Min kærestes følelser
er forsvundet

Spørgsmål

Klik for at vise/skjule

Hej
Min kæreste gennem 3,5 år har valgt, at vi skal gå hver til sit.

Jeg forstår det ikke. Min krop er fyldt op med smerte og sorg. Mit hjerte er knust. Jeg er ikke selv herre over de følelser, der strømmer  igennem mig, og som knuser mig indvendigt i øjeblikket. Men en ting er sikkert, det er kærestesorger.

Min kæreste og jeg har været sammen i 3,5 år og kendt hinanden i fire år. Vi gemmer på så mange fantastiske minder sammen og har oplevet så mange ting sammen. Vi blev kærester som 16-årige og er nu begge 20 år. Vi har levet vores teenageliv sammen og er vokset op og blevet to unge mennesker. To unge mennesker, der står overfor valg om, hvad vi skal resten af livet. Valg, der ikke skræmmer mig (jeg er i gang med mit første sabbatår), men valg, der har skræmt min kæreste og dermed har frosset hans følelser til mig inde.

Det er så vildt at gå fra at være lykkelig til at være sønderknust på bare en time. Jeg havde på ingen måde set denne separation komme. Dagen forinden var vi lykkelige sammen. Normalt er vi gode til at aflæse hinanden, men denne beslutning havde jeg slet ikke set komme. Der er intet, der har tydet på, at han ville afslutte vores forhold.

Det føles, som om der er kommet en forbandelse over min kæreste, der gør, at vi bare SKAL separeres. Vi var så glade for hinanden og elsker hinanden.

Roden til vores separation skyldes, at vi er ved at blive voksne, og min kæreste har brug for at kende sig selv som voksen. Jeg begriber bare ikke, hvorfor han ikke føler, at han kan være selvstædig voksen med mig ved hans side.
Han skal til februar i værnepligten, hvor at han i den grad får udfordret sit jeg og reformeret sig selv.

Et af hans argumenter bygger på, at han synes, at han har været for manipulerende i vores forhold, og at jeg bare har tilpasset mig hans “egoistiske beslutninger”. Her referer han til, at jeg har valgt, at min sabbatårsrejse skulle være, når han skulle i militæret. Men jeg har ikke set det som en manipulerende ting, men bare tænkt, at det var da smartest, at det var, at når han alligevel ikke var hjemme, at jeg så skulle rejse. Ligeledes synes han ikke længere, at jeg skal stå i skyggen af hans valg, angående i hvilken by jeg vil studere. Han et år foran mig, og derfor er det ham, der skal studere først, og dermed har jeg bare haft det sådan, at det for mit vedkommende var ligegyldigt, om vi skulle flytte til den ene eller anden studieby sammen. Jeg ville bare det, han ville.

Jeg elsker ham så meget og har viljen og troen på, at hvis man elsker hinanden, kan alt lykkedes.

Svar

Kære du!

Tak for din henvendelse! Jeg forstår godt, at det gør rigtig ondt, at han har sagt, at I skal gå hver til sit. Ikke mindst når det er kommet så pludseligt!

Jeg håber, at jeg kan skrive noget, der kan hjælpe ind i din situation, men desværre kan hverken du eller jeg uden videre ændre hans valg. Ud fra det du skriver, lyder det dog til, at der er nogle ting, som du kan bede ham om at snakke med dig om. Det er ikke sikkert, at det gør nogen forskel for ham, og jeg vil og kan ikke give dig forhåbninger om, at han ændrer sin beslutning, men måske det kan give dig en bedre afslutning.

I har været kærester i 3,5 år, og som du skriver, er I sammen vokset fra teenagere til unge mennesker. Du skriver, at I elsker hinanden og har haft det godt, helt indtil han pludseligt gav udtryk for, at I ikke længere kunne være sammen. Han forklarer bruddet med, at han har brug for at ”kende sig selv som voksen”, og derudover har han beskrevet, at han har følt sig for manipulerende i jeres forhold. Det har du ikke oplevet, og du beskriver, at du elsker ham så højt, at du gerne bare vil det, han vil.

