Min kærestes indre
bestemmer alt

Jeg har brugt jer før, hvilket var super gavnligt. Nu er jeg nødt til at bruge jer igen.

Jeg er 32 år gammel, har været sammen med min kæreste i 1,5 år, og vi er faktisk forlovede. Vi står og skal giftes til en offentlig vielse senere på året, ganske uhøjtideligt og med få gæster. Meget hyggeligt. Bortset fra at jeg er rigtig meget i tvivl.

Jeg har igennem tiden haft flere veninder, som jeg har hængt ud med, men der var altid noget ved dem, som han ikke brød sig om. Så dem ser jeg ikke mere. Jeg har haft mange mandevenner, som jeg altid har haft en god kontakt til og har kunnet få en kop kaffe sammen lejlighedsvist, og det har været fint. Dem har jeg bare heller ikke mere. Jeg har altid gået meget i teater, til koncerter og været aktiv ude. Det gør jeg heller ikke mere.

Så kunne det lyde som om, at han er en bøddel, der forbyder mig at gøre ting, og at jeg er underdanig. Sådan er det slet ikke. Det er som om, det bare er sket med tiden, og så sidder jeg her efter dagens hændelse og kan se, hvor meget hans indre egentlig styrer alting.

Han har haft en sindssygt traumatisk opvækst. Uden tvivl. Med en voldelig far og seksuelt misbrug, og en opvækst som Jehovas Vidne i udlandet. Så han er ramt dagligt af dette og er nødt til at ryge hash 3-4 gange dagligt for at kunne fungere.

Jeg gør alt, hvad jeg kan for ham. Vi skændes aldrig og har altid talt rigtig godt med hinanden. Og jeg kunne også godt blive gift med ham, for han er så utrolig sød mod mig og behandler mig som det vigtigste i hele verden. Problemet er bare, at jeg har måttet kæmpe for at kunne gøre ting for mig selv, og ikke mindst for at kunne deltage i begivenheder med andre. Fx firmafester osv, – men jeg ender altid med at blive hjemme, fordi jeg ikke gider de humørsvingninger og problemer, han laver.

Han skifter fuldstændig i humør og vil have mig til at blive hjemme. Ofte har han også sagt, om han ikke må betale min billet til en koncert, – for at jeg så ikke har tabt noget på at blive hjemme. Og han vil ikke med, da han har det bedst med at være hjemme. Han spørger hver dag, om jeg elsker ham osv., og hvis jeg siger noget positivt til ham, vil han altid have mere og mere, så jeg skal forklare i dybden, hvorfor jeg siger de positive ting. Og så bliver det faktisk irriterende, fordi jeg altid skal forklare til hudløshed.

I dag var vi til et arrangement med vores fælles hobby. Jeg har solgt en del inden for dette, og har haft især 1 kunde, som jeg har talt rigtig godt med. Han skulle derned i dag og spurgte, om jeg kom. Min kæreste spurgte, hvorfra jeg vidste, der var dette arrangement. Den underliggende tone taler for sig selv. Jeg sagde, at det var min bedste kunde, som havde fortalt mig om det. Jeg er altid meget ærlig, så jeg skjuler intet. Da vi kom derned var han så indelukket og nærmest jaloux/indebrændt. Inden vi tog hjem igen, fik jeg øje på ham, som er min bedste kunde. Min kæreste gik bare ud, ville ikke engang vise respekt ved at sige hej. Vi tog ud at spise bagefter, og han var bare så trist/træls at se på, – som om jeg skal droppe alle mennesker for, at han er glad.

Jeg føler mig så meget i tvivl, om han overhovedet er god for mig i længden. At blive gift er sgu ikke for at blive skilt igen. Jeg har ingen tilbage udover min familie og kolleger. Jeg ser ingen i min fritid og går aldrig til noget uden ham (kun hvis jeg tager af sted alene eller med en, han har sagt god for, – men de er efterhånden ude af billedet). Og når han er med, er det altid meget kort, fordi han gerne vil hjem. Og så har han altid den der udstråling/attitude som om, der er noget i baggrunden.

Jeg vil bare gerne være glad, – jeg har lidt af en meget seriøs sygdom, som jeg var ved at dø af 2 gange. For bare 4 år siden blev jeg erklæret rask. Jeg er slet ikke til drama/pis og papir i min hverdag. Hvis jeg kan undgå problemer og situationer, der egentlig er ligegyldige, så gør jeg det. Jeg ved bare ikke, om det bare er mig, eller om det her er en, jeg skal passe på med at gifte mig med?