Min kone smitter vores
børn med ængstelse

Kære brevskriver

Tak for din henvendelse. Når jeg læser dit brev, fornemmer jeg tydeligt din bekymring for din familie og især for dine børn, og det er rigtig fint, at du rækker ud efter vejledning. Som det første vil jeg sige, at det er naturligt for forældre, og måske især for mødre, at bekymre sig for deres børn og have et ønske om at skærme dem fra potentielle farer. Det hører forældrerollen til. Problemet er, når vi bliver så bekymrede, at vi skaber bekymring hos vores børn, så de bliver ængstelige og måske endda bange for helt almindelige ting som fx at klø sig i næsen, ligesom du skriver. Børn opfanger forældres adfærd og kopierer dem, og de lægger mærke til mere, end vi voksne altid er klar over. Derfor forstår jeg udmærket din bekymring for dine børn, og jeg fornemmer, at du har et ønske om, at dine børn skal have en sund og tryg opvækst uden stor ængstelighed.

Du skriver, at din kone har gået i terapi de seneste år, men det lyder, som om det har været på dit initiativ. Jeg bliver nysgerrig på, om din kone selv kan mærke, at hendes ængstelighed fylder meget for hende? Kan hun sætte ord på, hvad hun er bange for, og hvor den bekymring stammer fra? Terapi kan hjælpe på mange ting, men kun hvis vi selv er indstillede på at arbejde med os selv og er motiverede for det. Og hvis ikke din kone har været det, er det ikke sikkert, det har haft nogen positiv effekt.

Du skriver, at når I taler sammen om det, finder hun forklaringer på, hvorfor hendes adfærd er rimelig nok og skyder samtidig ansvaret fra sig. Jeg kender ikke settingen for disse samtaler, men generelt er det vigtigt, at man tager sådan en snak i fredstid, dvs. når der ikke er konflikter. Jeg vil opfordre dig til at prøve at få en god samtale med din kone på et tidspunkt, hvor I har det rart sammen. Her er det vigtigt, at du ikke fremstår anklagende eller fordømmende, men at du sætter ord på din bekymring for børnene. Fortæl hende, hvad det gør ved dig, at jeres ældste søn fx bliver nervøs, hvis nogen hoster, eller hvis han klør sig i næsen. Fortæl hende, at du ønsker jeres børn skal vokse op som sunde og raske. Vær samtidig nysgerrig på, hvordan hun selv har det, og hvad hun er bekymret for hos børnene på en åben og anerkendende måde.

Jeres fælles ståsted

Som jeg ser det, er I begge bekymrede for jeres børn og ønsker dem det bedste. Det er et fælles ståsted, som er vigtigt at finde og lande på sammen. Jeres bekymringer ser bare forskellige ud og kan virke modsatrettede. Men det vigtige er, at I vil dem det bedste. Måske kan I finde noget fælles at arbejde hen imod sammen.

Nogle gange kan det være en fordel at have en sådan snak med en tredjepart. I kan fx kontakte en psykolog, parterapeut eller kontakte Parvis’ rådgivningstelefon, hvor I sammen med en rådgiver kan vende jeres problemstilling og få råd og vejledning.

Jeg bliver desuden nysgerrig på, hvordan andre omkring jer – familie, venner, jeres børns institutioner – oplever børnenes adfærd. Har du delt din bekymring med dem, fx dine forældre eller børnenes pædagoger eller lærere? Nogle gange kan vi selv komme til at fokusere så meget på en bestemt adfærd, som vi synes er et problem, at vi ser den alle vegne og glemmer at se de gode og sunde ting, som ofte også er der. Det kan være godt at få andre, som også kender jeres børn, til at se det udefra. Enten kan det berolige dig, hvis de fx ikke oplever en stor ængstelighed hos børnene, hvilket så kan pege på, at problemet måske ikke er så stort, som du kan føle det. Eller også kan de underbygge din bekymring, såfremt de selv oplever, at børnene er ængstelige og bange for mange ting, hvilket så måske kan hjælpe din kone til at forstå din bekymring.

Til sidst vil jeg sige, at som den anden forælder har du lige så stor påvirkning på jeres børn som din kone. Derfor
kan du være med til at vise dem, at verden er et godt sted at være, ved at du selv agerer afslappet og ubekymret overfor ting, der kan bekymre dem. Det vil også påvirke dem, da børn som sagt altid vil tage forældrenes adfærd til sig.

Jeg håber, I må få en god samtale enten alene eller med en tredjepart, og at I må finde frem til, hvad der er det bedste for jeres børn. Al held og lykke til dig og din familie.

De bedste hilsner