig relevant for jer at tage en snak om denne forskel på forelskelse og kærlighed og tale om, hvordan kærligheden kommer til udtryk i jeres parforhold. Samtidig betyder dette ikke, at I slet ikke må føle noget for hinanden – bestemt ikke! Men følelser vil altid svinge op og ned afhængig af humør, forskellige livsomstændigheder mv., og derfor er de utilregnelige. Jeg tænker, at du og din kæreste skal tale om, om I elsker hinanden og vil hinanden, for så er følelserne et eller andet sted underordnede. Følelser kan forvirre, og det kan derfor være risikabelt at forlade sig fuldstændig på dem.

Støt ham
Du beskriver, at der lige nu sker rigtig meget i din kærestes liv: Han er startet på lærerstudiet, har svært ved at se de ting, som gør ham glad, han søger en mening med livet m.m. For mig lyder det som om, han lige nu er lidt i tvivl om, hvad han skal med sit liv, og hvor han står henne. Derfor kan det måske være svært for ham at finde ud af, hvor han har dig, og om han egentlig synes, der er plads til dig lige nu. Selvom det er hårdt, så tænker jeg egentlig, at det kan være en naturlig fase i livet og ikke nødvendigvis behøver betyde, at I ikke skal være sammen længere. Måske er det bedste, du kan gøre, at give ham plads til at tænke og overveje sine livsomstændigheder. Og så selvfølgelig støtte ham alt det du kan! At være i et parforhold er ikke altid en dans på roser, og derfor vil der uundgåeligt komme modgang. Hvis man vil hinanden på livstid, så må man tage imod de udfordringer, som uundgåeligt vil komme. I har allerede været kærester i syv år, og jeg tænker faktisk, at det er fuldstændig normalt at opleve svingende følelser og en eller anden grad af modgang. Spørgsmålet er, hvordan I vælger at tackle denne modgang!

I forhold til at I er meget forskellige, så skal I huske, at det er noget, I altid har været. Det er måske bare først nu, at det er gået op for jer, fordi I oplever modgang. Alle mennesker er forskellige, og derfor tænker jeg ikke nødvendigvis, at det behøver være et problem eller en hindring for, at I kan blive sammen. Jeg tænker, at I skal se denne tid som en mulighed for at få talt nogle ting igennem og give hinanden tid til at tage stilling til, om det skal være jer resten af livet. Men husk hvad jeg har skrevet om det naturlige i svingende følelser og modgang i et parforhold. Græsset er ikke nødvendigvis grønnere på den anden side …

Selvom jeg ikke kan give dig et fuldstændig klart svar eller råd, så håber jeg, at du og din kæreste kan bruge mine overvejelser til noget.

Rigtig meget held og lykke med de snakke, I skal have! Og held og lykke med jeres parforhold fremover!

Venlig hilsen

Maria F. Hedegaard,
Psykolog

Se også:

Min mand er misbruger

Til brevkassen Kære Parvis Jeg skriver, fordi jeg er fortvivlet. Jeres læsere og brevskrivere er nok lige så fortvivlet, som...

Min kæreste har mistet følelserne for mig. Hvad skal jeg gøre?

Spørgsmål

Klik for at vise/skjule

Jeg har været sammen med min kæreste i lidt over et år nu. Inden vi blev kærester, datede vi i fem måneder. Min kæreste har aldrig, før han mødte mig, været vild med en pige/haft en kæreste. Han var derfor meget umoden på det punkt. Jeg selv har haft tre kærester og har gjort mig mange erfaringer med, hvad jeg søger.

