Spørgsmål
For cirka en måned siden fandt jeg ud af, at min kæreste i løbet af sommerferien var begyndt at miste følelserne for mig. Det kom enormt meget bag på mig, fordi at jeg egentlig følte, at det gik rigtig godt. Nu er der gået lidt over to måneder, hvor han har haft det sådan. Jeg blev selvfølgelig enormt ked af det og blev i tvivl om hvorvidt vi skulle fortsætte som kærester. Han er også selv rigtig ked af det og siger, at han ikke har lyst til at det skal slutte. Han vil gerne arbejde på at få de følelser tilbage.
Vi har været sammen i 7 år og mødte hinanden, da vi 16 år. Vi er begge afklarede med, at vi ikke har lyst til at prøve singlelivet eller at finde en anden (da man ofte får skudt i skoene at man har mødt hinanden i en for tidlig alder). Jeg foreslog at tage en to-ugers pause fra hinanden (vi bor ikke sammen), hvilket var virkelig hårdt for mig. Da vi mødtes efterfølgende, sagde han, at det ikke havde hjulpet. Vi snakkede igen om, hvorvidt vi skulle forsætte, og hver gang jeg nævnte, om vi skulle gå fra hinanden, begyndte han at græde. Han ved ikke hvorfor, at han har det, som han har, og han føler ikke, at han kan byde mig det.
Sidst vi så hinanden fik vi en lang og dyb snak om vores forhold, fremtiden og livet generelt. Det var rigtig rart for os begge, og jeg følte, at vi kom ind til nogle af de ting, som måske kunne være med til at udløse det her. Vi kom frem til flere forskellige ting.
For det første snakkede vi om, at det altid har været ham, som er den stabile i vores forhold og at jeg ofte har været i tvivl om hvad jeg ville (men efter at han har mistet følelserne, har jeg aldrig været mere sikker på, at det er ham som jeg vil have i mit liv). Det har været hårdt for ham nogle gange.
For det andet har vi også meget forskellige liv (det har vi dog næsten altid haft). Jeg er universitetsstuderende på tredje år, mens han først lige er startet på sit studie. Derudover er han elitesportsudøver og bruger derfor mange hverdage og weekender på træning, og pt træner han op til EM. Han kom ikke ind på sit drømmestudie og er nu startet på læreuddannelsen i stedet for. Jeg bruger meget tid på venner og familie og er generelt meget socialt anlagt. Jeg har også gået til sport sammen med ham, men jeg har aldrig været på eliteniveau, hvilket nogle gange har været svært for mig at acceptere, selvom jeg egentlig slet ikke brænder for det på samme måde som ham. Det var også gennem sport, at vi mødte hinanden.
Nu er jeg startet til dans i stedet og har det faktisk rigtig godt med det. Han har altid sagt, at jeg bare skal gøre det, som gør mig glad, og ikke forsøge at leve op til et eller andet. Vi kommer ydermere fra to meget forskellige hjem. Jeg er vokset op i et meget kærligt og anerkendende hjem, mens følelser i hans hjem ikke var noget, som blev vist særlig meget. Gennem vores forhold har vi derfor ofte snakket om, hvordan han kunne arbejde med sine følelser og fokus har altid ligget på, hvad han kunne gøre bedre i forholdet og måske ikke så meget den anden vej rundt. Jeg har også nogle gange haft svært ved at forstå hans valg ift. uddannelse, madvaner, interesser m.m. Men han synes overordnet set, at vi har det godt sammen, og vi skændes heller ikke.
Efter vores snak har jeg lidt på fornemmelsen, at han ikke altid føler sig god nok til mig, og at det kan være svært for ham at leve op til alt det, som jeg vil, også selvom vi har nogenlunde samme ideer om fremtiden. Det kan også være noget, som sker inde i ham lige nu. Han har svært ved at se de ting, som gør ham glad og han har altid haft et lidt mørkt sind. Der sker mange nye ting i hans liv ift. uddannelse osv. og han skal til at forholde sig til, hvad han vil med livet. Han er meget søgende efter en mening med livet. Det er hårdt for mig at vente på, at han finder ud af sig selv og sine følelser, og jeg vil ikke miste ham. Samtidig aner jeg ikke, hvad jeg skal gøre for, at han får følelserne tilbage, og jeg føler ikke, at jeg kan byde mig selv at gå i uvished meget længere. Hvad gør jeg?