Det sidste, du skriver, er det første jeg vil tage fat på. Du beskriver en meget uselvisk kærlighed til ham, når du skriver, at ”jeg ville bare det, han ville”. Jeg forstår godt, at kærlighed til et andet menneske kan gøre, at man er villig til at gøre næsten alt, men jeg bliver alligevel nysgerrig på, om du egentlig har givet dig selv lov til at mærke efter, hvad du selv har lyst til. Nogle ting kan være mindre vigtige, som f.eks. hvornår i dit sabbatsår, du tager på rejse, så der forstår jeg godt, at du tænker, det er praktisk at lægge det samtidig med hans værnepligt. Andre beslutninger er mere vigtige at overveje sine egne planer i. Når det kommer til at skulle vælge studieby og dermed også studie, så kan jeg godt forstå nogle af hans bekymringer for, om du tilpasser dig for meget. Selvom du ikke har oplevet ham som manipulerende i forholdet, kan han måske føle, at han får et ekstra ansvar for at tænke dine lyster og planer med i hans beslutninger, fordi han oplever, at du ikke selv gør det.

Jeg overvejer, om hans oplevelse af at være manipulerende er et udtryk for, at han føler, I er smeltet for meget sammen. At han har svært ved at finde ud af, hvor han stopper, og du begynder. Hans behov for at ”kende sig selv som voksen” udspringer måske af, at han ikke ved, hvad han selv ville gøre, hvis han vidste, at du nok skulle tage ansvar for dine behov og planer. Du har haft det fint med at tilpasse dig hans planer, fordi det vigtigste for dig har været, at I gjorde det sammen, men han har måske haft behov for at opleve noget modspil fra dig, så han vidste, at du ikke bare gjorde ting for hans skyld.

Før du overvejer at snakke med ham om det, kunne du prøve at tænke over, hvem du er som ung voksen. Det er en mulighed for, at du også kan udvikle dig og ”kende dig selv som voksen”. Hvem er du, og hvem vil du gerne være, når du er en selvstændig person? Ud fra dine beskrivelser, kunne jeg forestille mig, at det er nogle af de spørgsmål, han stiller sig selv.

Hvis han er med på det, kan du prøve at snakke med ham om, at du ikke kan forstå, at det kom så pludseligt. Du kan prøve at beskrive for ham, at du har tilpasset dig af bedste mening, men du kan eventuelt også spørge ham, om han føler, at du har lagt for stort et ansvar over på ham. Du kan overveje, om du har tilpasset dig i nogle situationer, hvor du egentlig ville ønske, du ikke havde. Jeg tror, at det kan hjælpe dig til også at blive klogere på dig selv. I det forhold, I har haft i 3,5 år, har du måske tilpasset dig for meget, så du har mistet noget af din egen vilje i det? Jeg ved ikke, om det er sådan det er, men måske det er sådan, han har oplevet det.

Selvom I snakker om det, er det ikke sikkert, at han skifter mening og vil finde sammen igen. Det gør ondt, og det er hårdt! Jeg vil råde dig til at finde trøst hos nogle venner og veninder eller hos familie, for det er tungt at stå i selv. Det er ikke ham, du skal finde trøst hos, så omgiv dig med andre mennesker, der holder af dig, og som vil dig det godt. Husk på, at kærestesorger, hvor ubehagelige de end er, ikke varer for evigt. Det gør ikke smerten mindre lige nu, men måske det kan give dig lidt udholdenhed, at der er en ende på det.

Endnu engang mange tak for din henvendelse! Jeg håber, at du kunne bruge nogle af mine overvejelser, og jeg ønsker dig det bedste fremadrettet.

De bedste hilsener,

Camilla Laursen, Psykolog

Se også:

Frivillig i Agape

Terapi

Støt Agape

Kontakt

t: 8680 6022
e: info@agape.dk

Foreningen Agape
Bredhøjsvinget 1
8600 Silkeborg

Sekretariatets telefontid:
mandag – torsdag:
8.30-12.30 og 13.30-15.00
fredag: 8.30-12.30