I de første par måneder så vi kun hinanden maks en gang om ugen. Nogle gange kunne der gå to uger imellem. Efter to måneder havde vi set hinanden ca. syv gange. Festivalugerne starter, og jeg selv skal på Tinderbox, og han skal på Roskilde. Jeg spørger ham, inden vi siger farvel, om han mon har tænkt over, om han har lyst til at være sammen med andre, eller hvordan det hele lige står til? Jeg kan mærke på ham, at spørgsmålet skræmmer ham, men han siger, at hvis vi laver noget, så er det vel et tegn på, at det ikke skal være os… og mere snakker vi ikke om det. Da han går, bliver jeg ked af det, fordi jeg ikke føler, jeg fik en ordentlig afklaring, og jeg bliver usikker på, om han mon laver noget med andre. På Tinderbox kommer jeg selv til at give en fyr et tantekys.

Da min kæreste er på Roskilde, ringer han til mig og siger, at han savner mig, men samtidig kan jeg mærke, at der er noget galt. Han kommer hjem fra Roskilde, og vi ses dagen efter. Her hilser jeg på hans søster for første gang på facetime, og hun har åbenbart vidst om mig længe. Jeg er den første pige, han fortæller om til sin familie nogensinde. Dog har jeg konstant en følelse af, at der er sket noget. Den følelse tager jeg desværre med ind i vores forhold, og min kæreste bliver ved med at sige, at der intet er sket, bliver sur, giver mig skylden og siger, jeg skal tage mig sammen.

Her 1,5 år efter har han nu endelig bekræftet, at han den sidste dag på Roskilde lå i et telt med en pige, han kendte fra en grupperejse og kyssede med hende. Derudover havde han, den aften han kom hjem fra Roskilde, sex med en pige, der havde skrevet til ham på Instagram, da han var på Roskilde. Ingen af de piger sagde ham noget.
Han forklarer mig, at han på Roskilde kunne begynde at mærke, at han var vild med mig, at ingen havde fået ham til at føle sådan, som jeg gjorde, og at han ville se, hvad det kunne blive til med mig 100%.

Han havde altid troet, at han kunne styre, hvornår han skulle have en kæreste, og at det i hvert fald ikke skulle være der, og han var derfor bange for, om han var klar til noget seriøst, hvilke værdier han søgte, om han kunne finde ud af at være kæreste. Han var også bange for, om han en dag ville kigge tilbage og føle, at han ikke “havde løbet hornene af sig” = meget forvirret! Han havde derfor den umodne tanke, at hvis chancen bød sig, så TROEDE han, at det var en NØDVENDIGHED bare at gøre det, selvom at han kunne mærke, at han på INGEN måde havde lyst til andre.

Tankerne omkring en kæreste skræmte ham meget. Da hende pigen så kom hjem til ham, kunne han mærke, at det var helt forkert, men tænkte, at han blev nødt til at gennemføre det, så han med 100% sikkerhed ikke i fremtiden ville føle, han ikke havde løbet hornene af sig. Da de havde været sammen, fortrød han SÅ meget. Han blev sur på sig selv og pinlig over, at han overhovedet havde den tanke, at det måske var en nødvendighed, når det absolut ikke var det. Han kunne mærke, at det ikke sagde ham noget, og han jo bare ville have mig. Derfor valgte han ikke at fortælle mig det, fordi han var så bange for, at han ville miste mig. Der har ellers ikke været noget negativt i vores forhold, og vi er det bedste match i min optik.

Mit problem er, at jeg føler, det var mig, der ikke var god nok dengang, og jeg er bange for, at hans forklaring, om at han troede, det var en nødvendighed, ikke er reel? Mine forældre og nogle af mine veninder tror på ham, fordi han aldrig har haft en kæreste før og ikke vidste bedre og var forvirret over sig selv. Tror I på, at han kun havde sex med hende, fordi han troede, at det var en nødvendighed, og at han så virkelig fandt ud af, at det var det dummeste, da han var i det? Jeg er bange for, at det var, fordi han havde lyst til at lave noget med andre end mig, og at jeg manglede noget.

Svar

Kære du

Tak for din henvendelse! Det er forståeligt, at det er hårdt at få sin anelse bekræftet efter 1,5 år, når du fra starten har haft mistanken. Du har skrevet ’tillid’ som emne, og jeg forstår godt, hvis hans melding har slået revner i din tillid til ham. Jeg håber, at jeg kan hjælpe dig, selvom jeg ikke på magisk vis kan gøre det hele godt.