Svar
Kære Spørger
Det lyder virkelig som om, du er udfordret og har det svært lige nu. I lader til at have et godt og sundt forhold, hvor I har talt meget om jeres forskelligheder og drømme om fremtiden. I har også talt meget om, hvordan især din kæreste har skullet arbejde med sine følelser for at forbedre jeres forhold. Det lyder som om, du anerkender, at der har været for meget fokus på, hvad din kæreste har skullet gøre og for lidt fokus på dig, hvilket måske har givet ham følelsen af ikke altid at være god nok til dig? Det er i hvert fald sådan, jeg tolker det, du skriver.
Du udtrykker, at du aldrig har været mere sikker end nu på, at det er din kæreste, du skal være sammen med resten af livet. Det må være dejligt, at være nået frem til den konklusion. Hvordan er du nået frem til det? Ved din kæreste, at det er sådan, du har det med ham lige nu?
Tal om kærlighed
Det, som fylder mest i dit brev, er din kærestes manglende følelser for dig. Hvordan har han beskrevet tabet af sine følelser for dig? Tænker han og du, at manglende følelser er ensbetydende med manglende kærlighed? Jeg har stor forståelse for, at følelser er vigtige i et forhold, men samtidig tænker jeg ikke, at følelser skal være afgørende for, om man elsker hinanden eller ej. Ofte vil følelserne allerede være svingende efter et par år, når forelskelsen har lagt sig. Men kærligheden, som tager over, er ikke afhængig af følelser. Den bygger på et valg, som I har taget om at ville elske hinanden. Jeg tænker, det er rigtig relevant for jer at tage en snak om denne forskel på forelskelse og kærlighed og tale om, hvordan kærligheden kommer til udtryk i jeres parforhold. Samtidig betyder dette ikke, at I slet ikke må føle noget for hinanden – bestemt ikke! Men følelser vil altid svinge op og ned afhængig af humør, forskellige livsomstændigheder mv., og derfor er de utilregnelige. Jeg tænker, at du og din kæreste skal tale om, om I elsker hinanden og vil hinanden, for så er følelserne et eller andet sted underordnede. Følelser kan forvirre, og det kan derfor være risikabelt at forlade sig fuldstændig på dem.
Støt ham
Du beskriver, at der lige nu sker rigtig meget i din kærestes liv: Han er startet på lærerstudiet, har svært ved at se de ting, som gør ham glad, han søger en mening med livet m.m. For mig lyder det som om, han lige nu er lidt i tvivl om, hvad han skal med sit liv, og hvor han står henne. Derfor kan det måske være svært for ham at finde ud af, hvor han har dig, og om han egentlig synes, der er plads til dig lige nu. Selvom det er hårdt, så tænker jeg egentlig, at det kan være en naturlig fase i livet og ikke nødvendigvis behøver betyde, at I ikke skal være sammen længere. Måske er det bedste, du kan gøre, at give ham plads til at tænke og overveje sine livsomstændigheder. Og så selvfølgelig støtte ham alt det du kan! At være i et parforhold er ikke altid en dans på roser, og derfor vil der uundgåeligt komme modgang. Hvis man vil hinanden på livstid, så må man tage imod de udfordringer, som uundgåeligt vil komme. I har allerede været kærester i syv år, og jeg tænker faktisk, at det er fuldstændig normalt at opleve svingende følelser og en eller anden grad af modgang. Spørgsmålet er, hvordan I vælger at tackle denne modgang!
I forhold til at I er meget forskellige, så skal I huske, at det er noget, I altid har været. Det er måske bare først nu, at det er gået op for jer, fordi I oplever modgang. Alle mennesker er forskellige, og derfor tænker jeg ikke nødvendigvis, at det behøver være et problem eller en hindring for, at I kan blive sammen. Jeg tænker, at I skal se denne tid som en mulighed for at få talt nogle ting igennem og give hinanden tid til at tage stilling til, om det skal være jer resten af livet. Men husk hvad jeg har skrevet om det naturlige i svingende følelser og modgang i et parforhold. Græsset er ikke nødvendigvis grønnere på den anden side …
Selvom jeg ikke kan give dig et fuldstændig klart svar eller råd, så håber jeg, at du og din kæreste kan bruge mine overvejelser til noget.
Rigtig meget held og lykke med de snakke, I skal have! Og held og lykke med jeres parforhold fremover!
Venlig hilsen