Du og din kæreste har været i et forhold i over et år, og jeg har indtryk af, at I har det rigtig godt sammen, indtil han har fortalt det her. Du havde allerede en mistanke efter Roskilde for 1,5 år siden, men han har benægtet, at der var sket noget indtil nu. Nu har han så afsløret, at han på Roskilde har kysset med en bekendt, og at han efter Roskilde har haft sex med en fremmed. Han forklarer det med, at han var forvirret i forhold til dig og følte det som en nødvendighed at ”løbe hornene af sig”. Efterfølgende fortrød han, og han valgte at holde det skjult for dig, fordi han var bange for at miste dig, hvis han var ærlig.

Jeg kan virkelig godt forstå, at du har det svært med det! Jeg tænker, at det vigtigste er at genopbygge tilliden mellem jer. Det er hårdt at finde ud af, at han har holdt sandheden tilbage i hele jeres forhold. Du beskriver, at du er bange for, at han gjorde de ting, fordi ”du manglede noget”. Jeg kan godt forstå bekymringen. Samtidig kan du prøve at tænke på, at I det seneste år, hvor I har været kærester, har han valgt dig til og alle andre fra, ligesom du har gjort over for ham. I vil gerne have hinanden, og du skriver, at I er et rigtig godt match. Dine forældre og veninder vil dig det bedste, og de tror på, at han ville dig, men at han gjorde det pga. sin forvirring. Jeg kan ikke vide det med sikkerhed, men jeg kan samtidig ikke forestille mig andet, end at han virkelig gerne ville dig, for det har han efterfølgende vist ved at blive kærester med dig og endda en kæreste, du ellers har haft det rigtig godt med. Igen handler det om tillid.

Det er vigtigt at have tillid til hinanden og tro på, at den anden vil én. Den tillid har I brugt lang tid på at opbygge, men med hans afsløring er tilliden gået lidt i stykker. Det tager tid at genopbygge. Det kan kræve, at han gentagne gange bekræfter dig i, at det er dig, han vil have, og det må du godt bede ham om. Uanset hvilken forklaring, der er rigtig, så har han fejlet ved ikke at være ærlig over for dig. Jeg ved ikke, om du kan genkende dig selv i det, men jeg overvejer, om ikke løgnen er mere skadelig for jeres forhold end selve det, han har gjort? Roskilde er længe siden, men løgnen har stået på indtil nu. Hvis du kan genkende dig selv i det, kunne det være en mulighed at snakke med ham om det med den vinkel: at du har svært ved, at han har løjet for dig helt indtil nu. Så må I snakke om, hvad I kan gøre sammen for at starte med at genopbygge tilliden mellem jer.

Du skriver, at du kyssede kort med en anden fyr på Tinderbox. Jeg ved ikke, om du fortalte dette til din kæreste, men uanset om du fortalte ham det eller ej, så kan du måske overveje, om du også var bange for at miste ham ved at fortælle det? Hvis du kan genkende den frygt, så kan det måske hjælpe dig med at tilgive ham for det. Det er stadig forkert, at han har løjet for dig, men hensigten har været, at han ikke ville miste dig. Hvilket jeg igen tænker må betyde, at han rigtig gerne vil dig.

Jeg håber, at I får snakket det godt igennem, og at han må få vist dig, at det er dig han vil have og dig, han vil kæmpe for. Det kan godt tage tid, før du har fuld tillid til ham igen, men det lyder også, som om at du rigtig gerne vil ham og jeres forhold. Jeg håber, du kan bruge nogle af mine overvejelser.

Endnu en gang, mange tak for din henvendelse! Du er altid velkommen til at skrive til os igen.

De bedste hilsner

Se også:

Min mand er misbruger

Til brevkassen Kære Parvis Jeg skriver, fordi jeg er fortvivlet. Jeres læsere og brevskrivere er nok lige så fortvivlet, som...